Påskens budskab lød kraftfuldt i Bagdad

– Det er den mest vidunderlige påskegudstjeneste, jeg nogensinde har deltaget i, siger anglikansk præst, der fejrede påske midt i lidelserne og ødelæggelserne i Iraks hovedstad.”Alleluia Al Masaih Kahm” (Halleluja, Kristus er opstanden), råber præsten i den anglikanske kirke i Bagdad – og menigheden svarer igen med et højt og kraftfuldt: ”Kahma Beltakid Alleluia!” (Ja sandelig, Han er opstanden. Halleluja!)

Canon Andrew White var tæt på den selvmordsbombeeksplosion, der i torsdags dræbte otte mennesker og sårede omkring 20 i kantinen i det irakiske parlament.

– ”Og de mener det,” skriver kirkens præst, Canon Andrew White, i en mail fra den irakiske hovedstad.
Canon White er præst ved St. George’s Church, der ligger i et af verdens farligste sogne. Han bruger også mange kræfter på at skabe fred og forsoning i Irak, og han har god kontakt til såvel sunni- som shia-muslimske ledere i landet.
De usikre forhold i Bagdad med bombeeksplosioner, drab og kidnapninger sætter også deres præg på kirkens liv. Når Andrew White om søndagen skal til kirke, foregår det iført skudsikker vest og hjelm, og han er omringet af sikkerhedsvagter, når han skal gå fra sit hjem ud til en pansret bil, der venter udenfor. Fra boligen går turen gennem den internationale zone i Bagdad.
– Vi passerer en række militære kontrolposter og kommer ud på de almindelige gader. I løbet af fem minutter er vi ved kirken, der omkranset af pigtråd og barrikader af store cementblokke, der skal beskytte mod bombeangreb.
– Sikkerhedsstyrkerne har i forvejen omringet kirken og spærret vejen af. Mine egne sikkerhedsfolk gennemsøger kirken og området omkring kirken og forsikrer sig hos kirkens vagter om, at der ikke er ukendte personer til stede i kirken. Så giver de tegn til, at alt er OK, hvorefter jeg omsider kan gå ind i min kirke, siger Andrew White.

Påskelørdag var der tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger, da Andrew White tog til sin kirke for at fejre påske.
– Folk klappede og råbte, da jeg gik ind i kirken. I dag var det påske, og atmosfæren var helt vidunderlig. Vi sang, lovpriste og bad. Så talte jeg om Maria Magdalene, der kom til graven, hvor stenen var væltet bort. Kvinderne var begejstrede over at høre, at det var en kvinde, som først kom til den tomme grav. Vi talte om englen og om, at vi alle er omgivet af engle.
– Vi fejrede nadver, og vi delte ikke blot brødet og vinen, men vi kom ind i et virkeligt fællesskab med den levende Gud. Det var en underfuld oplevelse.
– Vi fortsatte med at bede og synge, og så ringede vi til vores biskop Clive på Cypern. Han talte til menigheden og sang for den, og den sang for ham. Det var ganske enkelt vidunderligt.
– Og børnene sang. Det er ganske enkelt den mest vidunderlige påskegudstjeneste, jeg nogensinde har deltaget i. Midt i alle lidelserne og ødelæggelserne i Bagdad var herligheden fra den opstandne Kristus så virkelig. Det giver håb og mening og vished om, at vores synder er tilgivet, og at Guds herlighed er over os, siger Andrew White.

Canon White fortæller videre, at mange kvinder ved gudstjenesten var klædt i sort. Deres mænd er blevet dræbt – flere af dem i løbet af det seneste år. 70 procent af mændene i menigheden har mistet livet under de seneste års vold og etniske udrensning i Irak.

St. George’s Church har i dag omkring 1.300 medlemmer, heriblandt mange børn.

– For disse kvinder er påsken meget virkelig. Vi synger ”Because He lives we can face tomorrow …” (Fordi Han lever, kan vi gå morgendagen i møde …), og for os her i Bagdad er påske ikke blot en fest, der får os til at gå i kirke. Påsken er simpelthen kernen af håb og lys i mørket.
– I vores kirke er vi ikke optaget af seksualitet og de problemer, der diskuteres i andre kirker. Vores bekymringer går på, om der er mad at sætte på bordet i aften, om mine kære overlever denne dag, og børnene vil vende tilbage uden at blive kidnappet, siger Andrew White.

St. George’s Church er den eneste anglikanske kirke i Irak. Den blev bygget i 1936, og i mange år bestod menigheden overvejende af udlændinge, der opholdt sig i Bagdad. Aktiviteterne stoppede efter den første Golfkrig i begyndelsen af 1990’erne, men blev genoptaget i 1998, hvor Canon White blev udsendt til Irak.
I dag består menigheden næsten udelukkende af irakere, som for langt hovedpartens vedkommende tilhører andre kirkesamfund. Men de vælger at gå til gudstjeneste i St. George’s Church, fordi den ligger tættere ved deres bopæl – og derved gør det mindre risikabelt for dem at gå i kirke. Alligevel sker det nogle gange, at kirkegængerne bliver beskudt på vej til kirke. Tilstrømningen af de mange irakere betyder, at menigheden til stadighed vokser. Den tæller i dag 1.300 mennesker, hvoraf mange er børn.
Af sikkerhedsgrunde har kirken også været nødt til at ansætte fem bevæbnede vagter, der blandt andet skal holde øje med, at der ikke sniger sig en selvmordsbombemand ind til en af gudstjenesterne. Det er sket én gang, men han blev opdaget, før bomben sprang. Derimod blev fire mennesker dræbt, da der i 2006 eksploderede en bombe uden for kirken.
Tilbage i september 2005 mistede kirken fem ledende lægfolk. De forsvandt på vej tilbage fra en rejse til Jordan.

Canon White er også præsident for organisationen Foundation for Relief and Reconciliation in the Middle East, der arbejder på at skabe fred og forsoning i Irak og andre dele af Mellemøsten. I maj holder organisationen en stort møde i Bagdad, hvor man blandt andet skal diskutere problemet med de mange internt fordrevne flygtninge i Irak.
– Det anslås, at der nu er 2.000.000 internt fordrevne mennesker i Irak, og det er et voksende problem, siger Andrew White.
– Jeg har i de seneste år opholdt mig meget i krigszoner, og normalt er det, man ser på tv, værre end i virkeligheden. Men i Bagdad er virkeligheden 100 gange værre end det, man ser i fjernsynet, siger Andrew White.
Han var selv tæt på den selvmordsbombeeksplosion, der i torsdags dræbte otte mennesker og sårede omkring 20 i kantinen i det irakiske parlament. Andrew White havde kort forinden forladt parlamentsbygningen for at spise frokost udenfor.