Varm hilsen
Lige her og nu i Afrika, hvor jeg arbejder i et par måneder, er der ca. 40 graders varme hver dag. Om natten falder temperaturen lidt, så vi når ned på knap 30 grader om morgenen i skyggen.Desværre er man nødt til at gå ud af skyggen en del af dagen eller sætte sig i en sauna-varm bil, hvor man brænder fingrene på rattet og gearstangen. Colaen bliver så varm som kaffe.
Selv om temperaturen her virkelig kommer helt op på 45-50 grader ind imellem, har Gud skabt kroppen så smart, at vi kan nedkøle den med sved og holde kroppen på 37,5. Det trætter imidlertid kroppen at fungere som køleskab, så man orker ikke ret meget. Forståeligt nok hviler og sover afrikanerne alle vegne, når de kan. Under et træ, i bussen, på kontoret, i kirken
En dag så vi en mand, der sad og sov op ad en mur ud til hovedgaden. Han var ikke hjemløs, havde pænt tøj på; han var bare træt. Min kone, som forsøger at male typiske afrikanske situationer, kunne have nået at male ham inden han vågnede. Men for ikke selv at dejse om i varmen tog hun et foto og malede ham derhjemme i skyggen.
En dag, da jeg var på motorkontoret, lå en af de ansatte hen over skrivebordet og sov ovenpå den kærlighedsroman, hun læste i arbejdstiden. Det er da også kedeligt at arbejde sådan et sted. Da tre andre på kontoret var vågne, lod vi hende sove. Men støvet fra papirbunkerne kildede i min næse, så jeg kom desværre til at vække hende med et voldsomt nys. Hun løftede imidlertid veltilfreds og udhvilet hovedet, smaskede lidt og smilede saligt.
Har du sovet godt? røg det instinktivt ud af mig. Ja, meget godt, tak, svarede hun og lagde igen hovedet på statens skrivebord.
En anden dag lå en bagerjomfru og sov med hovedet hvilende på disken. Først brugte jeg fem minutter på at undersøge varerne, men til sidst var jeg jo nødt til at vække hende. Da der ikke var andre i butikken sang jeg en lille sang, i stil med Op lille Hans hvorefter hun langsomt kom til hægterne og stirrede skeløjet på det underlige hvide menneske i den flimrende varmedis foran disken. Måske troede hun, jeg var en engel?
I hvert fald spurgte hun, inden jeg gik, om jeg ikke havde et arbejde, så hun ikke skulle stå i en varm butik fra 6-18. En arbejdsgiver, der vækker én mildt med sang, er slet ikke så dårligt.
