Nu er det nok!
Bog på norsk af Oestermann viser, hvor farlig situationen er for Israel.Vågn op Sharon Olmert er i koma stod der på en graffiti i Jerusalem midt under sidste sommers Libanonkrig mellem Israel og Hizbollah. Det fremgår af en ny bog, Nå er det nok, af Richard Oestermann udgivet på det norske forlag Norge i Dag, der også er navnet på en kristen avis, der kalder sig en Israel-avis Vækkelses-avis og Erhvervslivs-avis.
Richard Oestermann, der er dansk jøde og journalist med fast bopæl i Jerusalem, er avisens faste Israels- og Mellemøst-korrespondent. Under den månedlange Hizbollah-krig leverede han dagbogsartikler om situationen, som blev bragt hver dag på avisens internet-side, og dermed gav han læserne en enestående chance for at følge udviklingen på nært hold. Disse dagbogs-artikler udgør sidste halvdel af bogen. De er spændende, nærværende og absolut denne bogs styrke. De burde have udgjort bogens første halvdel.
Bogens første halvdel er en vurdering af krigen, som Israel ikke vandt på 6 dage. Denne del af bogen består af en række artikler med refleksioner og israelske selvran-sagelser efter krigen. Det er for de flestes vedkommende væsentlige artikler, som giver læserne god viden om Israels situation og om det skjold, Israel udgør for Vestens demokratier mod ekstremismen i Islam.
Angrebet på Israel var det ottende siden statens grundlæggelse i 1948. En række arabiske kræfter har som målsætning at udslette staten Israel, og i Libanonkrigen var Hizbollah Syriens og Irans forlængede arm.
Bogen viser Israels venner, hvor farlig situationen er, hvor fortvivlet Israel og dets borgere kan blive, og hvor vigtigt vores kald til at trøste og opmuntre Israel fortsat er.
Bogen er på norsk og med fine fotografier. Richard Oestermann udgav sidste år på Fokal, Lohses Forlag bogen Hvert sekund tæller sande historier fra Israel. Med den nye bog fortsætter han de sande historier fra Israel.
Richard Oestermann:
Nå er det nok
149 sider 198 n.kr.
nettbutikk.idag.no