Pludselig gav julen mening
I en ny bog fortæller forsangeren for verdens største rockband U2 åbenhjertigt om sin tro på Jesus. Vi bringer her et uddrag fra bogen, hvor Bono fortæller om en jul i Dublin, da evangeliet åbnede hans øjne for Guds overvældende kærlighed.Bono – i samtale med Michka Assayas. Det er titlen på en ny bog med forsangeren Bono fra rockbandet U2. Her går musikjournalisten Michka Assayas tæt på Bono, der taler åbenhjertigt om sin tro, familie, karriere, politik, musik osv. Vi bringer her et uddrag fra bogen:
Hvornår var den første gang, der skete noget, hvor du tænkte på et ord fra Bibelen? Hvornår sagde du første gang til dig selv: Ja, jeg kan se igennem det og se, hvordan det passer ind i den eller den situation?
– Lad mig prøve at forklare dig noget, som jeg håber vil få hele samtalen til at give mening. Men det er måske lidt optimistisk. [ler] Det her var ikke første gang, men jeg husker, at jeg kom tilbage fra en meget lang turné. Jeg havde ikke været hjemme. Kom hjem til jul og var vildt glad for at være i Dublin.
Dublin er kold i julen, men den er oplyst, det er ligesom karneval i kulden. Juleaften gik jeg hen i St. Patricks Cathedral. Jeg havde gået i skole der et år. Det er der, Jonathan Swift har været domprovst.
Nå, men nogle af mine venner fra Church of Ireland skulle derhen. Det er lidt af en tradition at tage derhen juleaften, men jeg havde aldrig været der.
Jeg gik derind og satte mig ned. Jeg fik en rigtig elendig plads, bag ved en af de store søjler. Jeg kunne ikke se noget som helst. Jeg sad der og var lige kommet hjem fra Tokyo eller sådan et sted.
Jeg gik derhen for at høre sangen, for jeg elsker korsang. Gruppekunst, en specialitet! Men jeg var ved at falde i søvn, for jeg havde været oppe i flere dage, jeg havde rejst, og fordi det var lidt kedeligt, gudstjenesten, og jeg var lige ved at falde hen, jeg kunne jo ikke se en pind.
Så begyndte jeg at prøve at holde mig vågen ved at studere det, der stod i dagens tekst. Der gik det op for mig for første gang, faktisk.
Det var gået op for mig før, men nu forstod jeg det virkelig: Juleevangeliet.
Tanken om, at Gud – hvis der findes en kærlighedens og logikkens kraft i universet, så ville det allerede være fantastisk, at den ville forsøge at forklare sig.
Men at den ville forsøge at forklare sig og beskrive sig selv ved at blive et barn, der blev født i fattigdom, i skidt og hø
et barn
Jeg tænkte bare: Wow! Bare det poetiske i det
Ufattelig kærlighed, ufattelig magt beskriver sig selv som det mest sårbare.
Der var det. Jeg sad der, og det var ikke, fordi det ikke havde slået mig før, men tårerne løb ned ad ansigtet på mig, og jeg så, hvor genialt det var, det fuldstændig geniale i at vælge et bestemt punkt i tiden og beslutte at gå ind i det. For det er præcis det, vi talte om tidligere: Kærligheden har brug for at finde en form, nærheden har brug for at blive hvisket. For mig giver det mening.
Det er faktisk logisk. Det er ren logik. Essens må manifestere sig. Det er uundgåeligt. Kærligheden er nødt til at blive til en handling eller noget konkret. Det var nødt til at ske. Der må ske en inkarnation. Kærligheden må blive til kød. Var det ikke det, der var din pointe tidligere?
Lige præcis. Men ved du hvad, sommetider tror jeg, jeg er religiøs uden at vide det.
– [ler] Men det er meget interessant. Du er ligesom en af de tre vise mænd, de hellige tre konger, som studerede stjernerne uden at have noget religiøst i tankerne!
Og du ser på dine kort og siger: [går ind i et lille skuespil] Her er det
Okay, så skal det være herovre
Der foregår noget sjovt derovre
Er det nordlyset? Nej, det er en eneste stjerne. Mine koordinater siger, at vi skal gå den vej. Okay, der skulle ske noget særligt samtidig med det
[gør en pause for at skabe dramatisk effekt]
Shit, hvad er det? Et lille barn! Åh, vi er røget ind i julefortællingen. Jeg troede, jeg studerede astronomi.
Nu vil jeg stille dig et meget naivt spørgsmål. Hvorfor er der så mange mennesker, som er religiøse, men ikke vil indrømme det? Har du en forklaring på det?
– Det ved jeg ikke. Men et religiøst instinkt kan komme til udtryk som hasardspil, som horoskoplæsning, som yoga, det er overalt. Man siger, vores samfund er verdsligt, men jeg ser mig om, og alle er religiøse.
De er overtroiske; de beder, når de tror, de har kræft. Det ligger ikke ret langt under overfladen. Der er gået 200 år siden oplysningstiden, men videnskaben begynder at bøje sig for troen igen.
Ja, men nogle mennesker vil ikke bruge ordet Gud.
– Det er rigtigt. Men det er, fordi lige siden da har man skullet bevise noget, for ellers fandtes det ikke.
Den slags tanker blev gjort fredløse af tænkende mennesker efter oplysningstiden: Gud er død. Men som jeg har fortalt tidligere, så jeg noget fantastisk, der stod på en mur i Dublin. Der stod: Gud er død. Nietzsche. Og så stod der skrevet nedenunder: Nietzsche er død. Gud. [ler højt]. Det er så godt!
Jeg mener, jeg tror faktisk, at nu, i begyndelsen af det 21. århundrede, begynder folk på det eventyr igen. Vi har Eva-genet, vi har videnskaben, der taler om big bang, vi har så meget i videnskaben, der engang, om man vil, stod i modsætning til tanken om, at der er en Gud, men som gør det mindre og mindre. Forskellige discipliner arbejder på forskellige dele af puslespillet.
Jeg er ikke naturvidenskabsmand, skal du huske, men jeg spiller i band sammen med en. Jeg er ikke munk, det er tydeligt. Jeg er kunstner. Jeg leder efter spor gennem min musik.
Michka Assayas:
Bono – i samtale med Michka Assayas
370 sider 299 kr.
Scandinavia
Kan købes på Hosianna.dk
