Når ulven kommer
Jesus fortsatte: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. (Johannes-evangeliet 10,11)
Vi boede på et tidspunkt i udkanten af en større landsby i Etiopien. Vores grund lå op ad en vej, der førte ud af byen, og hver morgen var der en livlig trafik. Ikke af biler, men af får, geder og kvæg, som kom i større eller mindre flokke med en hyrdedreng eller to bagefter.
På et tidspunkt beklagede en ældre mand sig over, hvor svært det var at finde en pålidelig hyrde. Hans egne sønner gik i skole eller havde job, og hyrden skulle helst være en, man kendte, for ellers vidste man ikke, om dyrene blev passet ordentligt, eller om en fremmed kunne finde på at drive dyrene til en anden by for at sælge dem der og stikke af med pengene.
Også på Jesu tid var alle klar over, hvor afgørende det var med en god og pålidelig hyrde, for uden en sådan ville fårene ingen mulighed have for at klare sig. Uden en god hyrde ville de være helt fortabte.
Men der er noget i Jesu billede, som kan få os til at reagere imod det, for det er jo sin sag at blive fremstillet – ja, udstillet som får – der ikke kan klare sig selv. For menneskelivet går vel ud på at vokse op og blive selvstændige mennesker, så vi ikke bliver som får, der har brug for en hyrde.
Vi ønsker at være frie til selv at vælge, om vi i en periode ønsker at blive vejledt af nogen. Vi ønsker selv at vælge, hvem vi vil lade os vejlede af. Og selv, når vi erkender, at vi har brug for vejledning, vil vi selv bevare kontrollen og have det sidste ord.
Men netop dér afslører vi os som får! For netop når vi kommer med stor tiltro til os selv og vore egne muligheder, kan livet så uendelig let gå i stykker for os. Vi kan så let kastes omkuld, hvis vi kun har os selv at gribe fat i. Så er vi i sandhed som hjælpeløse får.
Det er den sandhed, Jesus vil gøre tydelig for os med sit billede af fårene og hyrden. Det er også den sandhed, vi selv kan opleve, når sygdom, død eller anden ulykke banker på vores dør.
Netop til den, der har fundet sig selv på fårets plads, siger Jesus: Jeg er den gode hyrde. Det lyder som et løfte om, at der er en, som kan og vil lede os gennem alt, hvad der måtte møde os.
Men der er også noget eksklusivt i disse ord, for Jesus siger jeg til forskel fra alle andre. Der er mange, der gerne vil være hyrder i denne verden og vejlede os i alle mulige sammenhænge – også åndelige.
Men Jesus træder ud fra de mange åndelige røster, som gerne vil fremstå som hyrder, for der er kun én god hyrde – én sand hyrde. Der er kun én, som er i stand til at lede mennesker igennem livet, så det bliver til frelse.
Når det virkelig bliver alvor når ulven kommer, som Jesus siger så vil alle de andre vise sig som falske hyrder, for de har i sidste ende ingen vej at lede ad og intet at forsvare os med. Intet håb at give os.
når ulven kommer
Jeg er den gode hyrde, siger Jesus. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Det er her, hele forskellen er.
Jesus er den hyrde, som aldrig vil forlade sin hjord, for han vil kæmpe med livet som indsats for sine får. Det er påskens budskab, at hyrden kæmpede for sine får. Han kæmpede, så han døde, men han vandt sejren påskemorgen.
Den gode hyrde er den opstandne, og derfor er han den hyrde, der ikke alene kan lede os igennem livet, men også igennem døden ud i livet på ny.
Jesus siger, at han er den hyrde, der kender sine får. Med udtrykket kende ligger der et langt større fællesskab og en større sammenhæng, end vi normalt forbinder med ordet.
Det er det fællesskab, der særligt kommer til udtryk i nadveren, hvor Jesus kender os og kendes ved os som sine – dem, han er sat til at lede igennem alt, hvad der kan møde os i livet såvel som i døden.
Kristeligt Pressebureau
