Klog, ærlig og ligefrem tale om et tabu-emne
Det er en stor og ubehagelig mundfuld, Claus Tøndering prøver at gabe over i denne lille bog.Hvem har vel lyst til at blive spurgt om, hvordan tanken om Helvede harmonerer med tanken om en kærlig Gud? Ikke jeg. Og hvem har ikke i sit stille sind ønsket, at alle mennesker blev frelst, så der ikke blev brug for noget Helvede? Jeg har i hvert fald.
Helvede er ikke det, vi helst tænker på og taler om, men i denne bog tager Tøndering tyren ved hornene. Hans formål er ifølge ham selv at vise, at Helvede er en nødvendig side af Guds kærlighed. Det lyder måske umiddelbart som en overambitiøs målsætning, men det lykkes faktisk ganske godt.
Uden at springe over, hvor gærdet er lavest, leverer Tøndering en god, bibelsk funderet argumentation for, at fortabelsens mulighed er en uundgåelig konsekvens af Guds absolutte godhed.
Undervejs får forfatteren aflivet mange af vores indgroede vrangforestillinger om Helvede. Tøndering har naturligvis ikke svar på alt, men det er han heller ikke bleg for at indrømme. Der er ting, vi ikke kan forstå, og meget, vi ikke kan vide, men bogen giver en god forståelsesramme og indeholder mange gode pointer.
Samtidig mærker man tydeligt, at bogen udspringer af et personligt behov for at komme til rette med spørgsmålet om fortabelsen. Der er ikke tale om gold teologi.
Helvede og en kærlig Gud er ligefrem, klog og ærlig tale om et tabuiseret emne. Den, der føler sig på gyngende grund i spørgsmålet om Helvede og fortabelsen – og hvem gør ikke det – bør gøre sig selv den tjeneste at købe og læse denne lille bog. Faktisk tror jeg, der kunne være god fornuft i at læse den med jævne mellemrum, for den er hurtigt læst, men man bliver ikke så hurtigt færdig med den.
Claus Tøndering: Helvede og en kærlig Gud
122 sider 99,95 kr. Lohse/Logia