Ny Oase-formand med visdom

Keld Dahlmann scorer højest som ”Feltmarskal” i Myers Briggs personlighedstest. Og det får han brug for, når han skal være den nye formand for Dansk Oase.

Keld Dahlmann

Han er hurtig på aftrækkeren med klare, hurtige meninger, der nogle gange gør, at han vælger at gå gennem en konflikt i stedet for at krybe udenom. Den proces er ofte indgang til noget forløsende og bedre på den anden side.
Den 34-årige valgmenighedspræst fra Århus er opvokset på en gård i Løvlund udenfor Billund. Her oplevede han årstidernes rytme, og måske derfor elsker han traditionerne i kirkeårets storhed, kirkens salmebog og Händels Messias til jul, selvom han er ung og præst for en meget ung menighed – den første i Dansk Oase.
Den dygtige teolog kobler teori og praksis så flot, at han er blevet headhuntet af Pastoralseminariet i Århus til at undervise de kommende præster i at udvikle gudstjenesterne.

Vellidt vinterbader

Keld var den første landsleder af Børne- Ungdoms Oase og kender derfor Dansk Oase indefra. Han er en knalddygtig leder, fordi han formår at lede ledere. På en holistisk måde tager han vare på hele deres liv.
Kollegaer siger, at der ikke er nogen de hellere vil arbejde sammen med end Keld Dahlmann, fordi han arbejder så meget gennem relationen. Han bruger meget tid på at investere i andre mennesker, som er mulige ledere til næste generation.
Han er kendetegnet ved at have et overblik, hvor han kan spotte det væsentligste, selvom han indregner mange faktorer.
I fritiden finder du ham mandag og fredag løbende rundt i Marselisborg skov sammen med en flok mænd, som slutter med at bade i Århus bugt – sommer og vinter. Keld tør være ved, at kirken har brug for mandehørm. Tre vigtige ting for ham er at kirken skal kunne vise mod, muligheder og maskulinitet.

Elsker store mænd

Måske er det hans baggrund i KFUM og K’s skabelsesteologi, der gør, at han elsker festlige sammenkomster, god mad og den kristne frihed, så man ikke gror fast i en åndelig uvirkelig bobbel. Alligevel elsker han historiske dokumentar-serier og store mænd og forbilleder, og fordyber sig gerne i polarforskeren Schakleton, Winston Churchill m.fl., og utallige gange er D-dagen trukket frem som et forbillede i prædikener.
Keld er gammel spejder, og nyder at koble af med bål og sove i shelters med børnene i vintermånederne. Han er gift på 11. år med Sarah (33 år). Sammen har de børnene Lukas (6), Silas (4), Thobias (1) og en lille på vej til maj.
Henrik Nordborg