Verdens bedste mor?

– Gå væk, mor! råber hun, da hun ser mig.
Lillepigen er på besøg hos sin nye ven nogle huse længere nede ad gaden. Jeg syntes jo lige, hun skulle have noget frokost, og var gået hen for at hente hende. Fandt hende i fuld sving med at lave ”mudderpandekager”.
– Jamen, skal du ikke have noget frokost???
– Skal I også have frokost? spørger hun så og ser op på legekammeratens mor. Hun nikker, og pigen får lov til at blive der lidt længere.
Ak ja, det går hurtigt med selvstændigheden hos den unge dame. Snart 6 år – kan alting selv. Og så alligevel ikke. For er der en ting, hun ikke kan, så er det at lege pænt og stille med sine legesager uden at kræve, at vi andre deltager.
– Se her, mor, man gør bare sådan, siger hun og fører en dukke med hånden, hopper lidt op og ned med den. Hun kigger opmuntrende på mig, som om hun vil sige, hvor svært kan det være???” Men det går bare ikke. Jeg duer ikke til sådan noget. Jeg har aldrig leget med dukker, hvorfor skulle jeg begynde på det nu?
– Hvad kan du SÅ finde ud af? spørger hun bebrejdende.
– Jamen, jeg kan da læse en historie…forsøger jeg mig.
– Kan du ikke andet end det? Pigens vantro blik får mig til at krympe en halv meter. Det er åbenbart ikke godt nok. Virkelig for dårligt.
Til sidst finder jeg alligevel mig selv liggende på gulvet ved hendes værelse, mens jeg giver hendes dukker tøj på. Vi hyggesnakker, og pludselig er jeg verdens bedste mor. Men jeg kan lige så godt se det i øjnene. Hvor meget jeg end prøver, vil jeg altid lave fejl. Jeg kan ikke leve op til alle hendes forventninger, og jeg kan heller ikke skærme hende mod alle farer, når hun går af sted på egen hånd.
Gud, vores himmelske far, laver ingen fejl. Men han vil heller aldrig tvinge os til at gøre sin vilje, for det er der ikke nogen glæde i. Han vil gerne have, at vi lytter til ham og følger hans råd af egen fri vilje. Og så holder han i øvrigt aldrig op med at elske os, uanset hvor meget vi finder på at gå vores egne veje.