Forbryderalbum er et hit

Fangekorets cd-indspilning har indtil videre givet et overskud på 70.000 kroner til Børns Vilkår. I april følger en ny check på 10.000 kroner.Fangekoret ved Vridsløselille Statsfængsel har solgt 4.000 eksemplarer af ”Forbryderalbummet”, der blev indspillet i 2004 med deltagelse af Nanna Lüders, Etta Cameron, Henning Stærk og andre kendte kunstnere.

Claus Christensen har skrevet ”En grimasse, der ka’ passe”, som Fangekoret har indspillet sammen med Børnekoret. Billedet er fra en koncert i Garnisions Kirkes menighedslokaler i februar.

Overskuddet fra cd-salget går til foreningen Børns Vilkår, der står bag Børnetelefonen, hvor 130 frivillige rådgivere hvert år hjælper 9.000 børn og unge med deres problemer. Børns Vilkår har allerede fået 70.000 kroner på den konto, og den 12. april står Fangekoret klar til at overrække en check med yderligere 10.000 kroner. Det sker ved en koncert i Købnerkirken på Amager kl. 19.30.
– Det var vigtigt for de indsatte at støtte en børneorganisation – i håb om, at andre børn ikke havner samme sted, som de selv er havnet. For ud over, at de har svigtet deres børn, har mange af dem også selv oplevet at blive svigtet, da de var børn, siger korets dirigent Louise Adrian.
Fangekoret har desuden solgt 1.000 eksemplarer af single-cd’en ”En grimasse, der ka’ passe”, som blev indspillet i 2005 sammen med Børnekoret. Titelsangen er skrevet af Claus Christensen fra Fangekoret, og den handler om, hvad man gør som barn, når far sidder i fængsel. Hvad siger man, når kammeraterne spørger, hvor far er? Så er det svært at finde en grimasse, der kan passe.