Folkekirke køber metodistkirke

Kirkeministeriet har godkendt, at Vor Frelsers Sogn i Horsens nu officielt køber byens metodistkirke for kun 1,2 millioner kroner.De sidste ca. 10 metodister i Horsens glæder sig over, at deres venner fra folkekirken overtager ejendommen.

Metodistkirken i Horsens er nu solgt til den lokale folkekirke.

I maj sidste år nedlagde den lokale metodistmenighed sig selv og holdt afskedsgudtjeneste både for præsten, der gik på pension, og for kirken, der samtidigt havde 100 års jubilæum. Det var trist. Men nu kommer der igen nyt sprudlende liv i lokalerne.

Planlægning i fuld gang

– Et arbejdsudvalg skal finde ud af, hvad bygningen bedst kan anvendes til, fortæller sognepræst Leif Nielsen fra folkekirken Vor Frelsers Kirke til Udfordringen. Han har tilbudt at lægge en fast træffetid i den nye kirke en gang om ugen.
– Der er menighedslokaler i kælderen, som spejderne og FDF-erne allerede er i fuld gang med at planlægge, hvordan de kan bruge. Desuden har vi selv et væld af idéer. F.eks. vil vi gerne holde gudstjenester på engelsk igen, og vi har hele vejen igennem opfattet det som et missionsprojekt, fortæller præsten.

Mission til
arbejderkvarteret

Moderkirken, Vor Frelsers Kirke, skal restaureres på et tidspunkt. Her vil man bruge annekskirken til at holde gudstjenester i. Der er plads til et par hundrede mennesker.
I første omgang får kirken penge af stiftet i en prøveperiode på tre år. Kører projektet godt, fortsætter det.
– Metodistkirken ligger også i den ende af sognet, hvor der tidligere var et arbejderkvarter med vanskeligt stillede folk, der opfatter Metodistkirken som deres. Dem vil vi gerne fortsat nå med kirkens mission. Kirkeligt er vi meget ens med metodisterne, så det giver ingen problemer, slutter Leif Nielsen.
Metodistkirken trænger til en kærlig hånd, og når det er sket, kan den også bruges til bryllupper og begravelser.