Den Katolske Kirke blander sig uventet i fransk valgkamp
FRANKRIG – Katolske ledere kræver, at en kommende præsident vil respektere livet – såvel det ufødte som det døende.I Frankrig havde Den Katolske Kirke ellers lagt op til at holde sig på sidelinien i det igangværende præsidentvalg. Men inden for de senere uger har kirkens ledere markeret sig kraftigt i debatten om landets fremtidige politiske linie.
Blandt andet har biskoppen af Avignon, Jean-Pierre Cattenoz, langet hårdt ud mod præsidentkandidaternes vage holdning til abort og til hele spørgsmålet om, hvilken hjælp døende skal have.
– Jeg er rystet over jeres valgprogrammer, som i sig bærer kimen til en dødskultur i vort samfund, skriver biskoppen ifølge Kristeligt Dagblad.
Anden og afgørende runde af præsidentvalget finder sted den 6. maj. Til juni er der derudover valg til parlamentet.
– mibo