Tro Håb & Kærlighed
Grethe overlevede seksuelle overgreb

Grethe Sørensen er en rigtig mønsterbryder. Opvokset på børnehjem var hun offer for plejefars gentagne befamlinger. Men englebesøg og troen på Jesus hjalp hende igennem.Hvad gemmer der sig bag de ældre menneskers furede ansigter? Hvilke tanker, hvilke minder, hvilke smertelige erfaringer vidner rynkerne ikke om? Nogle har egentlige traumer som i dag ville få psykologisk behandling, men som på den tid blot blev ignoreret og efterlod et menneske med kun én mulighed: at bide tænderne sammen og få det bedste ud af livet.
En af disse ældre er Grethe Sørensen fra landsbyen Lunde ved Nr. Nebel. Hun blev ”revet væk fra mor”, som hun selv udtrykker det, placeret på et børnehjem, og oplevede dér det ene seksuelle overgreb efter det andet:
– Plejefar slukkede lyset, jagede mig gennem rummet, fangede mig og trykkede mig op mod væggen. Jeg kunne mærke, han havde rejsning. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det var, blot at det var væmmeligt, fortæller hun.

Den 9-årige Grethe var fuldstændig overrumplet og kunne ikke få en lyd over sine læber. Børnehjemslederen slap omsider grebet og lod hende gå. Men det skulle ikke være sidste gang, han forgreb sig på hende. Og Grethe opdagede langsomt, at han også befølte og befamlede de øvrige piger:
– Det skete som regel, når vi skulle puttes i seng. Selv om det ikke var hans vagt, kom han alligevel ind til os piger for at ”kilde” os, som han kaldte det. Han tog hånden op under kjolen på os. En af de ældste piger sagde en aften, da han ”kildede” hende: Hvis du ikke holder op, siger jeg det til plejemor! Så holdt han op på hende. Men vi andre gik ikke ram forbi.
Som voksen konfronterede Grethe ham med sine oplevelser. Der blev endda holdt et møde med børnehjemmets formand. På et tidspunkt blev politiet også inddraget. Men plejefaren nægtede alt. Først da han lå afkræftet på sit dødsleje, indrømmede han det og bad om tilgivelse.

Grethe Sørensen lukker øjnene, mens hun fortæller og genkalder sig de voldsomme billeder. Hun har gennemlevet traumerne mange gange på det seneste, fordi hun har skrevet sin livshistorie. Bogen ”Barndommens dal” udkommer netop nu på forlaget Powerhouse.
Det værste for Grethe var, at det var et kristent børnehjem, hun var på. ”Plejefar” kunne holde aftenandagt med børnene det ene øjeblik og det næste øjeblik befamle pigerne. Han havde endda et fuldbyrdet seksuelt forhold til en pige på 13 år, som fik cykel og andre frynsegoder til gengæld.
Dobbeltmoralen skabte et dybt dilemma i den lille Grethe, og havde det ikke været for en anden hovedperson i bogen, tante Elna, var hun endt i bitterhed.
– Elna lærte os kristne børnesange, læste op for os af bibelhistorien og fortalte, at Gud altid passer på os, husker Grethe.
Og det har gjort, at hun har troen i behold, har kunnet opbygge et sundt familieforhold og er blevet hustru, mor og endda bedstemor.

Grethe Sørensen håber, at bogen kan give lindring til andre, som har oplevet forkastelse:
– Jeg har allerede haft flere tidligere børnehjemsbørn i telefonen, som har hørt min historie og haft brug for nogen at snakke med. Og plejeforældre, som allerede har hørt om bogen, vil gerne vide, hvordan børn tænker.
For ”Barndommens dal” handler ikke kun om de seksuelle overgreb, men om hele det kaos af følelser, som bruser i det lille barn, der må forlade sine magtesløse forældre og indrette sig på en helt ny tilværelse. Og det koncentrationsbesvær, som uundgåeligt bliver følgen og gør, at det anbragte barn har problemer med de boglige fag i skolen:
– Depressive, negative mindreværdsfølelser fyldte mig, og det var en pine for mig at være i skole. En dag i regnetimen blev jeg gjort helt til grin. Jeg skulle dele en lagkage i 12 stykker, men det slog fuldstændig klik for mig. Jeg kunne hverken tænke eller regne, og kammeraterne grinede af mig.
Jeg løb grædende ud på toilettet. Hvorfor var jeg blevet født, når jeg ikke kunne få lov til at være hos mor?

Bogen indvier læseren i et følsomt pigesind, der både kunne være såret, gøre sig hård og finde på spilopper, som det hører sig barndommen til.
– Vi fik klø, hvis ikke vi opførte os ordentligt, og jo flere klø vi fik, jo frækkere blev vi, fortæller hun i bogen. – En gang klistrede de min mund til med plaster for at få mig til at holde mund. Jeg fik også hænderne bundet sammen på ryggen, så jeg ikke kunne pille det af.
Frækheden var et barns reaktion på uhyrlighederne, og hårdheden det eneste alternativ et langt stykke hen ad vejen. For der var én ting mere, der prægede Grethes liv: Englebesøg.
– Efter mine mange tragiske oplevelser var jeg blevet fuld af frygt og var dermed også meget bange i mørke. Jeg vågnede en mørk nat ved, at jeg skulle på toilet, men turde ikke gå derud. I stedet for tissede jeg i fodenden af min seng…
– Pludseligt blev det lyst i værelset, og jeg så hen imod døren. Der stod den skønneste, lysende engel med udbredte arme og vinger. Den fyldte hele dørkarmen ud, både bredde og højde. Håret var langt og bølgede selvlysende hvidt. Jeg husker ikke dens ansigt. Den sagde ikke noget, men fyldte bare rummet med lys. Som jeg lå der og så på englen, blev jeg fyldt med en usigelig fred. Alt, hvad der hed frygt og angst var borte.

Englebesøget gentog sig kort tid efter, og sammen med Elnas aftensang og bibelhistorie var det med til holde Grethes mod oppe:
– Jeg må give al ære til Jesus, udbryder hun. – Havde det ikke været for troen på ham, havde jeg ikke klaret det.
– Elna lærte os mange små børnesange: ”Min båd er så lille”, ”Pas på lille øje, hvad du ser” og ”Jesus elsker alle små”. Kunne det virkeligt passe, at der var nogen, der elskede mig? Jeg sang den igen og igen. Efterhånden lærte og hørte vi mere og mere om Jesus, og Elna bad så inderligt for os, når vi bad aftenbøn. Troen begyndte ganske langsomt at blive til vished om, at der var én, der elskede mig: Jesus.