Debat

Giv os gode historier på TV
For nylig sluttede en fantastisk serie om livscyklus af Anders Agger, som på en medlevende måde portrætterede fire familier i livssituationer som dåb, bryllup, skilsmisse og død.
Udsendelserne viste på en fantastisk måde, hvordan forholdet til kirke og tro har en central betydning i dag. Og det er med sikkerhed ingen tilfældighed, at Anders Agger ikke taler om fødslen, men om dåben som det cykluspunkt, der har betydning for livet.
Det klart stærkeste indtryk gjorde naturligvis familien Bundgaard, hvor faren Troels Bundgaard slås med en kræftsvulst, som langsomt tager livet af ham. Selv om man til tider følte, at det skar helt ind til marv og ben, så var udsendelsen tilrettelagt med så stor elegance og indlevelse, at jeg ikke følte, at der skete et overgreb mod familien.
Derfor er det også trist, at tv-stationerne er for dårlige til at opdyrke de gode historiefortællere. Vi seere ønsker os gode historiefortællere!
(Forkortet, red.)
Kim Borregaard Eriksen
Næstformand i KLF,
Kirke & Medier
Riserupvej 1
4840 Nørre-Alslev

Den største trussel
I 1979 fik Moder Teresa Nobels fredspris i Norge og sagde i den anledning bl.a.: ”Den største trussel mod freden er abort, fordi det er en direkte krig, et direkte drab, direkte mord af moderen selv. Vi, som er tilstede her, vores forældre ønskede os, vi ville ikke være her, hvis vores forældre havde gjort det imod os”.
Hvordan kan redaktør Mette Bock i lederen i Jydske Vestkysten d. 21/11 i forbindelse med diskussionen om abort af børn med handicap udtrykke, at ikke alle familier har kræfter til at løfte en sådan opgave, uden dermed at legalisere abort, når der er tale om handicap, i det her tilfælde om mongolbørn? Hvordan kan overlæge på Vejle sygehus, Ivan Brandslund, stille spørgsmålstegn ved, om et mongolbarn, som dør tidligere end andre og får alle mulige sygdomme, er mere modtagelig for infektioner og har lav intelligens, ”egentlig er et liv?” Er det ikke en læges fornemste opgave at kæmpe for ”livet”, som det er enhver samfundsborgers pligt at kæmpe for en ”livets kultur”? I historien er det tidligere sket, at alle handicappede blev frasorteret for at fremme den rene race!
Ved at anbefale screeningtilbuddet siger overlæge ved Århus Universitet Gert Bruun Pedersen, at hensigten ikke er at forhindre børn med Downs syndrom at blive født, men at give kvinden et tilbud, hun kan sige ja eller nej til! Derved åbner man netop op for muligheden for at skulle vælge mellem liv og død, og det er nu engang ikke menneskets lod!
Det er dybt problematisk. som Kitt Boel, formanden for Landsforeningen for Downs Syndrom, udtrykker det, hvilket jeg er fuldstændig enig i. Det er dybt forstemmende, at der i vores samfund ligger en implicit beslutning om, at de handicappede ikke hører til her, dybt forstemmende, at der i Danmark årligt er omkring 15.000 mord af både raske og handicappede børn.
Et samfund kan måles på, hvordan det behandler det ufødte barn. Kæmper vi for barnets ret til ”livet”, eller lader vi stiltiende ”dødens kultur” få indpas, som det er sket i Danmark, siden den frie abort blev indført! Den største trussel mod livet og freden er ”abort”.
Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58,
6700 Esbjerg

Det, der giver sammenhæng
Skik følge eller land fly. Udsagnet gælder os; ikke de fremmede med andre skikke, kultur og religion.
For meget religion i det offentlige rum truer imidlertid sammenhængskraften i Danmark. Det er en påstand, som Anders Fogh Rasmussen har argumenteret for. Men forholder det sig ikke modsat?
Sammenhængskraften i det danske hus falder da først fra hinanden, hvis vi fjerner fundamentet, det hele er bygget på – sagt med andre ord: hvis der er for meget grus i maskinen – med beton.
Mister vi, af hensyn til de fremmede, det kristne livssyn ved ikke at tale offentligt om det, mister vi orienteringen, ved vi efterhånden ikke, hvor vi skal hen og kommer der måske aldrig – i Paradis.
Vi mister dermed os selv, den del af os, som ikke kan dø – med risiko for at havne det forkerte sted.
(Forkortet, red.)
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv.
9210 Aalborg SØ

Glæde over DR-kirken
Jeg bliver rigtig glad for DR, når jeg sidder foran tv og følger gudstjenesten i DR-kirken.
Som nu søndag den 15. oktober med pastor Signe Voldby, hvor hendes prædiken handlede om tillid og nærhed til Jesus Kristus. Signe Voldby er en levende og engageret præst, der virkelig ønsker noget med sit arbejde, for som hun sagde: ”Vi må berøres af evangeliet, når Jesus er midt iblandt os”.
Det var en lys gudstjeneste med stor begejstring over, at Jesus er lys i mørket. Gudstjenesten blev løftet op af et stort gospelkor på 40 medlemmer, der dog var lidt for uroligt og gyngende for tv-mediet. Man blev næsten lige så svimmel som i en rutschebane.
Gudstjenesten gav både plads til de gamle gedigne salmer som ”Vi pløjed og vi såed” og ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre” samt begejstrende lovsange.
Det har indtil nu været et godt initiativ med DR-kirken, der har øget antallet af gudstjenester fra under 20 til 44 i 2006.
(Forkortet, red.)
Ole Lund
Norgesvej 20
4293 Dianalund

De unge må ikke hindres
En artikel i Dagbladet Roskilde fortalte om præsternes angst og magtesløshed, når de står over for de unge, som de ikke ved, hvordan de skal nå.
Hvis man tror på, at ”Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage” (Esajas’ bog 55, 11), så er et af de mest virkningsfulde hjælpemidler sikkert at sørge for, at vore børn og unge får et større kendskab til Biblens budskab.
Her tillader jeg mig at gøre opmærksom på Gideonitternes bibelspredningsarbejde. En af de opgaver, de tager sig af, er uddeling af Ny Testamente i skolerne til elever fra 5. klasse og opefter. Det lille lommetestamente bliver modtaget med glæde og interesse af børnene. Hvert år uddeles 55.000 NT i Danmark. I de seneste år har vi desværre mødt folkeskoler og efterskoler, der ikke ønsker, at eleverne skal have tilbudt et NT. Undskyldningerne er forskellige. Ofte viser det sig, at det er personer i skolebestyrelsen, der stiller sig hindrende i vejen. Vi har brug for velvilje og hjælp til dette arbejde.
(Forkortet, red.)
Ole Westergaard
Frederiksborgvej 195
4000 Roskilde