Skudt et dyr
Min kone og jeg er på rejse i Afrika. Vi har købt en gammel bil fra forrige århundrede. En katolsk præst har ejet bilen, så der er nok en særlig salvelse over den. Og den bliver vel kun større, nu da vi
En ældre taximand betragtede vidunderet. Han har selv en rusten bil fra 70erne, som er slået skæv af flere sammenstød og har en tophastighed på 60 km.
– Nu, hvor du har skudt et stort dyr, sagde han imponeret om den gamle Toyota Tercel. Skal du så ikke lade det regne på os andre?
Så taximanden og et par andre fik en del af byttet. Senere fik flere mekanikere langs vejen også deres del af byttet. Vi besluttede nemlig at køre de ca. 1700 km. op i landet i stedet for at flyve. Det er den slags, man synes er spændende, men som man nok ikke gør igen.
Efter at have kørt halvdelen eksploderede køleren med et brag.
Dér stod vi så på grusvejen, ud for en landsby, men ca. 40 km fra den nærmeste større by. I landsbyen var der ingen biler og ingen mobildækning, så vi kunne sende bud efter hjælp – hvis vi havde haft et nummer.
Nogle mænd og børn skubbede bilen hen under et skyggefuldt træ den varme eftermiddag. Vi bad Gud om hjælp, det gør man faktisk ofte i Afrika, for der sker så meget uventet. Og det varede da heller ikke længe, inden den lokale evangelistkone tilbød Birthe, at vi kunne overnatte hos dem på en måtte i jordhytten. Så fik de også en del af byttet.
Selv var jeg nu mere besluttet på at komme videre inden mørket faldt på, da vores kufferter var fulde af penge, video og andre gode sager. Og pludselig stoppede en lastbil. Chaufføren tilbød at lappe køleren sammen – med lyn-lim! Jeg beundrer afrikanerne for deres evne til at flikke tingene sammen igen og igen, men… med lim?
Nå, vi havde ikke noget valg, og efter lidt forhandling om prisen sendte vi en ung fyr af sted på en af landsbyens få knallerter til nabolandsbyen efter lyn-lim. Det mente han, at han skulle have en ugeløn for.
Mekanikeren limede nu toppen sammen, mens han strøede støv i limen for at styrke den. Det tog det meste af eftermiddagen og syv tuber lim, mens landsbyens mænd og drenge så til de skulle så også have løn. Men til sidst blev køleren samlet, sat i og fyldt med vand fra åen.
Vi sagde farvel og tak til de hyggelige mennesker og listede videre på vejen, der mindede om et vaskebræt. Snart kogte køleren igen og vi måtte ud og fylde vand på hver 10. kilometer. Men vi nåede da frem til næste by inden det blev mørkt og fandt husly – hos nogle venlige katolikker.
Som kristen er du aldrig alene.
