Debat

Tillykke, Ruth!
Hej Ruth E. Jeg så lige nyhederne, hvor en masse unge stod og græd over det, du har gang i med at rive deres gamle tilholdssted ned, og så tænkte jeg bare lige, at jeg ville sige tillykke.
Du har vundet. Du har fået ret. Du har fået dit hus, som du nu, fuldt lovligt og med politiets beskyttelse, river ned – himlen må vide hvorfor?!?
I processen har du gennem en årrække placeret dig selv og din kristne(?) gruppe i centrum af en landskendt, langstrakt og gennemført ulykkelig sag, der i flere ombæringer har ført til voldelige gadekampe. Men du har holdt fingrene væk og ryggen fri.
Du har ikke deltaget i nogen gadekampe, men har tværtimod taget afstand fra vold. Alligevel kan jeg ikke frikende dig for et medansvar. For bare fordi man har loven på sin side og har ret til noget, betyder det så, at man skal? Du har ret til dit hus – ligesom Jyllandsposten juridisk havde ret til at trykke Muhammed-tegningerne – men at have ret til at gøre noget betyder ikke nødvendigvis, at man bør gøre det.
Ham, du hævder at tjene, sagde engang: ”I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.
Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen” (Matt 5,38-40) – men det var jo selvfølgelig også før den grundlovssikrede, private ejendomsret blev indført, og den ændrer jo alt, ikke?
Tillykke med sejren, Ruth. Du har vundet, du har gjort en masse mennesker kede af det og du har gjort, hvad du kunne, for at tilføje ”rethaverisk” og ”kynisk” til danskernes mentale profil af kristne. Du har, med salig Thomas Nielsens ord, sejret ad helvede til. Goodbye Ruth!
(PS: Er du sød at køre rigtig lav profil de næste 5-6 år?)
Thomas Baldur
BA i Religion & Mission
Præst i Bethelkirken
(Missionsforbundet, Amager)

Nørrebro
Det var trist at se forsiden, at kirker på Nørrebro var med til at støtte terror og husbesættelse, Per Ramsdal har jo klart valgt side imod den danske lovgivning og ejendomsretten, Hvorfor så denne løgn?
Det er da virkelig et negativt tiltag for Folkekirken. Trist, at man reelt har misbrugt kirkerne til støtte for terror og lovovertrædelser. De svages side? Vi oplever en ejer, som i årevis ikke kan bese sin ejendom, vi oplever en gruppe, som truer med terror bl.a. for at få samfundet til at yde tilskud til et andet sted til negativ aktivitet. Det har jo været meget lidt fremme, hvorfor kommunen opløste aftalen med de unge. Det kom frem i medierne, at de unge ikke overholdt aftalen om ingen kriminalitet eller stoffer, så de unge annullerede selv aftalen. Det viser jo også, at det er utroværdige, man har med at gøre, og heldigvis fik de ikke truet sig til noget. Det viser jo også meget godt, hvilke negative folk, man har med at gøre, at man måtte skjule, hvor nedrivningsvogne og maskiner kom fra. Jo, præster har valgt side imod det samfund, som de får deres løn fra. Hvad mon fik Udfordringen til at skrive så usagligt?
Knud Rohde
Nørreløkke 25
6330 Bov

Guds rige på Nørrebro?
Kraner og bulldozere har gjort en ende på Ungdomshuset i København. Er Guds rige blevet udvidet af den grund? Er Guds navn herliggjort?
Det afhænger af på hvilken måde, man mener, Guds rige kommer. Og hvornår det kommer. Guds rige er Guds herredømme, ingen tvivl om det. Men skal Guds herredømme etableres på matrikelnumre eller personnumre? Skal det påføres med magt eller tilbydes som en mulighed? Kan vi forvente paradisiske tilstande nu og her, eller er det noget, der hører den kommende verden til?
Kristne har helt tydeligt ikke samme opfattelse af, hvordan og hvornår Guds rige kommer.
Og jeg som troede det kun var kristendom og islam som var væsensforskellige på dette punkt. Islam siger: Guds rige er af denne verden. Kristendommen siger: Guds rige er ikke af denne verden. Men der er nogle kristne i vort land, som godt bakket op af Josvabogen i Det gamle Testamente indtager fodsbred for fodsbred af ”fjendens” territorium. Men vi lever i det Nye testamente nu. Guds rige er ikke af denne verden. Guds rige er noget der enten befinder sig indeni den troende og mellem de troende her og nu, eller noget der venter os en dag i himmelen. Og fordi Guds rige netop angår mennesker personligt og ikke matrikelnumre, bygninger og landarealer, udvider Guds rige sig ved at det enkelte menneske frivilligt tager imod Guds tilbud om frelse og fællesskab. Det handler om modtagerens personlige stillingtagen, ikke afsenderens kollektive magtanvendelse.
Selv almindelige journalister spørger måbende: Jamen, handler kristendommen da ikke om næstekærlighed? Jo, retten sket fyldest. Hvor er den kærlighedens ”ypperligere vej”, som Paulus taler om blevet af?
Det som udmærker kristendommen er jo netop evnen til at gå ud over sin ret. Vende den anden kind til. Gå den ekstra mil. Eller som det er Jesu pointe i Lukas-evangeliet 6: Ikke blot være ”retfærdig” som man kan forvente af hedningerne, men gå videre og vise barmhjertighed, tilgivelse, låne ud og give væk, uden at forvente noget igen.
Den ånd trænger verden til at se mere af. For at mennesker kan få en chance for positiv stillingtagen. Og komme ind i Guds rige.
Svend L. Madsen
Frikirkepræst og
freelance journalist