Præst med Alzheimer

De fleste kender nogen, der er demente, og mange kender nogen, der lider af Alzheimer – men de færreste ved, hvad der egentlig sker og slet ikke, hvordan den ramte oplever det, der sker. Det foreligger der nu en meget spændende bog om.Det er Agneta Ingeberg, som fortæller om sit liv med Alzheimers sygdom. Agneta har været præst i den svenske kirke i mange år – og var meget glad for sit arbejde. Men hun måtte lade sig sygemelde, fordi hun oplevede, at hukommelsen svigtede, at hun blev rodet ind i mange ting, at hun på prædikestolen pludselig ikke kunne huske ting, der var gængs for hende. Hun regnede med, at det var stress – men en lang række undersøgelser konstaterede, at hun led af Alzheimer i et meget tidligt stadium. Hun vidste derfor, hvad fremtiden ville bringe.
Agneta Ingeberg har sat sig for, at så længe hun kan, vil hun fortælle om sin sygdom, være med til at fjerne skammen omkring sygdomme i hjernen. Hun siger:  „Jeg har Alzheimer, og det er ikke mere flovt at være dement end at blive ramt af en hvilken som helst anden uhelbredelig sygdom.“ Men hun synes, det er meget trættende at lide af „de pårørendes sygdom“, som mange kalder sygdommen, fordi de fleste med Alzheimer ikke længere ved, hvad der foregår omkring dem – tror man. „Lad mig dog få lov til selv at være syg“, siger Agneta undertiden, fordi sygdommen af mange opfattes som „de pårørendes sygdom“.
Hun har valgt at fortælle sin historie for at vise, at det kan lade sig gøre at leve et ganske godt liv, hvis man får diagnosen på et tidligt tidspunkt. De fleste ved, hvordan Alzheimer udvikler sig og kender sygdommen i dens sene stadier, „men“, siger Agneta Ingeberg, „at vi er mange, som kan fungere med sygdommen i vor hverdag, er ikke lige så velkendt. Min viden om sygdommen får mig til virkelig at tage vare på dagene.“

 
Agneta Ingeberg kan ikke selv skrive mere. Derfor har hun fortalt sin historie til en af sine meget gode veninder, der har lyttet og skrevet, så beretningen nu kan læses. Nu findes altså den bog, som Agneta ledte efter, da hun selv blev syg. Hun håber, at den kan blive til glæde for andre.
Vi følger Agneta Ingeberg omkring den tid, hun blev syg, og i årene derefter, følger sygdommens udvikling og de mange tanker, hun gør sig – ikke mindst om fremtiden. Skal min mand og jeg flytte i beskyttet bolig allerede nu, så vi selv er med til at tage beslutningen om flytningen? Kan man få udarbejdet et plejetestamente, der giver udtryk for, hvordan jeg ønsker at bo og blive plejet, når jeg ikke længere selv er i stand til at tage beslutninger?
Det værste er at opleve, „at jeg ikke længere er mig“, siger hun. „At slippe alt og ikke længere være mig, at lægge alt bag sig, vækker stærke følelser, som får én til at tænke på døden.“ Hun tænker ikke på døden som noget skræmmende, for det er jo indgangen til evigheden, men det er den sidste tid med Alzheimer før døden, der skræmmer hende.
Men det er ikke hovedbudskabet i bogen. Budskabet er i højere grad, at „når hukommelsen svigter, finder livet vej på ny“. Trods det meget alvorlige emne er det en lys bog, en bog, der viser, at man kan have meget godt ud af livet endnu, hvis diagnosen stilles i et tidligt stadium.
Bogen er velfortalt og fortjener at blive læst af mange. 

Birgitta Andersson
fortalt af Agneta Ingeberg:
Når hukommelsen svigter, finder livet vej på ny.
104 sider
158 kr.
Unitas