Paradisets fortabthed

En af de helt store klassikere er kommet i en ny fornem udgave.Det er Dante og Milton, der skiller vandene i den kristne verdens-litteratur. Dantes Guddommelige Komedie (1302-21) er den katolske middelalders mægtige, uomgængelige bog-katedral, hvis protestantiske modvægt og sidestykke er John Miltons Det tabte Paradis (1667).Takket være tilskud fra Augustinus Fonden er det nu lykkedes Forlaget Vangsgaard at søsætte en fornem genudgivelse af den gamle digters små 10.000 vers lange hovedværk – og oven i købet (for første gang på dansk) med den berømte franske, romantiske billedkunstners Gustave Dorés mesterlige illustrationer. Her må kippes med flaget!
Der er ikke tale om en ny-oversættelse, derimod genbrug af Uffe Birkedals 1905-gengivelse i nænsom sproglig og ortografisk redigering. Tonen bærer præg af sin alder, men det tilgiver man ubetinget. Man skal under alle omstændigheder gøre en indsats for at tilegne sig Miltons værk, men udbyttet – kan jeg næsten garantere – bliver også derefter.

Det tabte Paradis er en digterisk behandling af det ældgamle teodicé-problem: Hvorfor opstår ondskaben i den verden, Gud selv har skabt? Milton peger i modsætning til calvinisterne på menneskets frie vilje, og at det i dén forstand bærer ansvaret for dets egen frelse eller fortabelse.
”Opklar det dunkle i mig! Løft og styrk / det lave, at jeg, højt som emnet selv, / må vidne om Guds evigtvise råd / og prise al hans færd imod vor slægt!” lyder digterens indledningsvise bøn (1:23-26).
Og vidnes: det gør der. Med imponerende poetisk kraft og billedskabende styrke. Og lige så vældige perspektiverende kontrast-rigdomme: fra paradis-havens blomster i alle farver og roser uden torne til helvedes og fortabelsens onde og tætte mørke. – Det er en næsten fantastisk tanke, at Milton på det nærmeste var blind, da han dikterede store dele af digtet. Læs f.eks. den suverænt flotte gendigtning af skabelses-beretningen i dets 7. sang; det er ikke lyrik alene; det er faktisk billedbibel i al sin krible-krable rigdom i detaljen, er det!
Den vældige gennemgående person i digtets tre første sange er Satan selv, akkompagneret af de faldne engle. Også han har truffet sit valg, vil hellere være hersker i Helvede end tjener i Himlen, som han et sted formulerer det.

John Milton (1608-74), der blev Master of Arts fra Cambridge i 1632, var politisk aktiv under Cromwell, der erklærede England for republik i 1649; da monarkiet blev genindført i 1660, blev Milton dømt til døden, men venner reddede ham fra at blive henrettet. Fra 1652 var han helt blind, men formåede allgevel at færdiggøre Paradise Lost (udg. 1667), er et af renæssancens største episke digte.

Men selvom paradiset i første række fortabes, er alt ikke håbløst. Det lyder ellers så definitivt:
”Og hånd i hånd igennem Edens land / de vandred ensomt deres stille gang” (12:654-655). Adam og Eva på deres vej ud fra Paradisets Have.
Men også Milton var sig bevidst om det vidnesbyrd, for hvilket tiden var (og er) inde, at ”der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle” (1. Tim. 2,5-6).
I 1671 – fire år senere – udgav Milton under titlen Det genvundne Paradis en parallel til hovedværket, hvor Satan forsøger sin lykke på ny – denne gang under Jesu 40 dage i ørkenen. Alle tings genoprettelse: Paradiset genvundet.

Klassikere som Miltons burde egentlig slet ikke anmeldes. Der er for længst fældet dom over dem. Nu skal de (gen)opleves. Til helt ind under huden. Tak til forlaget, at muligheden nu byder sig.

John Milton:
Det tabte Paradis
Illustreret med 50 xylografier af Gustave Doré
460 sider • 369 kr.
Vangsgaard