Fluen på skærmen

Det var midt på dagen. Egentlig burde jeg have været frisk. Men aftenen før havde jeg en del arbejde, som bare skulle gøres, og derfor var det blevet nat, før jeg fik slukket for computeren.

Nu sad jeg og halvsov, mens jeg forsøgte at få de små grå til at arbejde sammen om den programmeringsopgave, jeg havde foran mig på skærmen. Pludselig så jeg en bevægelse ud af øjenkrogen. Det var en flue. En søvnig flue, som sad helt oppe i skærmens øverste hjørne, lige oven på lukke-krydset.

Af ren refleks flyttede jeg musemarkøren over på den. Dvs. i min omtågede tilstand var det, hvad jeg forventede, men selvfølgelig landede markøren under fluen. Den flyttede det ene ben. Hmm. Tilfældigt? Jeg flyttede markøren i nogle hurtige små ryk, og fluen begyndte at flytte endnu mere nervøst på benene. Som om den ikke kunne finde ud af, om underlaget stod stille eller bevægede sig.

Det begyndte at blive ret sjovt. Fire timers nattesøvn betyder, at der ikke skal så meget til for at more mig… Jeg flyttede markøren endnu hurtigere frem og tilbage, og nu blev fluen virkelig forvirret. Det så næsten ud som om, at den var svimmel. Den flyttede på skift først det ene og så det andet ben.

Til sidst havde den åbenbart fået nok. Den fandt en anden skærmbruger at genere, og jeg vendte tilbage til mit arbejde – lidt friskere af den tiltrængte grinepause.

Jeg kom til at tænke på, hvor ofte vi generes af lignende ”fluer”, altså småproblemer, som leder vores opmærksomhed væk fra det væsentlige og får os til at fokusere på uvæsentlige irritationsmomenter. Hvis vi fokuserer længe nok, kan vi endda få fluerne til at fylde hele skærmen og totalt lamme vores handlekraft i flere uger!

Det har aldrig været meningen, at sådanne ting skulle suge så meget energi ud af os. De kommer fra ”fluernes herre”, som virkelig er god til at sende hele sværme ind over os for at få vores opmærksomhed væk fra Gud.

Men husk, at når fluerne indtager dit synsfelt, så kan du få hjælp fra Gud til at ignorere dem eller jage dem på flugt. Det er dig, som med Guds hjælp skal kontrollere fluerne i dit liv – ikke omvendt!


Artiklen fortsætter efter annoncen: