Teologiprofessor skaber debat om opstandelsen
Svend Andersen fra teologisk fakultet i Århus forstår Jesu opstandelse symbolsk. Udmeldingen kommer kort efter, at sognepræst Kaj Mogensen sagde, at han tror på, at alle bliver frelst – skønt hans eget kirkegrundlag, den lutherske bekendelse, siger noget andet. Det har sat sindene i kog i den kirkelige debat. Det er kun grader fra Grosbøll. Han lufter sin enfoldige intellektualisme. Han har glemt sin Paulus. Kritikken mod professor i etik og religionsfilosofi Svend Andersen fyger gennem luften i dagbladene, på grund af hans udmeldinger om teologiske emner.
– Jeg vil gerne have, vi kan starte en debat, hvor vi kan komme til bunds og læse teksterne i fællesskab, siger Svend Andersen til Udfordringen.
Teologen opponerer imod en bogstavelig forståelse af Bibelens udsagn.
Han tror selv på, at Jesus er levende, men udtaler:
– Skildringerne af opstandelsen skal forstås billedligt. Vi kan ikke tage Paulus tekster til indtægt for andet.
– Resultatet af Jesu opstandelse er, at Kristus er levende til stede. Det er det helt afgørende. Det oplever vi jo hver søndag i nadveren, siger den 59-årige professor og henviser til Luthers nadverteologi.