Bevar DRs regionale islæt
I debatten om besparelser og manglende sport og underholdning på DR er en overset brik forsvundet. Det er en meget uheldig konsekvens af sparerunden i DR, mener KLF, Kirke & Medier.
– Som med et penselstrøg er DRs regionale position svækket ud fra devisen om, at de regionale mediehuse også må holde for i besparelserne, siger journalist og næstformand i KLF, Kirke & Medier Jens Kr. Lynderup.
– Det ligner en bevidst straffeaktion fra DRs side at inddrage de regionale enheder i besparelserne for måske at råbe politikerne op i et håb om besindelse. Det er urimeligt, at lytterne og seerne i den forbindelse bliver gidsler i et politisk spil om DRs økonomi.
Især befolkningen udenfor Århus og København må igen holde for i centraliseringen af sendefladen.
– Det er en uforståelig og helt urimelig konsekvens, understreger næstformanden. I dag, hvor flere og flere medier smelter sammen, spiller DRs regioner en væsentlig rolle for DRs landsdækkende tilstedeværelse. Det gælder både radio, tv og nettet.
Han foreslår, at DR i langt højere grad lader sin decentrale struktur bidrage til et reelt mediebillede af hele den danske befolkning for derigennem at afspejle mangfoldighed og de regionale kulturer.
-nord