Mission og Nødhjælp
Udfordringer til mission i dag

Af Knud Jørgensen,
direktør for AreopagosVender dette kort ikke på hovedet? Skal nord ikke være øverst og syd nederst? Og Skandinavien skal vel være i midten?Jo, for en skandinav vender kortet den gale vej, men ikke for en australier – eller i det hele taget for alle dem, som hører til i ”det globale Syd” – denne betegnelse signaliserer, at syd også findes i nord (slum), og nord findes i syd (rige lande og rige magthavere). Hvilke faktorer har så bidraget til at vende kortet på hovedet?

Knud Jørgensen

Globaliseringen med dens blanding af potentiale og trusler. Den gør nogle til vindere og andre til tabere. Globalisering fremskynder samkvem mellem folk, kulturer, regeringer og transnationale selskaber. Den indebærer en forstærket strøm af ideer, materielle goder, symboler og magt i mange retninger, skabt af internettet og andre kommunikationsteknologier og af rejse.
Globalisering forandrer radikalt de sammenhænge, hvor vi arbejder, den måde, folk og kulturer opfatter hverandre på, og de medier og midler, vi gør brug af. Vi bør ikke overse, hvilken virkning globalisering har på os selv som formidlere af evangeliet. Konkret giver globaliseringen sig udtryk i form av migration, flyrejser, internet og et såkaldt frit marked. Globalisering og migration er gudgivne fænomener og ikke kun resultater af Babels forvirring. På den anden side ligger der i globaliseringen en kæmpefristelse for menneskelig selvoptagethed og store muligheder for magter og myndigheder.

Den postmoderne virkelighed, som den opleves i Nord, indebærer, at vi er i ukendt land, en verden, som ingen har boet i før. Denne mangfoldige virkelighed øver pres på kirke og kristendom. Under dette pres gror længselen efter transcendens, efter betydning og mening og efter fællesskab. Hvordan skal mission forholde sig til disse udfordringer?

Demografiske ændringer i form af befolkningstilvækst fra 1.4 milliarder til 6.2 milliarder i løbet af det 20. århundrede.
4.6 milliarder bebor de mindst udviklede regioner; 98 % af befolkningstilvæksten finder sted her. Dertil kommer en voldsom migration: 175 mill. bor i andre lande, end hvor de blev født. Over 90 % er økonomiske immigranter. 10 % af befolkningen i rige lande er immigranter. I Kina er 400 mill. på vej fra landsby til by, og 55 mill. kinesere bor uden for Kina. Kristentroens vækst og spredning i de første århundreder skyldtes migration. Det samme gælder perioden 1815-1915 – eller islams vækst og udbredelse fra 750 til 1750. Vor tids migrationsbevægelser er en central del af en global forandring, som vil have en dramatisk indvirkning på verdensreligionernes geografiske og demografiske omrids. Dette vil give sig udslag i form af proselytering og missionerende udbredelse. Også kristentroen har altid været en migrationsreligion – på vej over grænserne.

Vi oplever det, nogen kalder ”a religion quake”, et religiøst jordskælv, hvor vi bevæger os fra verdensreligioner til mange slags spiritualitet. Religionernes og religiøsitetens konkurrence på det globale religiøse supermarked indebærer også, at de tilpasser sig markedet og bliver mere forbrugervenlige. Resultatet er en pluralistisk tænkning, som fejrer den religiøse mangefold som noget godt og sundt, og som er dybt mistænksom over for alle forsøg på at fremstille en tro eller tradition som normativ for andre eller alle. På den måde bliver kristentro én blandt mange veje. Samtidig bliver hinduisme, islam og buddhisme mere og mere militante og evangeliserende, både ”hjemme” og i Vesten. Væksten i nyåndelighed (new religious movements) kom som en overraskelse for sekular-teologien. Verden er i dag ”massively religious”. Dette er et resultat af globalisering, synkretisme, konsumerisme og individualisme.
Ekspert i religionsstatistik David Barrett siger: ”Det vigtigste, vi har lært, er den enorme religiøse forandring, som foregår verden over. Den er massiv, kompleks og sker hele tiden. Vi har identificeret 9900 adskilte religioner i verden, med en daglig tilvækst på to til tre religioner”.
Dette understreger et skrigende behov for at tænke religionsteologi: Hvad betyder det, at Jesus er vejen, sandheten og livet for mission i dag? Parallelt er der et lignende behov for at tænke kontekstualisering.

Den moderne missionsepoke er forbi: I denne epoke var Vesten udgangspunkt for sendelse. I stedet oplever vi nu en bevægelse fra ”kristenheden” (kristendom) til global kristentro. Man kan tale om tre store forandringer i kristentroens geografi:
– I de første tusinde år lå troens centrum i Det Østromerske Rige.
– I det næste årtusinde lå centrum i Vesten.
– I det tredje årtusinde vil centrum være at finde i det globale Syd.
Det indebærer, at kristentroen ved indgangen til det tredje årtusinde er en ikke-vestlig religion. I løbet af det sidste ti-år i det 20. århundrede voksede den kristne bevægelse med næsten 17 mill. om året samtidig med, at tyngdepunktet flyttede sig til det globale Syd. Antal kristne i Syd udgjorde år 1900 16 %, men 60 % i år 2000.

Den nye postmoderne periode vil blive formet af de nye kirkers tro og vitalitet.
Men missionens tid er ikke forbi: Det vil altid høre til kristentroens væsen at være på vej over grænserne.
Fornyelse vokser ud af en vision af Jesus Kristus som frelser og herre. I hele kirkens historie har der været en nær forbindelse mellem Jesus-vækkelse og mission. En fornyet kirke vidner om, hvad den har set og hørt. Fremtidens kirke vil de fleste steder være en minoritetskirke. Den største integritet og vitalitet findes i de kirker, som har oplevet martyriet.

Amerikaneren Philip Jenkins hævder, at vi står midt i en ny epokegørende reformation, ikke kun for katolikker, men for hele den kristne verden.
Kristendommen vokser og oplever mutationer, som de fleste i Vesten ikke er opmærksomme på. Vore medier er fyldt med nyheder om den vrede islam; det er imidlertid ikke islam, men kristentroen, som vil sætte de dybeste spor i det 21. århundrede – på grund av sin vitalitet, sin globale udstrækning, sin placering i verdens hurtigst voksende samfund, det faktum, at dens tyngdepunkt skifter, og på grund af dens evne til at blive kød og blod i mange sammenhænge. Det 21. århundrede vil af fremtidige historikere blive betragtet som det århundrede, hvor religion på godt og ondt igen erstatter ideologien som hovedfaktoren i samfundsudviklingen.

Den næste kristenhed vil altså geografisk være at finde i syd og øst, og den næste kristenhed vil derfor være meget anderledes end vor nuværende vestlige. Den vil være mere evangelikal, mere bibel-orienteret og mere pentekostal/karismatisk.
Den afrikanske teolog Kwame Bediako fra Ghana siger: Afrikansk kristendom kan komme til ”at redde vore hukommelser ved at genopdage den oprindelige kristne bevidsthed”. Bediako ser afrikansk kristendom som en genopdagelse af bibelsk kristendom i en afrikansk kontekst, hvor ikke mindst erfaringen af det trancendente midt i verden er et af kendetegnene: Gud lever og virker og græder og danser midt i verden.

Missionshistoriens store og mindre tildragelser var også tænkt at skulle være en skolemester, som kunne lede os til en dybere kundskab om Guds nåde i Jesus Kristus. Denne proces fortsætter – således at hvor evangeliet krydser kulturelle grænser, er der stor mulighed for, at nye dimensioner åbenbares; når evangeliet bliver kød og blod i nye sammenhænge, medvirker disse nye sammenhænge til, at nye, hidtil oversete sider af evangeliet kommer for dagen. Således udvider tværkulturel mission vort perspektiv.

”Rejs til Roma og Athen og studér fortidens kirke; rejs til Kuala Lumpur og Addis Abeba og studér fremtidens kirke – på godt og ondt! Der er nemlig ingen grund til at idyllisere eller idealisere nogen kirke eller menighed. Men lære af dem og lade sig inspirere af dem kan vi lige så godt ”(Tormod Engelsviken 2003).