Ole graver er kirkens vindue

Nu har han været ansat i og udenfor Guds hus i 25 år og haft et utal af samtaler med mennesker på kirkegården. Selv psykoterapeuter har henvist mennesker til ham. Ole Jørgensen ser det ikke bare som et arbejde at være kirketjener og graver på kirkegården.Jeg går hen over Viuf kirkegård nord for Kolding. Gruset knaser, og helt ude ved diget står graver Ole Jørgensen og arbejder med sine haveredskaber. På søndag har han gjort det i 25 år, kun afbrudt af to år som pedel på en folkeskole.
– Det er verdens bedste job jeg har! For jeg får lov til at være kirkens vindue udadtil.Jeg er privilegeret, at jeg kan være med til at vise, at kirken lever stadigvæk, fortæller Ole Jørgensen, da vi er gået gennem maskingården med alle redskaberne og får sat os i hans kontor.
Ole kommer i kontakt med utroligt mange mennesker ved at være synlig på kirkegården hver dag.
– Jeg tror, mange gravere har været med til at redde mange liv. For vi er ofte lettere at finde end præsten, og det er mere uformelt at komme i kontakt med os.
– Nogle gange oplever jeg folk gå rundt på kirkegården længe og kredse omkring mig. Og pludselig er de der og har brug for at snakke. Og så går vi ind til kaffekanden, hvor Gideonitternes lille bibel altid ligger på mit bord, fortælle den 53-årige graver, der anslår, at 15-25 % af hans tid førhen gik med at tale med folk. I dag er det noget anderledes.

– Når jeg gik sammen med min far på kirkegården, sagde jeg altid: ”Jeg vil også være graver”. Jeg nød at gå og kigge på de små skriftsteder, fortæller Ole Jørgensen. Oprindeligt er han født ind i tekstilbrancen i Ikast og har som helt ung været i to virksomheder. Men energikrisen gav rigtig mange fyringer i området, og Ole skiftede stoffet ud med træ på byens trælasthandel, men startede i januar 1980 på Ejstrupholm kirkegård som tredje generation i graverjobbet. I 2015 har familien 100 års ”graver-jubilæum”.
– En dag kom jeg ”tilfældigt” op i kirken, hvor der sad en mand på forreste række og forsøgte at finde fred. Han orkede ikke at leve mere, fortæller Ole, der spurgte manden om, hvorfor livet ikke var værd at leve. Efter en god snak fortsatte manden sit liv.

– Jeg har været privilegeret ved at have et job, hvor der var tid til at snakke og bede med folk. Mange gange har jeg stået med en stille bøn: Gud, giv mig det jeg skal bruge til dem.
Da jeg blev ansat i Ejstrupholm, sagde min menighedsrådsformand til mig: ”Ole, det vigtigste for dig er, at du har tid til at snakke med folk og lytte til dem”. I dag regner man ikke det med i opmålingen af arbejdstiden, siger Ole tørt.
– Jeg behøver faktisk ikke kommentere ret meget, men bare høre på det, folk siger. Jeg stiller aldrig spørgsmålstegn ved folks oplevelser, men tror på hvad de siger, selvom det er nok så vildt, siger Ole og løfter øjenbrynene, medens han bakker på piben.

– Lige da jeg blev ansat, havde jeg mange begravelser. En ung mand havde lige været i kirke. Og da han går ud af kirken siger han til sin kone: ”Den dag, jeg dør, skal jeg begraves her”. Dagen efter kørte han sig selv ihjel! Lev ungt – dø stærkt, sagde de i sognet, fordi der var for mange unge, der kørte sig selv ihjel på motorcykel.
Ole glemmer aldrig, da han som nyansat blev bedt om at bede en bøn sammen med en enkemand og hans børn.
– Han kendte mig ikke og havde alligevel tillid til mig.
I dag taler vi slet ikke om graverens kald. Jeg har et kald til mit arbejde, ligesom præsten.
En dreng på 9-10 år blev kørt ihjel. Ole vidste, faderen ville komme næste morgen og snakke. Ganske rigtigt. Han stod der kl. 7!
– Som graver står man midt i brændpunktet hele tiden. Jeg kan ikke gå over på det andet fortov, når der kommer nogen, der f.eks. har mistet et barn. Jeg har sat alt for mange spædbørn ned på kirkegården, og hvis det bliver ved, så holder jeg. Det er så barsk, fortæller Ole alvorligt. Han og hans kone gennem 33 år, pædagogen Elly, har selv 4 børn og børnebørnene Magnus og Amalie.

Elly og Ole har altid haft et stort hjerte for at hjælpe mennesker, siden de mødte hinanden i landets største ungdomskreds i Blå Kors i Ikast og blev gift i 1974. De har altid haft børn fra belastede familier til at komme i deres hjem og har sågar haft dem med på ferie. I dag er de plejeforældre for to teenagere, hvoraf den ene bor der fast.
– Det er et hårdt job 24 timer i døgnet, og vi har også mistet et tidligere plejebarn pga. selvmord.
Ole var også med til at starte den lokale telefonandagt i Ejstrupholm.
– Vi spillede andagterne ind i arbejdstiden, for som præsten sagde ”Det er jo kirkeligt arbejde”. Andagterne var indtalt af lokale og havde mellem 15 og 20.000 opkald om året.
– Senere startede besøgstjeneste og videotjeneste af gudstjenesten. Ole begyndte at køre rundt med kirkens to videomaskiner til de ældres hjem og satte det op, så de kunne høre gudstjenesten hjemme i stuen.
Her kom han i kontakt med en hjemmehjælper, der fortalte, at der var en kræftsyg ældre dame, der gerne ville have besøg.
– Vi kendte hende ikke fra kirken, men da jeg tog derover, lå der en totalt slidt bog på bordet. Hun sagde: ”Ole, det her er det vigtigste for mig i livet!”. Det var hendes bibel!
Måske mener vi, de troende sidder på kirkebænken. Her var et menneske, der var meget dybere inde i sin bibel end mange af ”kirkens folk”, fortæller den aktive graver, der ynder altid at være med, hvor det sker.
Sammen med sin svoger og sine brødre lavede han store ungdomsmøder med Johnny Noer og Johannes Facius.

– En god begravelse er et menneske, der har udtjent sin værnepligt som troende, som bare venter på at få fred. F.eks. da min far døde, fortæller Ole. Det var selvfølgelig en sorg, men også en glædesfest, fordi han var klar til at komme hjem til Gud.
– Nogle gange er døden meningsløs. Der er ting, vi ikke får svar på. Det er i orden at spørge Gud: hvorfor lod du det ske? Vi undgår ikke smerte, siger graveren og tænker tilbage på sit livs mange slag. Han har selv været nede med stress og arbejder stadig på at komme helt op. Han har fundet og bearbejdet roden til, at han gik ned.
– Det er snart 9 år siden, og jeg kommer nok aldrig helt op igen. Men Gud kan bruge mig på en anden måde, siger han. Nu er det Ole, de kristne psykoterapeuter henviser til.

Allerede i 1985 blev Ole aktiv i Kristelig Fagbevægelse. Det blev til 20 fantastiske år i 3 forskellige bestyrelser – også i hovedbestyrelsen.
– Da jeg var formand i lokalbestyrelsen, kom der en ny kvinde med. Hun blev også bedt om at holde andagt, sagde tak og fortalte, at hun havde oplevet, at fællesskabet i bestyrelsen gav hende mod på at støve sin bibel af igen. Hun havde været kristen engang, men ville i gang igen, smiler Ole lunt. Det er det, han lever for.
– I fagforeningen ringede vi sammen og delte problemer og åndelige udfordringer.Netop vores stærke åndelige fællesskab gav os enhed. Det gav rygvind og styrke, så det virkelig kørte. Måske gjorde den kristne enhed, at alle de kurser, vi arrangerede var overbookede, slutter han.