Oldemor Anna har skrevet sin første bog

Det er aldrig for sent… Anna Boelskifte, som ofte har skrevet indlæg i Udfordringen, har netop udgivet andagtsbog som 89-årig og oldemor til fire. Det fortalte både dagbladet JydskeVestkysten og regional-tv om. Anna vil gerne hjælpe sine medmennesker til at tro på Gud, så de ikke er bange og modløse, men trygge i troen – hvad enten livet går godt eller knap så godt.Det er aldrig for sent. I en alder af 89 år debuterer oldemor Anna Boelskifte fra Grindsted nu som forfatter til en andagtsbog.– Jeg håber, at bogen kan give trøst og håb til de mange, som er bange og modløse. For hvor er der mange af dem, konstaterer forfatteren og tilføjer:
– Hvis jeg bare kunne give lidt glæde og håb til nogen.
Anna Boelskifte er især kendt inden for frikirken Missionsforbundet, men hun har lige så mange venner indenfor f.eks. Indre Mission.
– Det går jeg ikke så højt op i, ler hun.
Også Udfordringens læsere husker måske de mange små indlæg, som Anna Boelskifte har skrevet i avisen gennem årene – enten som læserbreve eller som små andagter.
Søndag den 3. december debuterede Anna Boelskifte så med andagtsbogen ”Livets øjeblikke”.
Udgivelsen blev fejret ved en reception i Vestermarkskirken, Grindsted. Tilslutningen var overvældende, og bogen har fået en rigtig god og positiv modtagelse af anmeldere.

800 håndskrevne ark

– Hvor længe har det taget dig at skrive bogen?
– Det er vel et par år siden, jeg blev opfordret til at gå i gang. Jeg har altid skrevet, og jeg skriver i hånden, for jeg kan ikke koncentrere mig, når der er maskineri, fortæller hun.
Manuskriptet blev til 800 håndskrevne stykker a4-papir. De blev senere renskrevet af hendes datter Ketty Søgaard, Grindsted, der sammen med søsteren Alice Mortensen, Grejs, læste korrektur.
– De besluttede så, om det var godt nok, eller om det var en om’er, fortæller Anna til Udfordringen.
En anden ven og bekendt, Else Marie Larsen, oprettede et nyt lille forlag, ProRex, for at udgive bogen. (www.prorex.dk)

Kendt person

Anna Boelskifte kommer oprindelig fra Nordjylland, hvor hendes mand var snedker i Løkken.
– Men på grund af krigen var det småt med arbejde, så vi måtte flytte lidt omkring.
Vi slog os ned i Grindsted for 46 år siden, og min mand døde for 17 år siden.
Anna arbejdede i mange år som sygehjælper på Grindsted Sygehus’ børneafdeling, fødeafdeling og fysioterapi.
På grund af sin mangeårige tilknytning til Grindsted er Anna nu en kendt personlighed i byen. Derfor var der også overvældende mange gæster i Vestermarkskirken i anledning af udgivelsesreceptionen søndag den 2. december.
Efter en del taler og lykønskninger signerede Anna Boelskifte bøger, og der var stor efterspørgsel efter de signerede bøger.

Pressen var der

– De første eksemplarer af Livets øjeblikke gik over disken som en international bestseller, fortalte TV-Syd i sin reportage fra dagen.
Dagbladet JydskeVestkysten skrev om Livets øjeblikke: ”Det er ganske enkelt imponerende og beundringsværdigt… Anna Boelskifte beviser også til fulde, at hun mestrer det danske sprog.
Der er således mange rigtig fine maleriske sætninger, som mange forfattere godt kunne lære noget af”…

Skriver sig ud af de svære øjeblikke

Anna Boelskifte har gennem mange år skrevet sig ud af livets svære og store øjeblikke.
– ”Livets øjeblikke” udtrykker en slags optimistisk, glad eksistentialisme, hvor det er afgørende at holde fast i øjeblikket og fylde det med håb, glæde og tro, skriver hendes søn, skoleleder Ronald Boelskifte, Skovlunde, i forordet.
– Min mor har ønsket at fastholde det positive gennem det vanskelige, det lyse gennem mørket, troen gennem tvivlen og vantroen.

Trygheden i troen

Omslaget består af smukke blomster efter Annas smag.
Billederne er taget af sønnen Ronald Boelskifte.

Det er først og fremmest en stærk tro på Gud og Jesus, som Anna Boelskifte formidler i sin andagtsbog.
– Det er så vigtigt at have en tro på Gud, og jeg ville ønske, at mange flere kunne opleve den tryghed gennem min bog.
Troen bærer os nemlig, både, når det hele går godt, og når det ikke gør…
Livet er jo ikke kun lyse øjeblikke, men med troen kommer vi igennem og kan glæde os over livet, fortæller Anna, der nu bor i beskyttet bolig på Bekkasinvej i Grindsted og er plaget af slidgigt.
– Men jeg har det godt, fastslår hun.
Hjemmefra sørger hun også for at lægge en ny andagt ind på kirkens telefonandagt tre gange om ugen. Den læser hun selv ind hjemmefra og kan altså dagligt høres med opmuntrende ord på telefon 75 32 00 05.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Guds ord er fantastisk

– At arbejde med Guds ord er lærerigt, skriver hun.
– Det har været et privilegium at nedfælde nogle af mit livs øjeblikke på skrift.
Det er mit håb, at læseren vil finde trøst og opleve trygheden i troen på Gud gennem bogen.
Anna Boelskifte har fem børnebørn og fire oldebørn, som hun glæder sig til at se i julen.