Dansk AIDS-kampagne brød tabu i Tanzania
Det er ikke længere tabu at tale om AIDS i de landsbyer, som var genstand for en storstilet AIDS kampagne fra Danmark i 2006. Hvad kan man få for 100.000 kr. i kampen mod en af vor tids største epidemier? Ikke meget, skulle man tro. Ikke desto mindre er 10 landsbyer i det østlige Tanzania nu gennemsyret med viden om, hvordan HIV-virussen smitter, hvordan man beskytter sig, og hvordan man behandler og tager sig af de AIDS syge.
Det er resultatet af en kampagne i 2006 gennemført af International Aid Services (IAS) i Tanga-regionen med støtte fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. De 10 landsbyer blev informeret om forebyggelse og behandling af HIV, ved at tre repræsentanter for hver landsby deltog i tre kurser, som blev fulgt op løbende gennem et helt år. De viderebragte så deres viden til landsbyens skoler og kirker og fra hjem til hjem.
At oplysningen havde sin virkning, kan dokumenteres ud fra et besøg i maj, hvor undertegnede besøgte 4 af de 10 landsbyer, talte med landsbyernes ledere og gik på hjemmebesøg blandt befolkningen. De ved nu, hvad det drejer sig om, og tager deres forholdsregler, fandt vi ud af i landsbyen Kwamalulu:
– Jeg vidste ikke noget om kondomer før, heller ikke prævention, fortæller skolelærer Amani Mchada. Vi er glade for den åbenhed, kurset har bragt med sig. Noget, vi også mærker, spreder sig i landsbyen og gør, at folk ved, hvordan de skal forholde sig. Førhen plejede vi at vaske vores døde med de bare hænder. Nu har vi anskaffet engangshandsker til det.
Vi tager på rundtur i Kwamalulu og møder bl.a. Evelonika Andrea, som lever under ekstremt fattige kår som mor til fire små børn. Hun har modtaget undervisning om HIV og AIDS fra de tre nøglepersoner i den lokale pinsekirke:
– Jeg har lært meget, synes jeg. Nu kan jeg forstå, hvor vigtigt det er, at vi er trofaste mod hinanden som mand og kone, siger hun.
I landsbyen Mnyizi nogle timers kørsel derfra møder vi Laston Shamila, der sidder udenfor sit hus og reparerer sit tøj. Han har også modtaget undervisning i, hvordan han skal beskytte sig mod hiv-smitten, men desværre er det for sent nu. Han har AIDS og bruger nu sin viden til at passe ekstra godt på, hvordan han omgås andre mennesker:
– Jeg har modtaget og forstået undervisningen, og jeg efterfølger den nu, siger han. – Ikke flere sidespring, som før i tiden.
I Mnyuzi kommer vi også ind i et hus, hvor der bor en enke med tuberkulose. Hun inviterer os ind i det mørke rum, som er hendes soveværelse Her får vi lov at sidde i husets eneste møbel, nemlig hendes seng, mens hun selv sætter sig på gulvet.
– Jo, vi har fået undervisning om ukimwi (= HIV red.) henne i kirken, og jeg er blevet testet og erklæret HIV-negativ. Når jeg snakker med de andre kvinder, fortæller jeg dem alt det, jeg har lært.
Da vi senere mødes med byens ledere i Mnyusi, finder vi ud af, hvor barskt det er at skulle indrømme, at man har HIV:
– Familien magter ikke at tage sig af de syge, og det er et problem, fortæller Johnny Mwagama, en af nøglepersonerne fra landsbyledelsen, som har været på kursus. De udstødes af landsbysamfundet, vandrer rundt for sig selv og ender med at sidde og tigge. Forældre slår hånden af deres børn, bare ved mistanken om at de har HIV – gør dem arveløse, så jorden ikke tilfalder dem.
Hvad gør I så?
– Vi søger for at holde os tæt til dem og rådgiver dem. Det handler meget om at trøste dem. Hvis de ikke har medicin, giver vi dem lidt. Det var derfor, jeg deltog i kurset. Jeg vil gerne hjælpe de udstødte. Nu ved jeg, at man godt kan være sammen med dem.
– Der er mange smittede i vores landsby, men de kommer ikke ud. For hvis de indrømmer, at de har HIV, bliver de udstødt.
– Vi siger også til de pårørende: I kan sagtens være sammen med dem uden at blive smittet. Vi beder dem altså om ikke at overlade de smittede til sig selv
En skolelærer Godwin Ninga tilføjer:
– Folk bliver ikke stigmatiseret mere (dvs. udstødt og fastholdt i sygdomsrollen red.). Folk sørger også hurtigere for at blive testet, hvis de har en mistanke om, at de er smittet.
Tilbage i Kwamlulu snakker vi med præsten Zakaria Sebarua, og han fortæller, hvordan AIDS-oplysningen har gjort det lettere for ham at hjælpe AIDS-syge:
– Efter undervisningen vidste jeg, at jeg sagtens kan have fællesskab med de AIDS-syge, drikke te sammen med dem, uden at det gør noget.
– Jeg bruger meget tid på sjælesorg. En dag kom en af byens børn tilbage fra hovedstaden Dar es Salaam. Der havde han fået AIDS og kom nu hjem til sine forældre med alle sine ejendele. Forældrene beholdt ejendelene, men smed sønnen ud. Så boede han hos sin bror, hvor han lukkede sig inde i et skur.
– Jeg opsøgte ham. Han ville ikke se nogen, men fordi jeg en gang har været hans skolelærer, lukkede han op for mig. Jeg trøstede og opmuntrede ham, og næste søndag var han i kirken. Da tiden var inde, gav vi ham en højtidelig begravelse, slutter præsten.
