Etta Cameron vil formidle pinsen gennem gospel

Den kendte gospelsangerinde skriver prædiken om
pinsens mirakel til Kristeligt PressebureauDe bange disciple, der gemte sig, da Jesus blev henrettet, havde jo set Jesus igen i levende live, men så måtte de atter engang sige farvel til ham ved himmelfarten.
Nu var de alene igen, men på den dag, vi nu kalder pinse, får de som ved et mirakel livsmodet igen, og pludselig kan de tale til mennesker, som har helt andre sprog.
Når ‘The Voices of Joy’, mine musikere og jeg, stemmer i med den første sang, sker der på en måde det samme.
Dengang førte fiskeren Peter ordet, så folk med modersmål fra fjerne lande, som var i Jerusalem, forstod ham.
Nu er det så mig, en pige fra Bahama-øerne, der voksede op som 11-årig i USA og ved min mors død fik ansvar for mine fem små søskende, som synger for jer her i mit andet hjemland.
Men i begge tilfælde er det Guds hellige ånd, der binder os sammen og får os til at forstå den Jesus, som er midtpunktet. Og Helligånden er en vældig kraft.

I min barndom var jeg flittig kirkegænger – flere gange om ugen – i den ‘pinsekristne’ tradition, der er meget mere livlig end den lutherske kristendom i folkekirken.
Der var masser af tungetale, profetier og folk, hvis bøn nærmest bragte dem i trance.
Men min stærkeste oplevelse af Helligånden fik jeg lige før min 15 års fødselsdag, da jeg blev døbt – i havet, efter mit eget ønske.
Det var voldsomt, og jeg kan næsten ikke beskrive det, men jeg følte mig så tæt på Gud og var helt overvældet af Hans kraft.
Sådan et møde med Gud vil jeg gerne hjælpe de mennesker til, som vi synger for. Det kan ske hvor som helst, men det hører mest hjemme i en kirke. Derfor stod jeg også fast, da man for over 30 år siden godt ville have mig til at synge gospel på de steder, hvor der ellers blev afholdt koncerter. Jeg sagde nej tak – det skulle være i en kirke. Og det tog tid, men jeg fik mit ønske opfyldt.

Jeg husker tydeligt, hvordan en venlig kordegn kom hen til mig, inden vi skulle synge i Holmens Kirke: Han ville forklare, at i en luthersk kirke er det ikke passende at komme med bifald, og han syntes, at det ville være synd for mig at tro, at når ingen klappede, var det nok, fordi man ikke kunne lide musikken.
Jeg takkede ham for hans advarsel, men blev naturligvis mere end lykkelig, da han ikke fik ret: Efter det første par numre nøjedes folk ikke med at klappe – de stod op og gjorde det, og under resten af koncerten kunne jeg høre deres skosåler på gulvet, når deres fødder fulgte vores rytme.

For mig er det en gudstjeneste at synge. Men den betegnelse duer ikke som trækplaster, så derfor kalder vi det altså en koncert.
Men før vi begynder, tager koret og jeg hinanden i hænderne i en stor rundkreds og beder sammen om, at det samme nu må ske som på pinsedagen: At Guds ånd må være i det, vi gør, og at vi må være forenet i kærlighed.
Og så er vi jo så heldige, at det er endnu lettere at formidle Guds kærlighed i sang end i tale – vi når ud til mennesker, som måske ikke ville have lyttet, hvis ikke versene og musikken havde banet vejen.

Det er skønt at blive taget imod med så stor venlighed, som folk viser mig.
Folk stopper mig på gaden og taler til mig som til en gammel ven, og det er sket særlig tit, siden jeg fik plads i juryen i ‘Scenen er din’, og folk har snakket om mine ‘store femtaller’.
Men det betyder mest for mig, om vi gennem gospelkoncerterne når ud til mennesker med håbet og kærligheden. Får bare én noget af det med hjem, har koret og jeg fået det, som vi bad om.
Så giver vi Helligånden æren for at skabe det fællesskab, som spreder det, Paulus kalder ‘åndens frugt’: »… kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.«

Glædelig pinse!