Ny professor i Tro
Menighedsfakultetet (MF) har arbejdet ihærdigt på at opgradere lærerstaben, så man får den faglige tyngde og kompetencerne til selvstændighed.
Asger Højlund er lærer på MF og har forsket og fået det bedømt. I 1992 blev han doktor i teologi fra universitetet i Lund og er nu bedømt af en international komité til at blive MFs 3. danske professor.
– Jeg brænder for at formidle et stof, jeg selv har fået noget ud af, siger han. Tænk at føre de kommende præster på opdagelse ind i dybder, de måske troede var selvfølgeligheder.
De bøger, Asger Højlund har skrevet, handler primært om tunge teologiske temaer. Desuden har han oversat og redigeret en lang række bøger, specielt om Luther, og siddet med i udvalg, der er kommet med reaktioner på dokumenter og kirkelige udtalelser fra ind- og udland.
Asger Christen Højlund blev født i København i 1951 som den ældste af 7 søskende. Hans far, Asger, var præst og moderen, norske Beate, var lærerinde. Barndommen blev tilbragt på Færøerne, i København og Hirtshals. Her blev han opdraget som solid missionsmand, hvor kirken og gudstjenesten stod i centrum, og missionshuset var en del af det. Senere var han med til at starte KFS i Hjørring, der fik kolossal stor betydning for ham pga forkyndelsen, den personlige tro og formning.
I KFS i Århus mødte han ergoterapeut Kirsten Marie Huus Jørgensen, som han blev gift med en augustdag i 1981. Inden havde han nået et studieophold i Jerusalem 1976 og i Tübingen 1979. Og i 1983-84 var han forbi Lund og studere.Asger Højlund blev teolog i 1979 fra Århus Universitet og blev straks ansat som lærer ved det nystartede Menighedsfakultet (MF). Det var naturligt, fordi de studerende tog så aktivt del i udviklingen og en stor del af ledelsen og opbygningen af studiestedet.
Han har været medlem af Credo Forlags Luther-udvalg siden 1976, Christians sogns menighedsråd 1980-83, bestyrelsesmedlem i Kirkelig Voksenundervisning 3 år og i Indre Mission på Christiansbjerg i skiftende perioder fra 1986, hvor familien også kommer.
Asger og Kirsten har 4 børn: Christoffer 24 år, Nanna 22, Anne Sofie 18 og Mattias 16 år. Parret kommer i Christianskirken i Århus, hvor Kirsten er sognemedhjælper.
I sin fritid nyder Asger at koble fra med god musik. Han spiller selv klaver og holder af at synge. Sammen med familien af fætre og kusiner har han været med til at fremføre flere forskellige religiøse klassiske oratorier.
Hver uge hvis vejret ellers er til det – sætter han sig på Århus-bugten sammen med nogle venner og ror kajak – for han holder meget af natur. Ferien bliver meget ofte tilbragt i Norge måske hos moderens familie i Bergen.
Henrik Nordborg