General i teori og praksis
International forskning og skarpe meninger kendetegner Bodil Friis Skjøtt. Hun er en initiativrig ildsjæl, god formidler og internationalt anerkendt teolog. Samtidigt trives hun bedst i ørkenen og går helst svedig, træt og støvet i seng under åben ørkenhimmel. Boede på en banegård i Århus, hendes søn blev vakt til live for enden af en junglevej i Afrika, oplevede busbomber og missilangreb i Jerusalem under Golfkrigen. Det er Israelsmissionens nye general.
Familien var ved at miste deres midterste søn Christoffer i Liberia, hvor de var missionærer for Ethiopermissionen fra 1981-89.
– Han var kun et år og fik malaria, ligesom alle vi andre, men havde samtidigt både mæslinger og meningitis, fortæller Bodil Skjøtt. Hun har oplevet lidt af hvert rundt i verden.
– Christoffer besvimede i febervildelse. Men den helbredende medicin, som vi tog, når vi fik feber, virkede kun forebyggende på ham. Pludselig blev han helt blå og hjertet holdt op med at slå!
Skjøtt-familien havde besøg af nogle venner, som bad sammen med dem for den livløse søn, og så kørte de på hospitalet, hvor han kom til live igen. Den hærdede mor synes også, det var for dyrt for missionsselskabet at hun skulle føde sin sidste søn på de flotte hospitaler i Jerusalem, da Jens Arne var dansk præst i Jerusalem i Israel fra 1989-99. Det måtte være godt nok at føde på Vestbredden. Og sådan blev det. Stefan blev født i Ramallah kort før Golfkrigen i 1990. Derudover består familien Skjøtt af far Jens Arne (60), storebror Nikolaj og Christoffer (født 2 måneder inden afrejsen til Liberia i 1981).
– Busbomberne sprang omkring os, da vi var præstepar for Israelsmissionen i Jerusalem. En aften, efter at en selvmordsaktion igen havde spredt ødelæggelse, sad vi i stuen. Christoffer talte lige rundt i sofaen, om vi var der alle sammen. Så blev taknemmeligheden større, fortæller Israelsmissionens nye generalsekretær, Bodil Skjøtt.
Vores yngste søn Stefan skulle tage bussen hjem sammen med en volontør, og da lille Stefan, der til forveksling ligner Kevin McCallister fra filmen Alene hjemme, opdager det, kigger han olmt op og udbryder på klingende engelsk: Hva! Skal vi tage bussen?!? Er du ude på at slå mig ihjel?!?
Under Golfkrigen tog de fleste danskere hjem til Danmark, men familien Skjøtt blev i landet og blev en vigtig brik i evakueringsplanerne for danskere, som de koordinerede sammen med ambassaden.
– Vi blev selvfølgelig mere opmærksomme, men lavede ikke om på vores hverdag. Vi kunne jo lige så godt blive kørt over af en bil, fortæller Bodil.
– En af de mange gange sirenerne lød, fandt vi gasmasken frem og skulle klistre badeværelsesdøren til, fordi det fungerede som beskyttelsesrum. Men vores ældste Nikolaj var væk! Vi fandt ham ude på terrassen, hvor han så at raketterne komme flyvende lige imod os som store ildkugler. Lige overfor jublede alle i den palæstinensiske landsby, som om FCK havde scoret. Men Saddam turde ikke skyde på Jerusalem, og raketterne endte i Tel Aviv og andre steder uden arabere.
Bodil har altid fuld fart på og engagerer sig 100 procent i det, hun har med at gøre. Hun har det bedst, når hun kan se hurtige resultater, og at der er kort vej fra idé til gennemførelse.
Denne effektivitet har været med til at sætte hende i centrum af det internationale, videnskabelige arbejde med spørgsmålet om kristen mission over for jøder. Hun er stadig sekretær for det internationale tidsskrift Mishkan, som fokuserer på dette emne. Siden 1991 har hun også været med til at arrangere internationale konferencer om jødemission og har skrevet flere bøger blandt andet den hidtil eneste akademiske afhandling om messianske jøder altså jøder, der tror på Jesus som den Messias, Det Gamle Testamente profeterer om.
Alligevel er Bodil tilbageholdende og ønsker ikke at sætte sig selv i centrum. Hun har ingen primadonnanykker, hvor andre i hendes situation nok ville få det. Alligevel har hun ikke noget problem med at stille sig frem og advare alle parter mod et ensidigt syn på konflikten i Mellemøstkonflikten.
Hun bliver den første kvinde, som bærer titlen generalsekretær i et af de folkekirkelige missionsselskaber. De mange års praktiske og akademiske arbejde med mission blandt jøder gør hende værd at høre på. Utallige forsamlinger har de sidste år haft besøg af Bodil.
Hun bliver enormt høj af – og har en blændende evne til – at finde skæve vinkler på formidlingen af det bibelske budskab. Hun kommer også fra en deltidsstilling som bibelinspirator i Det Danske Bibelselskab.
Samtidig har hun været konsulent i Israelsmissionen og leveret et væld af velskrevne artikler, både videnskabelige og journalistiske.
Hun dannede par med sin mand Jens Arne på Rønde Studenterkursus. Senere tog hun til USA, hvor hun for første gang oplevede Kosher-husholdning hos en jødiskfamilie.
Et år inde i studietiden blev parret gift i begyndelsen af 1970erne på en KFS-studenterkonference i Uppsala. Alle de unge blev inviteret til bryllup, men kun danskerne vidste hvem der skulle giftes. Først da Bodil kom op ad kirkegulvet, opdagede hendes værelseskammerat, at det var Bodil der stod brud. Og det er meget sigende for familien Skjøtt. Det hele er ikke så højtideligt. Og alligevel bliver festdagene fejret med manér.
Det nygifte Skjøtt-par blev rejseledere for Tjæreborg i Jerusalem.
– Vi havde ikke lige et sted at bo, da vi blev gift, så hvorfor ikke lige tage turen over Jerusalem. Der er ikke så langt fra tanken, og så til det bliver ført ud i livet, fortæller den 56-årige teolog. Året i Israel gav hende et rigtig godt forhold til Bibelens land.
– Bagefter flyttede vi fra Ritz hotelværelse nr. 401 i Østjerusalem til den nye portnerbolig på det nyopstartede Menighedsfakultet (MF) i Århus.
– Min rolle var at skabe et hjem, hvor folk hængte ud. Der var ikke store grænser mellem min stue og kaffestuen, fortæller Bodil Skjøtt med et smil. Sådan har det altid været hos dem.
– Det har ikke generet os at bo på banegården. I vores 10 år i Jerusalem var vores præstelejlighed ofte fyldt med unge volontører, der brugte vores hjem som mødested. Jeg elsker at være der, hvor tingene sker. Det er værre hvis tingene kommer til at stå stille omkring mig.
Derfor var det svært for Bodil at flytte fra metropolen Jerusalem til lille Ølsted syd for Horsens, da hendes mand fik præstejob her i 1999.
– Når man flytter ud, er man villig til at investere meget mere i det mentalt og tage de kampe, der måtte komme. Så kulturchokket var næsten større, da vi flyttede hjem igen.
– Jeg har utrolig stor appetit på at møde nye mennesker og nye kulturer, f.eks. når jeg får mulighed for at være sammen med ambassadøren, patriarken osv. At skabe nye kontakter for nysgerrighedens skyld og for at lære om min egen tradition ved at høre om de andre. Jeg har ingen frygt for dem, der er anderledes, siger Bodil med julelys i øjnene.
finindstiller kameraet
I Israel blev Bodil tilknyttet uddannelsesinstitutionen Caspari Center, hvor der forskes i jødedom og kristen mission blandt jøder. Da parret vendte tilbage til Danmark, pendlede hun fortsat til Caspari Centret i Jerusalem og Bodil er stadig i Jerusalem mindst 3-4 gange årligt for at lave tidsskriftet Mishkan, guide japanske præster og lave radio og tv f.eks. med tegneren Peder Madsen og forfatteren Johannes Møllehave.
– Israelsmissionen har altid fulgt mig, siden jeg skrev opgave i min studietid om den messianske bevægelse, inspireret af studieopholdet i Israel. Men Israel er gået fra at være det land, som var åbenbaringssted, og til at være et aktuelt sted, der har relevans nu, fortæller Bodil Skjøtt.
– Og så er det en finindstilling af missionskameraet. I Liberia delte vi malaria-piller ud og lavede vejen. Helt konkret missionarbejde.
I Israelsmissionen derimod handler det direkte om, at hvis ikke Jesus var Kristus, så giver mission ingen mening. Så vi er virkelig inde og tænkte kristendommens rødder igennem.
Hvis afrikanere kan være afrikanske kristne. Hvorfor kan jøder så ikke være jødiske kristne? Det er stadigt suspekt for mange, at jøder tror på Jesus. Men hvis jøder ikke har brug for evangeliet, hvorfor har muslimer så?, slutter teologen udfordrende.
