Kirkedage
Troen på Gud
kan se forskellig ud
Folketingets formand og én af dansk skuespils største profiler talte frit fra leveren om deres vidt forskellige oplevelser med kristendommen.Trods vidt forskellig opvækst har Folketingets formand Christian Mejdahl og skuespilleren Sofie Gråbøl noget til fælles, nemlig troen på Gud.
Men også i det spørgsmål kom forskellene tydeligt til udtryk, da de to mødtes på Danske Kirkedage til en personlig og hjertevarm samtale om troens erfaringer.
Opvokset i en præstegård på Færøerne har Mejdahl fået den kristne tro, bøn og bibellæsning ind med modermælken.
– Kirkegang og møder i missionshuset var en fast del af hverdagen i mit barndomshjem, så jeg har formentlig mødt kristendommen længe før, jeg selv var bevidst om det, forklarer han på smittende himmerlandsk.
opfindelse
– Som barn gik jeg i søndagsskole, og skolernes kristendomsundervisning var dengang ikke renset for forkyndelse, så da troen betød noget for læreren, smittede det af på eleverne. For mig var kristendommen noget naturligt i hverdagen, og det har jeg aldrig gjort oprør mod, fortæller han, mens Sofie Gråbøl har svært ved at holde smilet tilbage.
– Min storebror gik også i søndagsskole, men det var den proletariske, hvor børnene ret ekstremt blev trænet til at være revolutionshelte. I mit barndomshjem var Gud noget, kapitalisterne havde skabt, så de kunne undertrykke bønderne.
Tilfældigvis gik Sofie Gråbøl nogle år på en kristen privatskole, hvor der blev bedt Fadervor ved morgensangen.
– Jeg anede ikke, hvad der foregik, og ingen forklarede mig det. Men langsomt fandt jeg ud af, at det var et sprog for noget, jeg havde dybt i mig. Mine forældre havde et nærmest religiøst forhold til politiske idealer, og når min mor sang godnat-sang for mig, var det oftest visen om Jens Vejmand, fortæller hun og trækker brede smil fra de over 1000 tilhørere i hallen.
– I mine forældres solidaritet med samfundets svageste var der flere fællesnævnere med kristendommen, men jeg havde ikke haft noget religiøst sprog for det, så jeg begyndte at bede aftenbøn for mig selv.
Også for Christian Mejdahl spiller bønnen en væsentlig rolle, og han slutter næsten altid med Fadervor, når han folder hænderne, for det er den bøn, som Jesus lærte sine disciple, og den omfatter ligesom det hele, forklarer han fra scenen.
Sofie Gråbøl gik kun få år på den kristne skole, og i teenageårene mente hun, at kristne var lallende naive. Hun var ikke døbt som barn og overvejede derfor heller ikke at blive konfirmeret. Men som 18-årig indtraf en mindre identitetskrise. Hun var trist og anede ikke, hvad hun ville med sit liv. Midt i de følelser blev Fadervor en sen aften hentet frem fra hukommelsen igen.
– Da fik jeg en oplevelse af et kristent møde, der rystede mig. Jeg følte, at en dør blev smækket op i hovedet på mig, og at jeg ikke havde andet valg end at gå ind ad den. Jeg følte mig så fyldt af et eller andet, så jeg måtte forfølge det. Det var ikke mig, der valgte kristendommen, men den, der valgte mig, understreger hun.
Hun kunne ikke få sig selv til at opsøge en præst eller en anden kristen, så hun tog mod til sig og købte en stak bøger i en kristen boghandel for at sætte sig ind i, hvad det hele gik ud på.
– Længe var jeg meget blufærdig omkring det. Jeg syntes, det var pinligt.
For Christian Mejdahl har troen stort set aldrig været pinlig.
– Der, hvor jeg kom fra, var der tradition for, at man spurgte uden for kirken: Har du din sag med Jesus i orden? Det synes jeg var pinligt, for jeg havde svært ved at svare på spørgsmålet og synes også, at det var at gå for tæt på, forklarer han.
– Men ellers har det aldrig været pinligt. Da jeg begyndte i politik for 37 år siden, kunne det være svært at få en snak i gang om kristendommen. Det er meget nemmere i dag, siger han og nævner den trekantede nål fra den kristne Ys Men-bevægelse, som han altid bærer i knaphullet.
– Gud, er det sådan noget. Jeg troede, det var noget glatbane-et-eller-andet, udbryder Gråbøl. Og Mejdahl er hurtig på aftrækkeren: Der er da også nogle, der spørger, hvorfor jeg går rundt med sådan en advarselstrekant. Latteren breder sig i den store hal.
Sofie Gråbøl lægger ikke skjul på, at hun ofte er misundelig på Mejdahl og andre, der har været kristne fra barnsben.
– Jeg har haft svært ved at sige rigtig ja og rigtigt nej, fordi jeg ikke var klar til at købe hele pakken, Jeg har altid haft lyst til at sample og gør det stadig. Det føles bare ikke rigtigt, for når man gør noget halvt, så gør man det i virkeligheden slet ikke, siger hun.
For et par år siden blev Sofie Gråbøl døbt, fordi hun havde lovet at være gudmor ved en barnedåb. Men hendes egne børn er ikke døbt, og hun mener stadig, at det er bedst at lade dem vælge selv.
Inden hun når at begrunde yderligere afbryder Folketingets formand.
– Tillykke med, at du er blevet døbt! I dag er der så mange varer på hylderne hos den religiøse marskandiser, at det er meget stort, når nogle vælger kristendommen.
Men for Sofie Gråbøl er kristendommen ikke en endegyldig sandhed. For hende blev den kristne tro vejen til Gud, men hun tror også, at man kan finde vejen til Gud gennem andre religioner.
– Jeg tror, der er forskellige døre ind til Gud. Den kristne dør gik bare lettere op for mig. Jeg vil ikke udelukke andre muligheder, fastslår hun og tydeliggør dermed endnu en forskel på hende og Mejdahl, der griber mikrofonen igen.
– Jeg vil bare sige, at for mig er alle religioner ikke lige. For mig er der ikke andre veje til Gud end kristendommen. Jesus sagde jo selv: Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Trods uenighederne kunne de to efterfølgende give hinanden et varmt knus, mens tilhørerne stående takkede for samtalen med taktfaste klapsalver.
