En ørn, to pelikaner, tre…

På en rejse til Australiens østkyst gik det op for mig, hvor langt væk hjemmefra jeg var.
Jeg sad en varm aften på stranden sammen med nogle venner. Vi kiggede i beundring på den begyndende solnedgang. De stærke, smalle solstråler, som sneg sig igennem skyernes ostehuller, lignede bønnestager direkte op til himlen. En ørn fløj myndigt opad, indtil den var på størrelse med en gråspurv.
Jeg kiggede udover havet, hvor to pelikaner padlede dovent forbi. Pelikanernes bevægelser var så komisk langsomme, at jeg næsten havde tid til at indtegne dem til en Rasmus Klump-tegneserie, hvis jeg altså kunne tegne.
Mørket faldt over den pastelfarvede himmel, og stjernernes arbejdsdag begyndte. Tre hurtige stjerneskud fangede mit blik, og jeg fornemmede på de andre, at det åbenbart ikke var et særsyn, så jeg holdt op med at pege og råbe. Stjernekonstellationen Southern Cross, som jeg fik at vide ikke kan ses fra Europa, blinkede overbærende til mig.

Vi besluttede os for at lægge os ned i sandet for at komme i øjenhøjde med himlen. Vi begyndte at snakke om Gud. Men samtalerne blev uhøfligt afbrudt af en robust sky, som anmassende blandede sig i samtalen. Dens altoverskyggende dominans over skyhimlen gjorde, at vi overvejede at tage hjem.
Vi lå og beklagede os over, at Gud havde placeret denne sky lige udenfor vores udkigspost. På få minutter blev denne sky opløst – ud i det blå. Vi var stumme af overraskelse. Hvad der virkede til at være en uoverkommelig forhindring, forsvandt så let som ingenting.
En pæn undskyldning til Gud var på sin plads, og vi nød resten af aftenen og samtalerne.