Januar i bøn:
Lisbeth beder om natten
34 årige Lisbeth Lysholm Christensen beder én tirsdag om måneden fra klokken 04.00 og en halv time frem. Hun er med i et landsdækkende bedenetværk.Den anden tirsdag i hver måned klokken 04.00 står 34-årige Lisbeth Lysholm Christensen op for at bede.
Hun er en del af det landsdækkende bedenetværk Bedehus Danmark, der har som vision, at der skal være bøn i Danmark 24 timer i døgnet syv dage om ugen året rundt.
Lisbeth er tilknyttet Vestermarkskirken i Grindsted, og kirken har forpligtet sig på at bede den anden tirsdag i hvilken som helst måned. Kirkens præst, John Lorenzen, sendte derfor for et par år siden en mail rundt, hvor han efterlyste folk til at tage sig af forskellige vagter i kirkens bønnedøgn.
– Og da jeg så, at tidspunktet fra klokken 04.00 til klokken 04.30 var ledigt, tænkte jeg med det samme, at det måske var noget for mig. Jeg havde aldrig hørt om Bedehus Danmark før vi begyndte først at komme i Vestermarkskirken for to år siden men da John havde forklaret mig, hvad det handlede om, var jeg klar, fortæller Lisbeth, som altid står meget, meget tidligt op.
– Jeg oplever det ikke, som om jeg beder om natten, men tidligt om morgenen. Min dag begynder altid klokken 04.00, for så er der ro i huset, og jeg kan få forberedt mig til mit arbejde, lagt tøj sammen, tømt opvaskemaskine og så videre, forklarer hun.
fra Vorbasse Marked
Lisbeth Lysholm Christensen arbejder på fuld tid som lærer og er mor til tre piger: Sara på ti, Sanne på ni og Line på seks – og til maj lander det fjerde barn i den midtjyske familie. Derudover er hun leder for spejderarbejdet i Vestermarks-kirken og medarbejder i en børneklub i missionshuset Ansager, hvor familien bor.
– Min første oplevelse med bøn, som jeg kan huske, er fra en gang, hvor jeg var otte-ti år gammel. Jeg kommer fra et hjem, hvor man ikke gik i kirke, men jeg gik til spejder, og der havde jeg hørt, at man kunne bede til Gud. Jeg havde fået en spillemønt fra Vorbasse Marked, som jeg var meget glad for, og derfor gemte jeg den inde bag urskiven på mit armbåndsur.
– Men jeg mistede min mønt hjemme i vores have, og på vores store græsplæne var det komplet umuligt at finde den igen. Og så bad jeg til Gud og fandt mønten, fortæller Lisbeth.
Når Lisbeth har bedevagt, begynder hun altid med at takke Gud. Derefter beder hun om tilgivelse for, hvad hun måtte have gjort forkert, hvorefter hun beder om at få ro inde i sig, så hun kan lytte til, hvad Gud har at sige.
– Nogle gange slår jeg også over i at bede i tunger, når jeg ikke selv ved, hvad behovet er. Så synes jeg, at tingene kommer af sig selv. Selv om vores præst altid sender en bedeliste ud pr. mail et par dage før, vi skal bede, så er det ikke altid jeg får printet den ud. Men det viser sig som regel, at jeg alligevel har bedt for de ting, som stod på listen. Meget af det er jo også det samme fra gang til gang, siger hun.
Lisbeth har ikke et bestemt sted, hvor hun ynder at opholde sig, når hun beder. Om sommeren går hun dog ofte ud og beder under åben himmel.
– Det er så flot, når solen står op, stråler hun.
En af grundene til, at Lisbeth meldte sig til at tage en bønnevagt, er, at hun kunne mærke, at den tid, hun brugte på bøn, var gået ned, efter hun havde fået børn.
– Det var jeg ked af, så da John sendte mailen, greb jeg det lidt som en mulighed for at tvinge mig selv til i hvert fald at bruge den halve time på bøn. Jeg forsøger at bruge det første kvarter hver morgen til enten at bede, læse i min bibel eller høre noget musik, men det er ikke altid det lykkes. Det er så let at gå i gang med alt muligt andet i stedet for, erkender hun.
Lisbeths mand er i øvrigt også med i Bedehus Danmarks bønnekæde, men i modsætning til Lisbeths halve time ligger hans vagt i den absolut sene ende af døgnet: Fra klokken 23.30 til midnat.
– Jeg har altid været a-menneske, og min mand har altid været b-menneske. Og da børnene var små passede det fint, for så kunne vi dele natten op mellem os, smiler Lisbeth.
