Tanker om tilbedelse

Der ingen grænser for, hvad Gud kommer til at udrette med sin menighed i Danmark, når vi har placeret os tilbedende ved korset. I en ganske almindelig dansk retskrivnings- og betydningsordbog står der, at tilbedelse betyder at se op til, være vild med, dyrke.

Af Birgitte Steffensen-Thomasen,
Karlslunde Strandkirke

Det vil sige, når vi tilbeder Gud, ser vi væk fra os selv, og det er slet ikke let. Selv i vores tilbedelse er der en fare for, at vi selv bliver centrum. Hvor er der mange i øvrigt dejlige sange, der understreger at JEG tilbeder dig, og Vi ærer dig osv. Det kan være sundt at udtrykke, at nu gør jeg det, men det er tankevækkende, hvor nemt vi stadig forbliver i centrum her, hvor vi ser op til den Gud, der er langt større, end vi begriber. Overgiver vi os virkelig helt, glemmer vi os selv og lader os opsluge af Gud selv?

Er det ikke med tilbedelse som med andre aktiviteter – de er ikke gjort ved at sige, at man gør det? At synge ”jeg vil give dig ære” bliver kun troværdigt ved at blive fulgt op af handling, præcis som når mine børn siger, de vil rydde op på deres værelser. Glimrende, tænker jeg, det ser jeg frem til.
Det er ikke så nemt, som det lyder. Kigger vi lidt dybere i vores personlige tid med Gud, kan vi prøve at vurdere, hvor stor en procentdel, der handler om bedeemner og behov, og modsat hvor meget tid, der bruges på at slippe os selv inkl. ønsker og bekymringer og lade os betage af Gud i tilbedelse.
Til sammenligning kunne der også kigges lidt på Fadervor for at se, hvor meget punktet ”giv os i dag vort daglige brød” fylder..

Tilbedelsen fører os dybt ind i Guds nærhed, åbner vores øjne, så vi smager og ser, at Gud er god. Vi betages af Ham på en helt anden måde, end der hvor vores fokus lynhurtigt drejes hen på os og vores problemer og alle dem, vi skal huske at bede for.
Tilbedelsen renser vores udsyn, placerer Gud og mig i de rette proportioner i forhold til hinanden. Jeg bliver mindre og han større.
I dagligdagen stræber vi opad og stiver os af, mens tilbedelsen derimod genetablerer det rette størrelsesforhold mellem Gud og mig.
Tilbedelse er en vej til åbenbaring – den retter vores blik mod Jesus Kristus – og her åbenbarer han sig for os! Åbenbaringen viser os mere, end vi selv kunne regne os frem til, ellers var det bare erkendelser!

Det handler om at søge Guds Rige først – se op til Gud, være vild med ham og dyrke ham, jævnfør ordbogen – og lade alt andet være sekundært. Her foran Guds trone er der ingen overfladiske løfter uden indhold. Gud er hellig, han står ved sit ord – vi får alt andet i tilgift.
Når jeg føres ind for Guds trone i tilbedelsen, behøver jeg slet ikke de mange ord og forklaringer til alle mine bedeemner. Her kan jeg brede alt ud for Gud, udøse mit hjerte og mærke, at Guds Ånd, der ransager hjerterne og er langt større end ord, virker og forvandler.

Tilbedelsen går fra menneske mod Gud og er stik mod al anden bevægelse i vores tid, som hele tiden trækker opmærksomhed til sig selv. Dvs. tilbedelse er at bevæge sig direkte op mod tidsåndens orkanlignende vinde. Det kan derfor føles særdeles tungt at komme i gang med.
Det er en meget velkendt frustration at sætte god tid af til andagt og så opleve, at vi ikke kan koncentrere os. Vi tror ikke, vi egner os til tilbedelse, og vi bliver frustrerede eller opgivende.
Det er kun i Helvede man glæder sig over den slags fejlagtige konklusioner. Vi er skabte til at tilbede Gud, vi er i vores rette element, for vi hører til lige her!
Vi har derimod brug for træning, tankerne bliver ikke ved med at flyve i øst og vest, når vi øver os.
Vi lærer heller ikke en sportsgren ved teoretisk at tilegne os viden om, hvordan sporten skal dyrkes. Vi må selv være der og aktivt opleve op- og nedturene, få pulsen i gang og engagere os. Ligeledes må vi selv give afkald på vores eget, vælge at give Gud fuld opmærksomhed, selv ned på knæ ved korset for at opleve tilbedelsens hemmelighed og erfare forløsningen ved at slippe sig selv.
Her på knæ får vi en anden synsvinkel og ser dybder, der ellers ligger skjult, men det er ikke derfor, vi tilbeder. Trods tilbedelsens mange velsignelser og sidegevinster – for dem er der mange af – tilbeder vi med det ene fokus at – ja: tilbede. Tilbedelsen fungerer ikke devalueret til et middel til at opnå noget andet.

Det er godt, når vi enkeltvis går på knæ i privaten, men menigheden skal gå foran.
Kirken trænger til at lægge projekter og planer fra sig og lade sig opsluge af noget meget større end lokalkirken med dens strategier og problemer, som også nemt tager fokus. Den trænger til at træde ind i Guds store menighed og være med i lovsangen og hengivelsen til ham – og se væk fra sig selv.
Det er uhyggelig oplagt at lade sig orientere af omstændighederne og omgivelserne.
Pludselig bliver Gudslivet indviklet og beskrives med mange fremmedord, vanskeligt billedsprog og kompliceret teologi, men på bundlinien er det helt enkelt og tilgængeligt for enhver.
Vi slipper os selv og oplever forvandlingen og forløsningen ved at tilbede ham. Vi giver alt til ham, der giver os alt.

Den tilbedende menighed kvæler livsnerven i det gamle menneske.
Gamle Adam og Eva har lovligt frie tøjler i det kirkelige liv. De har for mange punkter på dagsordnerne, de præger mange problemer i kirken. De vil ikke dø, men tværtimod forblive i det afgørende øjeblik. De er ikke nemme at få has på, de dukker op i utallige forklædninger.
De to gamle størrelser kan sagtens leve aktive liv i menigheden, være progressive ledere, engagerede medlemmer, men de kan ikke tilbede. I tilbedelsens hengivenhed overgiver vi netop det gamle liv til Gud, slipper os selv. Overgiver det gamle menneske sig således til tilbedelse, så korsfæstes det med Kristus, så udsletter det sig selv.
Tilbedelse er ikke åndelig gymnastik, målt på hvor højt vi løfter hænderne eller hvor dybt, vi knæler. De ydre bevægelser har intet liv i sig selv, men er redskaber for det inderlige liv i hengivelse til ham.
Her er det effektfuldt at bøje kroppen, så dens stilling matcher hjertet, der måske netop kaster sig ned for ham, effektfuldt at strække sig mod den Gud, som hjertet længes efter og strækker sig mod.
Da de ydre bevægelser ikke har større værdi end andre former for stræk og bøj-øvelser, kan det gamle menneske fint deltage i tilbedelse, set udefra – men gamle Eva i mig må enten overgive sig og udslettes eller kede sig dybt, indtil vi går over til et andet programpunkt.
Gamle Adam og Eva keder sig mindre, hvis de så kan være aktive imens; den mulighed foreligger bl.a., hvis tilbedelsen understøttes af lovsang, for så kan man måske stå og synge, eller hvis man har musikalske evner, kan man måske deltage i lovsangsgruppen, og her må de ikke havne.
Vi kommer uhyggelig tæt på den gamle ”ursynd”, hvor Satan tog lovsangen til sig selv, frem for at bringe den til Gud. Det er ikke bare uheldigt, det er katastrofalt.

Der er sammenhæng mellem det liv, der knæler ved korset og det menneske, der rejser sig og går ud i sin hverdag. Det gør ingen forskel at tale om tilbedelse, men den, der tilbeder, forvandles. Vi forbliver ikke upåvirkede af at give Gud udelt opmærksomhed og tilbede ham alene. Det er meget kraftfuldt.
Nu har du læst dig gennem alt dette og har måske hørt det i flere varianter før. Kunne denne 6. gang alligevel få os til at mærke efter! Kan vi oprigtigt lytte og sige, at vi ikke mærker kaldet til tilbedelse?
Op mod alle trends skal lyde en opfordring til at bruge dette år dedikeret til tilbedelse i diverse kristne menigheder og forsamlinger. Så er der ingen grænser for, hvad Gud kommer til at udrette med sin menighed i Danmark, når vi har placeret os tilbedende ved korset.
Så står vi ikke så meget og forsvarer os mod hinandens eller verdens anslag – vi har vigtigere ting for. Det er og bliver en vanskelig lektie for kirken, at det er ved at falde ned for Kristus, at vi rejses op og står fast. Det fald kan godt koste og gøre ondt – men sikken en oprejsning, der venter!

Birgitte Steffensen-Thomasen er forfatter til bøgerne ”Den, som Jesus har fundet” og
”En hær af krøblinger”.