Lejer og udlejer mødes
Campingformidling.dk hjælper mennesker til at få en indholdsrig ferie også dem uden penge.Mennesker, der ikke har overskud i økonomien, kan tage billigt på ferie gennem ung ikast-bos initiativ.
1. november 2004 startede Kristian Sloth Campingformidling.dk for at skabe kontakter mellem ejere og lejere af campingvogne, med hovedfokus på bibelcampister.
– Hvert år er der stor brug for campingvogne og samtidig mange vogne, der kun bruges i den ene uge, hvor man er på lejr, fortæller Kristian Sloth. Han er selv en af de mange danskere, der har en campingvogn, fordi han nyder den frihed, det giver. Men han opdagede, at den ofte står stille i mange af årets ferieuger, fordi han ikke selv skal bruge den.
– Samtidig hørte vi fra mange af vores venner, at det ikke var let at finde en god og billig vogn. Det fødte ideen om at formidle campingvogne mellem private. Altså at man selv bruger den en uge og lader andre leje den de andre uger, hvor man ikke selv skal bruge den. Samtidig giver det et godt tilskud til udgifterne ved at have sin egen campingvogn – altså en win-win situation, fortæller han. Derfor startede han en hjemmeside, for at give lejer mulighed for at finde ejer. Han tager sig af alt det administrative, så campingvognsejerne blot skal have vognen klargjort til afhentning.
– For 2 år siden var der en af mine udlejere, der blev helbredt efter at dem, der havde lejet deres vogn, inviterede dem med til aftenmødet på den bibelcamping, hvor de var. Her blev han mødt af Gud og gik derfra frelst og helbredt. Det er noget, man bliver begejstret over, smiler Kristian Sloth. Til daglig er han buschauffør 3 dage om ugen.
Hvert år dækker han en del af campingvognbehovet på Pinsestævnet i Mariager, Apostolsk landsstævne i Kolding, Sommeroase i Odder, Alternativ Sommerfestival i Arnborg og Missionsforbundet i Kolding. Men ud over bibelcampinger sender han vogne til Vildbjerg cup, Landskue i Herning, Langelands Festival, Håndbold cup i Holstebro, Hundestævne i Vildbjerg + 2 messer ved Herning messecenter. Og så er der udlejninger til privat ferie/camping i ind- og udland.
De kristne lejere står dog stadig for mere end 60 % af alle udlejninger.
– Vores største udfordring er at have vogne nok. Hvert år har vi henvist ca. 40 kunder til andre udlejere. 70 % af vores udlejere er folk uden tilknytning til kirken. Når de har været ude med en campingvogn på en kristen lejr, kommer de af og til tilbage med nogle sjove spørgsmål, fortæller Kristian Sloth. Det har givet ham mange gode samtaler, hvor han har fået mulighed for at dele noget om, hvad det vil sige at leve som kristen.
– En ung mor til 3 var taget selv på bibelcamping. Hendes mand troede ikke på Gud, og hun måtte selv finde pengene til ferien, fordi han ikke ville være med til at betale. I tre måneder var vi ugentligt i kontakt med hinanden. Hun havde lagt det over til Gud at sørge for pengene. Det var herligt at få lov at stå sammen med hende i tro for de penge og til sidst høre hendes vidnesbyrd om, hvordan pengene kom ind lige til tiden, fortæller Kristian Sloth fra Campingformidling.dk. Han hjælper folk enten med at finde en vogn, de har råd til, eller ved at bruge noget af overskuddet til gratis udlejninger for folk, der ingen penge har.