En af landets mest efterspurgte kirkekunstnere
Kirkekunstneren Maja Lisa Engelhardt udstiller en række af sine værker på Danske Kirkedage i Haderslev.
Når kirkefolk fra hele landet mødes til Danske Kirkedage i Haderslev i Kristi Himmelfartsferien, får kunstinteresserede mulighed for at tage en række af kunstneren Maja Lisa Engelhardts værker i nærmere øjesyn. Udstillingen Tilstedeværelse åbner allerede 13. april i Museum Sønderjyllands lokaler i Haderslev.
Maja Lisa Engelhardt er født på Frederiksberg i København i 1956. Hun blev uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1978-80 og debuterede i 1985 med udstillingen Klædebon. Siden har hun haft adskillige separatudstillinger herhjemme og i udlandet. I 2001 blev hun medlem af kunstnergruppen Corner. Hun er et varmt og engageret menneske, som med nogle af sine arbejder hjælper både mennesker og dyr.
10 kirker i Danmark er prydet med Maja Lisa Engelhardts udsmykninger. F.eks. udgør hendes seneste udsmykningsopgave til Frederiks Kirke ved Viborg Den ny Pagt. I denne altertavle viser Gud sig i menneskeskikkelse som Jesus Kristus, der bringer livet ind i dødens verden.
– Kirkekunstens formål er at stille spørgsmål, ikke at give svar, siger billed-kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Et kirkerum er et kraftfuldt og helligt rum, og det skal ikke være en Maja Lisa Engelhardt-kirke eller en kunstudstilling. Det væsentligste er trods alt ordet.
anerkendt
Maja Lisa Engelhardt har lavet en lang række udsmykninger til private virksomheder, som i Berlingske Tidendes annoncecenter, og offentlige institutioner, herunder Danmarks Radio, Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg og Højesteret. Hun er blandt andet repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Ball State Museum of Art, USA.
I 1988 blevet hun tildelt Rockwool Prisen, modtog Prins Henriks Legat i 1989, Nordisk Førstepris for farvesætning af Roskilde Museum i 1999 og Tagea Brandts Rejselegat. I 1999 kom hun med i Kraks Blå Bog.
Hun har blandt andet illustreret Saxos Danmarkshistorie og Pär Lagerkvists Aftenland i Suzanne Brøggers nyoversættelse.
Hun har i en årrække haft store separatudstillinger i Europa og USA og har derved slået sit navn fast internationalt.
Til daglig bor og arbejder Maja Lisa Engelhardt i en forstad til Paris i Frankrig og i Dublin i Irland og danner par med kunstneren Peter Brandes.
På udstillingen i Haderslev om Guds tilstedeværelse vil der foruden malerier også være mulighed for at opleve hendes kreeringer af gobeliner og bronzerelieffer.
Henrik Nordborg