Bibelfusk?

En kvinde i Odense har politianmeldt både Bibelselskabet og Forlaget Scandinavia for bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk i forbindelse med oversættelse og udgivelse af den autoriserede danske bibel og ”Bibelen på Hverdagsdansk”.Lad os lige straks slå fast, at der ikke er skygge af hold i de anklager. Men som sædvanlig får den slags useriøse angreb på kristendommen stor omtale.
Det tidligere menighedsrådsmedlem har sin egen dagsorden, nemlig at bekæmpe folkekirken. Nu kunne den tanke måske finde en genklang blandt vore frikirke-læsere og kritiske folkekirkemedlemmer. Men det er et tyndt tankespind, anmelderen hænger sin anmeldelse op på. Hun mener, at Mattæus evangeliet vers 24,5 er manipuleret i de danske oversættelser, fordi det – helt korrekt – oversættes som: ”For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild.”
Hun mener derimod – ud fra en meget overfladisk henvisning til engelske oversættelser – at det kan oversættes som: ”Der skal komme mange i mit navn og sige, at Jeg (Jesus) er Kristus, og de skal lede mange vild.”
Altså, at Jesus skulle have påstået, at han ikke er Kristus.
Men dels er der slet ikke baggrund for den oversættelse, dels ville en sådan oversættelse være i total modstrid med alt hvad Jesus ellers har sagt om sig selv.
Hvis Jesus ikke er Kristus – dvs. den ventede Messias, frelseren, som der profeteres om i Gamle Testamente, ja endda i andre folks gamle skrifter, så ville hele hans forkyndelse være meningsløs.
Så det er hverken Bibelselskabet eller Scandinavia, der manipulerer. Det er anmelderen, der i sit angreb på folkekirken fusker med teksten.
Faktisk fortæller et andet bibelvers os netop:
”Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus?”
Lad anmelderen tvivle på, hvem Jesus var. Vi véd, hvem Jesus er – for han er virkelig og levende i vores hjerter, og han er netop Kristus, verdens frelser – verdens håb.
Den, som griber fat om det håb i tro, vil på overnaturlig måde forstå hvem Jesus virkelig er. Det fremgår klart af Bibelen og af alle kristne kirkers tro og lære, men det kan også opleves personligt. I dag.