Påvirkning med respekt

I sin bog ”Påvirkning med respekt” opstiller Carsten Hjorth Pedersen et regelsæt for, hvordan man påvirker børn og unge på en god måde. Her gør han rede for nogle af bogens hovedpointer.I denne kronik fremsætter jeg tre påstande:

Carsten Hjorth Pedersen, førstelektor, konsulent og leder af Kristent Pædagogisk Institut, Hillerød.

1) Det vigtigste er, hvad vi påvirker med. Det næstvigtigste er, hvordan vi gør det!
2) I kristne miljøer har vi ikke altid påvirket børn og unge på en okay måde!
3) Vi kan alle blive bedre til at påvirke på den gode måde og undgå den dårlige!

Disse påstande bygger på en undersøgelse, jeg har foretaget, og offentliggjort i bogen ”Påvirkning med respekt”, som i år udkom på Gyldendal.

Undersøgelsen er bygget op over samtaler med mennesker, der i dag er voksne, om deres erfaringer med den påvirkning, de blev udsat for, da de gik på en kristen eller socialistisk skole. Disse samtaler har givet indblik i, hvad der kendetegner påvirkning – både på den gode og den dårlige måde.
Sammenhængen er altså skolen; men meget tyder på, at noget lignende gør sig gældende for den påvirkning, vi udsætter børn for fx i hjemmet og menigheden. Ja, måske også den påvirkning, vi udsætter voksne for; men lad os her indskrænke os til at se på påvirkningen af børn.

I midten står barnet (B). Den voksne (V), som påvirker barnet, har udgangspunkt i det mellemste felt med mulighed for at bevæge sig tættere på barnet eller længere bort fra det.
Tættest mod barnet ligger grænsen for intimisering, som en formidler ikke må overskride, da han derved vil blive for intim i forhold til barnet. Denne grænse er ikke jævn. På nogle felter kan den voksne komme forholdsvis tæt på barnet, uden at barnet føler sig intimiseret. På andre felter må den voksne holde en større afstand, da barnets integritet her er en anden.
Vanskeligheden er, at hvert barn har en individuel grænse for intimisering, som tilmed er foranderlig over tid. Og der er forskel på, om det er den ene eller den anden voksne. Om denne grænse og de øvrige tre gælder, at de er subjektive og foranderlige. Men de findes hos ethvert menneske på givent tid og sted.
Lidt længere ude ligger grænsen for konfrontering, som vi af og til skal overskride, fordi barnet har behov for at møde en levende, engageret forkyndelse af det kristne budskab. Når en voksen overskrider konfronteringsgrænsen, skal han gøre det med lige dele frimodighed og varsomhed. Med frimodighed, fordi han gør barnet en tjeneste, og med varsomhed, fordi han står i fare for at gå for tæt på barnet og krydse intimiseringsgrænsen.
Yderst ligger grænsen for desertering, som den voksne ikke må overskride, da det vil indebære, at barnet svigtes, fordi den voksne ikke vil barnet noget. Knap så langt ude ligger grænsen for tilbagetrækning, som en formidler af og til bør overskride, fordi barnet har behov for at være i fred. Især, når at vi har konfronteret mennesker med et budskab, er det vigtigt at trække sig tilbage og lade modtageren være i fred med sine egne tanker, følelser og valg.
Intimiseringen finder altså sted, når der mangler distance til barnet, og når den voksne ikke respekterer, at barnet er et selvstændigt individ med et personligt ansvar. Desertering finder sted, når der er for stor distance til barnet, og når den voksne ikke respekterer, at barnet er et individ, som har ret til møde en voksen med et budskab.

De personer, som jeg har interviewet, siger det fx på denne måde (navnene er opdigtede):
Hanne Lis: ”Den dag i dag synes jeg da også, at det var egentlig okay fornuftigt det, jeg tænkte. Men hvor den voksne så bare sagde, at det var ikke den rigtige kirkelige tankegang og det var ikke, som det stod i Bibelen, og at man så fik læst og påskrevet på den måde, selv om man er ret sårbar, når man går hen og udtrykker sine inderste tanker i forbindelse med tro. Det, synes jeg egentlig, har været ret krænkende, at der ikke var mere frihed. For man er måske på forskellige stadier i sit trosforhold.”
Pelle: ”Jeg tror, det er, fordi troen er noget, der er blevet påduttet én. Jeg tror helt klart, at der er blevet stoppet så meget i halsen på én, at det ikke er en tro – det er bare noget, man har lært – noget andre har fortalt én. Det er ikke en personlig tro.”
Birgitte: ”Jeg husker, at jeg tænkte meget: Gid der var en formidler, jeg ville ligne. Der manglede ligesom den der formidler, jeg kunne spejle mig i. (…) Det har helt klart tricket mig, at de har været så totalt færdige med, hvad de tænkte. Meget færdige og meget afklarede. Og så har det tricket mig, at de på en måde bliver så meget større end mig selv. Det bliver magtfuldt. Når jeg ser en formidler, der står og holder undervisning, så er det meget magtfuldt i stedet for omsorgsfuldt.”

Personlig modenhed hos en forkynder er en af de ting, der viser sig at være afgørende for at påvirke på den gode måde og undgå den dårlige.
Det ser fx ud til at betyde meget, at den voksne er sig bevidst, at han ikke skal øve sin påvirkning for at opnå fordele for sig selv, såsom bekræftelse eller magtens sødme. Han skal være bundet til noget uden for sig selv, som han er overbevist om er stærkt nok til at overbevise de mennesker, han påvirker. Da bliver det afgørende ikke den voksnes evne til at overtale, men budskabets evne til at overbevise. Den voksne skal altså ikke være ude i eget ærinde, men ude i budskabets.
Det ser også ud til at være afgørende, om den voksnes påvirkning åbner eller lukker verden for barnet. Den voksnes evne til at gøre det første afhænger af, at den voksne selv har en bred orientering, så han ikke holder sig tilbage fra kontakt med anderledestænkende. Men den voksnes evne til at åbne verden for barnet hænger også sammen med, at han selv har et ståsted – en platform at betragte verden fra. Har den voksne ikke det sidste, bliver barnet utrygt i hans nærvær. Den voksnes opgaver er derfor at finde det gode balancepunkt mellem den brede orientering og fordybningen i sit eget ståsted. For meget af det første gør den voksne utroværdig. For meget af det andet gør ham sekterisk.
Et særligt forhold i intimiseringens psykologi udgøres af spillet mellem den voksne og gruppen af modtagere, som deler synspunkt med ham, evt. i modsætning til et mindretal af modtagere. Den kraftigste påvirkning øves ikke altid af den voksne, men af nidkære efterplaprere, fx majoriteten af kristne elever på en kristen efterskole. At disses påvirkning kan virke så stærkt, hænger givetvis sammen med, at disse efterplaprere i virkeligheden selv er usikre på deres egne holdninger. De har brug for at få overbevist nogle andre for at blive bekræftet i, at de er på rette vej.

Det er påfaldende, at de personer, som føler, at de har været udsat for intimisering i deres skoletid, i hvert fald ikke uden videre bærer de holdninger videre, som de er blevet påvirket med. Noget tyder på, at en intimiserende påvirkning ikke er langtidsholdbar.
Vi står altså over for et tankevækkende forhold: At de, som påvirker mest nidkært ikke opnår, hvad de gerne vil. Eller også opnår de en spaltning blandt deres tilhørere: Én gruppe, som følger dem blindt, og én, som går i opposition til dem.
Herom siger Finn Egil Tønnesen: ”Psykologiske undersøgelser tyder nemlig på, at forestillinger og holdninger, som vi bliver påtvunget, har en meget ustabil karakter. En sådan påvirkning vil være overfladisk og ufuldstændigt integreret i personligheden. Hvis den skal få et dybere og mere varigt præg, må personen være disponeret og åben for de aktuelle forestillinger og holdninger.” (…) Dersom påvirkningen skal give stabile og varige resultater, må den nå ind til personlighedens kerne.”
Det ser også ud til, at påvirkning, der er givet med en samtidig stærk markering af friheden til at tage imod eller afvise, er mere langtidsholdbar. Enhver, der påvirker andre, bør derfor besinde sig på Platons kloge ord: ”I sjælen kan ingen påtvungen kundskab slå rod.”