Han elsker at tale med børn om deres tro

Pionéren i Evangelisk Børnemission fylder 60 år. Han slapper af med at bygge sommerhuse.- Vi vil gerne hjælpe kirkerne med deres børnearbejde, men det er de kirkefremmede børn – på gaden – , vi først og fremmest ønsker at hjælpe.Det siger Kresten Jensen, som i en menneskealder har stået for Evangelisk Børnemission i Danmark.
– Vi bruger i princippet kun 20 pct. på at hjælpe kirkernes eget børnearbejde, mens vi bruger 80 pct. på at nå ud til de kirkefremmede. Det er dér, vores fokus ligger. Og vores materiale tager sigte på dem.

60 år og ungdommelig

Kresten Jensen fylder 60 år den 15. juli. Men de mange børn, han omgås, må åbenbart holde ham ung. For han er fortsat en meget ungdommelig leder med mange idéer og initiativer.
– Jeg tester mig selv hvert år, når jeg skal forsøge at holde opmærksomheden fanget fra 60 børn i et telt. Så længe jeg kan det, så er det ikke helt galt med mig, svarer han på spørgsmålet om efterløn.
Han lægger ikke skjul på, at dét, der driver ham, er den personlige kontakt med kirkefremmede børn og den udfordring, det er, at svare på deres naturlige spørgsmål om Gud og Jesus.

Også et kald

– Jeg er hele tiden på udkig efter nogen, som kan overtage min rolle, og jeg har da også haft kig på nogen, som så er smuttet til andre opgaver.
Men det er heller ikke hvem som helst, der kan gå ind i et kristent arbejde som Evangelisk Børnemission. Han eller hun må være indstillet på at ofre noget. Det er et kald, fastslår Kresten Jensen.
Han har til 1. februar selv været med i EB i 32 år! Heraf de sidste 20 som leder.
Det har været år, hvor man hele tiden har været afhængig af, at der kom frivillig støtte ind.
– Jeg kunne fortælle tusind historier om, hvordan vi gang på gang ikke har haft penge nok til f.eks. at udsende breve til vores støtter, eller lønninger o.s.v. Og hver gang er der i sidste øjeblik kommet en løsning. Det gør, at man bliver meget afhængig af Guds ledelse og omsorg, og det er fantastisk – men det er jo noget, man skal være indstillet på.

Nordjyde på Sjælland

Kresten Jensen er nordjyde og tilhørte som ung Missionsforbundets kirke i Tylstrup.
– Det var imidlertid svært for mine forældre at leve af landbruget der, så de flyttede til Espergærde, hvor min far blev ansat på Helsingør Skibsværft.
Selv var jeg dengang 16 år, og jeg kom i lære som tømrer. Det var en lidt svær tid sådan at falde til et nyt sted. Men vi havde en kontakt i min morbror, som var lærer på efterskolen Øresund. Til at begynde med boede vi i hans kælder.

Egen virksomhed

I 1967 blev Kresten udlært, og efter et år i CF og et par års arbejde startede han egen virksomhed i 1972.
Det blev dog kun til fire år, før han og hans afdøde hustru Birgit blev opfordret til at gå ind i Evangelisk Børnemission.
Arbejdet var startet op lige efter 2. verdenskrig af amerikaneren Minnie Eskelund. Sammen med sin danske mand, Henry, stod hun trofast for arbejdet blandt børn i næsten 30 år, derefter fortsatte de på den frivillige front. Parret lever stadig og bor i Snekkersten. Til september holdes 60 års jubilæum for dem og arbejdet i Blåhøj menighed.

Hustru døde af kræft

For ti år siden var Kresten ude for en personlig tragedie, da hans hustru Birgit døde af kræft.
De fire børn var dog voksne. Dorthe, som har hjulpet til i EB, er lærer og skal nu være leder af en europæsisk bibelskole i Schweitz. Martin går på musikkonservatoriet. Jacob er studietekniker, og Jette er ansat som lærer.
Halvandet år efter hustruens død giftede Kresten Jensen sig igen. Denne gang med den 15 år yngre Hanna, som på en fantastisk måde er gået ind i arbejdet. Hun havde forud været fuldtidsansat i en menighed i København. Parret har sammen Miriam og Marcus.

Bygger sommerhuse

Selv om Kresten elsker sit arbejde, har han også brug for at stresse af. Og her har han kastet sig over en noget speciel hobby. Han bygger sommerhuse til sig selv.
– Jeg er jo uddannet tømrer, så når jeg har tid, så bygger jeg på mit sommerhus. Jeg laver alting selv. Og det er faktisk det tredje sommerhus, jeg er i gang med. De første gravede jeg også ud til soklen med håndkraft.
Det er en slags pensionsopsparing for mig. Og det er ikke noget, der skal være færdigt, og som stresser. Ofte har jeg bygget hus sammen med mine børn. Så går vi og hygger os med det, fortæller Kresten.
Det sommerhus, han nu bygger på, ligger i Kaldred ved Kalundborg. Og det skal ikke sælges. Det er det sidste, forestiller Kresten sig. Og der går nok nogle år endnu, inden det er helt færdigt.
60 års-dagen markeres med åbent hus i Strandvejskirken kl. 15 fredag den 13. juli.