Kristendommen tilbage i det offentlige rum
Den egentlige grund til, at kristendommen blev adskilt fra flere og flere områder af virkeligheden, er Renaissancens sekularisering af samfundet i 500 år med teologiens tilslutning.
Sekulariseringslinien er klar:
Renaissancen startede med nominalismen i 1300-tallet og brød igennem omkring år 1500. Næsten alle mennesker ændrede syn fra teocentrering til egocentrering. Alt sammen med teologiens tilslutning.
Troen blev først skilt fra det offentlige rum og politik i 1500-tallet. Dernæst fra nationaløkonomi i 1600-tallet og fra filosofi – og dermed troens adskillelse fra viden – i 1700-tallet.
Så blev troen skilt fra naturvidenskab i 1800-tallet og fra teologien og seksualiteten i 1900-tallet. Derfor trænger religionsneutraliteten sig på nu.
Praktiske eksempler
Den tro, som har accepteret denne udvikling, er blevet en partiel tro, der kun findes på dele af virkelighedens områder – som regel i dele af det private rum.
Den partielle tro kan i det offentlige rum kun fortælle om, hvad den gør i det private rum. Den har ingen dagsorden angående det offentlige rum – og den må heller ikke have det ifølge ortodoks teologi. Denne partielle teologi medvirker til stadighed til sekulariseringen.
Der er flere praktiske eksempler på sekulariseringen:
Klostrene drev sundhedsvæsenet og socialforsorgen. Det blev ophævet på én gang. Og det varede 300 år – til befolkningens fortrydelse – inden de sekulariserede erstatninger tog over.
I 1600- og 1700-tallet blev halvdelen af helligdagene afskaffet – især omkring 1770 – de var jo ikke materialistisk produktive. I 1900-tallet begyndte de at vende tilbage, men da kun som sekulariserede fridage i form af fri-lørdage og ekstra ferieuger.
Skole og kirke er adskilt. Vores kirkebygninger og gudstjenesterum bliver mere og mere verdslige. Menighederne tåler teologisk mindre og mindre sakrale bygninger og sakrale gudstjenesterum.
Stationsteologi og de teologiske og åndelige fester i det offentlige rum er afskaffet, da den ortodokse teologi slet ikke kan leve med dem på grund af sin indre sekularisering.
Og der skal jo også blive færre kristne, for ellers kan Kristus ikke komme igen.
De gamle og nye ortodokse menigheder er bærere af sekulariseringsteologi.
Og de sekulariserer videre, for eksempel ved stadig at skabe øget individualisering af troen.
William af Occams nominalisme (læren om, at de åndelige ting kun er nominelle og ikke reelle) og Luthers toregimentelære (den teologiske lære, der godkendte troens adkillelse fra det offentlige rum og fra politik overordnet i 1500-tallet) er den sokkel, hvorfra sekulariseringen har udviklet sig. Deraf blev ateismen dannet.
Man har ingen muligheder for at stoppe sekulariseringen, hvis man lukker øjnene for dette.
Behov for universel tro
Hvis man vil bort fra sekularisering og hen imod det kristnes genkomst i virkeligheden og i det offentlige rum, så er det den universelle tro, der er behov for. Den universelle tro er den tro, der findes på alle virkelighedens områder.
Inspirationskilder til den universelle tro er at lade apostlen Jakobs Brev blive til centrum for evangeliet, til selve det åndelige hjerte i troen.
Desuden at lade troens hovedforkyndelse vende tilbage til andre områder end ordet, så som brugen af: synet, farver, billeder, æstestik, kunst, litteratur, brug af kroppen (pilgrimsteologi), musik osv.
Endelig kan man lade sig inspirere af 1000- og 1100-tallenes gregorianske teologi og åndelighed (Cluni, Bernhard af Clairvaux, Anselm af Canterbury osv.).
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV
