Serie: Det nye Kina (2):
Det nye Kina
Præst og forfatter Hans P. Pedersen har netop besøgt det nye Kina og skriver her den anden af tre kronikker om sine indtryk.Siden formand Mao Zedong fra toppen af Den Himmelske Freds Port den 1. oktober 1949 proklamerede Folkerepublikken Kina, er der sket store forandringer og markante fremskridt i Riget i Midten.
Når Kina vågner, vil verden skælve, skal kejser Napoleon have sagt. Kina er vågnet. 1300 millioner kinesere er i færd med at realisere deres forbrugsdrømme. De arbejder hårdt og målrettet for at placere Kina som en politisk og økonomisk stormagt på verdenskortet.
Den kinesiske kulturs storhed gik først for alvor i forfald, da briterne i 1800-tallet solgte kineserne en opiumsrus og tog betaling i te, silke, porcelæn og guld. I begyndelsen af 1900-tallet var Kina et hjælpeløst land, slået til jorden af den vesterlandske imperialisme og med manglende evne til at møde en ny tids krav.
Men dette gamle Kina, der oplevede det blodigste århundrede i sin historie fra omkring 1850 til 1949, er ikke mere. Det nye Kina, som er skabt af formand Mao og hans efterfølgere, kendetegnes af store og betydelige forbedringer. Folk, som nu kommer tilbage fra et besøg i landet, taler omtrent, som man gjorde på venezianeren Marco Polos tid, da han som den første europæiske turist for godt 700 år siden vendte hjem fra en rejse til det isolerede Kina og fortalte de mest opsigtsvækkende historier om det dynamiske og progressive Kina, der havde udviklet sig mirakuløst under slagordet: Tjen folket!
Det nye Kina forandrer sig med rasende fart og er som en jumbojet, der har drønet ud ad landingsbanen med stadig højere hastighed i 1990erne, og nu er lettet med kurs mod skyerne. Der er tilsyneladende intet, der kan forhindre Kina i at blive det 21. århundredes supermagt.
Målt efter købekraft er Kina nu den næststørste økonomi i verden kun overgået af USA. Kina har ganske langsomt overtaget Japans rolle som det økonomiske lokomotiv i Asien. Fortsætter udviklingen i samme tempo, vil Kinas samlede produktion overhale USAs inden for en overskuelig fremtid.
I det nye Kina, verdens folkerigeste land, er der stadig større kontraster mellem svimlende rige og håbløst fattige, mellem storbyernes science fiction skyskraber-landskaber og slumkvarterer, mellem de moderne storbyer og de primitive landbrugsområder. Snart vil otte af de ti højeste skyskrabere stå på kinesisk jord.
Det skal kunne ses, at det kører for Riget i Midten. Ved De olympiske lege, der åbnes i Beijing den 8. august 2008 vil kineserne sætte alle sejl til for at imponere verden, rådgivet af den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg.
I modsætning til tidligere reformbevægelser i Kina, er det lykkedes Mao og hans efterfølgere at skabe et Kina, der har genvundet dets tidligere storhed. Ydmygelserne under udenlandsk herredømme er forbi.
Men forud for det nye Kinas genskabelse gik der 22 års borgerkrig (1927-49), kun afbrudt af få års problematisk borgerfred under krigen mod japanerne, der indledte storkrig mod Kina. I disse år flød der meget blod, landet lå blødende og ødelagt ligesom der også kom til at flyde meget blod ved og efter kommunisternes magtovertagelse. En revolution er ikke noget middagsselskab! sagde Mao, som kineserne tilsyneladende har tilgivet den katastrofale politik: Det Store Spring Fremad og den fejlslagne Kulturrevolution.
Deng Xiaoping (1904-1997), der blev Kinas reelle leder i 1978, var indtil sin død arkitekten bag en ny politik, der gav store forandringer i 1980ernes Kina. Deng stod for moderniseringen og åbningen af Kina til omverdenen Den Åbne Dørs Politik. Hans fokus på afkollektiviseringen af landbruget, tilpasningen af den statsstyrede industri til markedsøkonomi og opmuntringen af iværksættere var et fundamentalt brud med Maos planøkonomi, kollektiviseringer og lighedsprincipper. Socialisme er ikke fattigdom. Det er glorværdigt at blive rig, sagde Deng Xiaoping, der dog stædigt fastholdt kommunistpartiets monopol på den politiske magt.
Næsten alle kinesere er buddhister og/eller daoister. To-tre procent er muslimer og officielt er kun cirka én procent kristne. Sammenlignet med Europa har Kina altid haft et mere afslappet forhold til religion og en langt større tolerance over for nye religioner. Det er kun undtagelsesvis, at det har udviklet sig til religionskrige.
Under det kommunistiske styre har der dog været perioder med voldsom undertrykkelse af religiøse aktiviteter først og fremmest under Kulturrevolutionen i 1966-76.
Vil vi forstå Mao og hans efterfølgeres forhold til religionen må vi tilbage til Karl Marx. For Marx er religionen den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjerterørelser og åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium!
Under Kulturrevolutionen tilsidesatte rødgardisterne, der ville omforme Maos ord til handling, ethvert hensyn til den kinesiske grundlovs religionsfrihedsartikel. Religionen var jo opium for folket og en af de gamle ideer, som skulle tilintetgøres. At det efter kommunistisk opfattelse skulle ske ved overtalelse og ikke vold, glemte de, og derfor blev religionen forfulgt. Utallige religiøse templer, klostre og kirker blev lukket, sekulariseret eller ødelagt. Utallige kristne mistede livet for deres tros skyld. Således blev Kulturrevolutionen en af historiens største kristenforfølgelser, hvor kristne i massevis blev fængslet, tortureret, mishandlet fysisk og psykisk, blev pint til døde eller direkte myrdet.
Nu godt 30 år efter Maos død har menneskerettighederne det stadig alt andet end godt i Kina med vilkårlige henrettelser af systemkritikere og formodede forbrydere, selv om templer, klostre og kirker igen er blevet genopbygget og åbnet, og magthavernes faste greb om det religiøse liv er blevet slækket.
Myndighederne iværksætter dog stadig ransagninger og razziaer i varierende omfang og intensitet mod bl.a. kirker og kristne i Kinas forskellige provinser.
er begejstrede
Det er på mange måder nye tider i Kina, og de kinesiske kunstnere eksperimenterer mere end nogensinde tidligere i kinesisk billedkunsts lange historie. Motiverne, der ofte sætter fokus på mennesket i Kinas hastige forvandling, er dristigere og mere samfundskritiske end tidligere, og kunstværkerne sælges til et stadigt voksende købedygtigt publikum. Mange storbyer som f.eks. Beijing, Shanghai og Kunming har nu kvarterer fyldt med gallerier f.eks. i gamle nedlagte fabrikshaller med arbejdende kunstnere.
På trods af Kinas enorme materielle fremskridt, er det langt fra alle kinesere, der er udelt begejstrede for den eksplosive økonomiske udvikling og vækst. Jeg talte med to fremtrædende kinesiske kunstnere, Mao Xuhui og Tang Zhigang, om Kinas fremtid.
Kunstprofessor Mao Xuhui på Yunnan University i Kunming siger: Samfundet udvikler sig i rasende fart, men jeg er bekymret, og når jeg tænker på, hvor udviklingen i Kina fører os hen, bliver mine tanker kaotiske.
Kunstner og systemkritiker Tang Zhigang, siger: Jeg er bekymret for Kinas fremtid. Materialismen og økonomien vokser alt for hurtigt i forhold til kulturen. Et stort rige bør have en stor kultur, som går hånd i hånd med den øvrige udvikling. Vi er i dag historieløse i Kina, og det er ikke godt for en nation, og jeg er meget bekymret for fremtiden, for materielle fremskridt gør det ikke alene.
Mange kinesiske kristne står også tvivlende over for de kinesiske magthaveres optimistiske fremskridtstro, over for deres håb om med kommunistisk ideologi og egne kræfter at kunne bygge et lykkeland og paradis på Kinas sletter og bjerge. De mener, at den tro og det håb en skønne dag vil forbløde på virkelighedens hårde kendsgerninger. Det er ikke let at skabe et nyt menneske, for ikke at sige umuligt, når basis er materie og ikke ånd.
