– Elsker I mig?

Forleden dag sad jeg i sofaen, mens min ældste søn, som lige er blevet tre år, legede på gulvet ved siden af.Pludselig kigger han eftertænksomt på mig og spørger så: ”Mor, elsker du mig?” Jeg bliver noget overrasket og også lidt rørt og skynder mig at forsikre ham om, at det gør jeg naturligvis. Derefter kigger han på min mand og spørger: ”Gør du også, Far?” Min mand forsikrer ham om, at han også elsker ham, hvorefter min søn uanfægtet leger videre.
Denne lille begivenhed er blot en naturlig del af et barns sproglige og mentale udvikling, men det gav mig alligevel stof til eftertanke.
Hvor ville det være dejligt og befriende, hvis vi alle kunne være lige så umiddelbare og ugenerte i forhold til dette allervigtigste spørgsmål: er jeg elsket?
Tænk, hvis vi alle i meget højere grad ikke blot turde efterspørge disse kærlighedserklæringer, men også turde give udtryk for dem. Ikke kun til vores ægtefælle eller kæreste, men til vores forældre, vores børn, vores søskende og vores allerbedste venner.
Hvad mon det ville gøre ved os?
I hvert fald ikke noget dårligt.
Det er synd og skam, at alt for mange mennesker kun får udtrykt deres kærlighed overfor de mennesker, som de holder af, ved de pågældendes begravelser.
For så er det for sent.
I hvert fald over for den, som skulle have hørt det. ”Jamen, han vidste det jo godt”, siger vi til os selv. Ja, forhåbentligt, men hvilken storhed det ville være også at turde sætte ord på. ”Hun bliver bare pinligt berørt, og det vil være så akavet”, fortsætter vi. Ja, og hvad så. Bild ikke dig selv ind, at det ikke gør noget ved hjertet alligevel.
Gud talte – og der blev liv.
Ordet blev kød.
Også blandt os gør ord noget – skaber dét, det nævner.
Hvis vi kan være med til at skabe mere glæde og liv i hinandens hjerter ved at sætte ord på den kærlighed, der i forvejen er der – er det så ikke anstrengelsen værd?
Måske noget til et nytårsforsæt?
Suh