Dialogcentret – en hæderlig kritiker

Per Borgaard svarer på Dialogcentrets vegne på Svend L. Madsens kronik i sidste nummer.Efter Svend Løbner Madsens kronik i sidste nummer, der drager Dialogcentrets og især den daglige leder (ikke formand!) Jens Linderoths troværdighed i tvivl, må jeg spørge, om Løbner har talt med Linderoth, eller om han begår præcis den fadæse, han beskylder Linderoth for: At udtale sig uden at sætte sig ordentligt ind i sagen?

Per Borgaard,
journalist og prædikant

For det første er Jens ikke formand for DC. Jens vil ikke være et magtmenneske og foreslog for to år siden, at dobbeltrollen som formand og daglig leder blev delt, så der nu er en bestyrelse, hvis formand er professor Kurt Christensen fra Menighedsfakultetet, og en daglig leder, Jens Linderoth.
Bestyrelsens opgave er at følge centrets arbejde, vurdere, om det er i overensstemmelse med DC’s principper, og eventuelt foretage justeringer.

Løbner starter med en usandhed i første afsnit: ”Dialogcentret er en interesseorganisation, hvis formål er ”dialog i konfrontation” mod alt, hvad der ikke stemmer med deres udlægning af den evangelisk-lutherske bevægelse”.
Det er en dårlig vits, for DC har (som Løbner burde vide) fra starten været tværkirkeligt og fastholder den økumeniske linje, som prægede stifteren, Johannes Aagaard.
DC har flest medlemmer fra Folkekirken. Sådan må det være, når otte af ti er medlem dér. Men vi har heldigvis også medlemmer fra frikirkerne og den katolske kirke. Vi tager trosbekendelsens ord om én hellig, almindelig kirke alvorligt. Den, der søger Gud i tro på Kristus, er medlem af dén kirke, uanset etiketten på hans kirkesamfund.
Vi tager også opgaven at konfrontere ikke-kristne alvorligt: Ved at gå i dialog med dem og respektere deres tro, men sige fra, når den kolliderer med kristendom. Men ikke ved at dæmonisere dem. Et eksempel er Johannes Aagaards forhold til buddhismen. Han holdt så meget af buddhismen og buddhisterne, at han på et tidspunkt blev beskyldt for at være buddhist.
Jeg var til stede, da det skete, og oplevede, at han uden forberedelse gav en blændende analyse af forskelle og ligheder mellem kristendom og buddhisme – med den klare konklusion, at buddhismen trods sine smukke og kloge indsigter ikke har Kristus, og Han gør hele forskellen.
Jeg vil ikke gøre Aagaard til en helgen – jeg har selv oplevet, at han kunne tage fejl – men dén holdning, at Kristus gør den afgørende forskel, er korrekt. Så er det mindre væsentligt, om den kristne kalder sig folkekirkelig, katolsk, reformert, ortodoks eller frikirkelig.
Det har været og er Dialogcentrets grundholdning. Og det burde Svend Løbner vide.

I stedet belærer Løbner os uvidende læsere om, at der findes fire slags kilder: Faktakilder, ekspertkilder, erfaringskilder og holdningskilder: ”Fakta henter man fra skriftlig dokumentation, eksperter fra uvildige uddannelses- og forskningsinstitutioner, erfaringer fra mennesker, som er i direkte berøring med sagen, og holdninger fra politikere og andre meningsdannere.”
Tilgiv mig, men jeg tror ikke på, at man underviser så debilt på Syddansk Universitet.
Så skulle alt, hvad der står på skrift, anses for fakta – en tanke, der må få ethvert tænkende menneske (især journalister) til at le. Lige så komisk er Løbners tillid til eksperter. De er også mennesker.
Endelig anfører han, at ”erfaringer skal man hente fra mennesker, som er i direkte berøring med sagen, og holdninger fra politikere og andre meningsdannere”.
Ikke holdninger fra dem, der er i direkte berøring med sagen? Kan man da have direkte erfaring med en sekt uden at få en holdning til den? Og hvorfor bede en politiker om en holdning til tro? Dér har han muligvis færre forudsætninger end Jensen henne i nr. 17.
Det er en gang sludder, der kolliderer med selve demokratiets grundidé om at bygge på det oplyste lægfolk.

”I Dialogcentrets tilfælde tror journalisten, han har fat i en ekspertkilde fra en uvildig institution, mens han i realiteten bliver præsenteret for en holdning fra en folkekirkelig forening,” fortsætter Løbner.
Her er – næsten imponerende – to fejl i ét kort afsnit. En journalist, der ringer til DC, tror ikke, han kontakter en uvildig institution. Ellers bliver han bragt ud af vildfarelsen. DC har aldrig lagt skjult på, at vi ser på tingene fra en kristen vinkel. Og hvis journalisten kan sit håndværk, ved han, hvad DC står for, før han ringer. For det andet er det, som påpeget ovenfor, direkte løgn, at DC er en folkekirkelig forening.
Det må Løbner vide.
Få afsnit senere skriver han: ”På journalistuddannelsen ved Syddansk Universitet får man at vide, at Dialogcentret bestemt ikke er en uvildig informationskilde, men en missionsorganisation.”
Det kan ikke komme som et chok. Dels har DC aldrig lagt skjul på sit kristne, tværkirkelige standpunkt, dels har hele DC’s virke handlet om religionsmødet.
Hvis Løbner dermed mener, man bliver utroværdig, fordi man har et standpunkt, må hans konklusion blive, at ingen kan sige noget troværdigt, hvis de har en holdning. At dét er noget vrøvl, behøver man ingen eksamen for at se. Ikke engang en lup.
Han anfører faktisk ca. 20 linjer senere, at DC ikke lægger skjul på sit ”ideologiske” udgangspunkt, men det gør bare faren endnu større.
Dermed har Løbner gjort opgaven umulig for Dialogcentret: Hvis det ikke bekender sig som kristent, er det galt, og bekender det sig som kristent, er det også galt.
At han samtidig rammer alle kirker, partier og foreninger, hvor man er fælles om nogle holdninger, har han åbenbart ikke selv fattet.
Tilsyneladende fatter han heller ikke, at man kan have en grundholdning – f.eks. kristen – og dog udtale sig sagligt ud fra en ”ophobet information inden for et bestemt område”.
Personligt synes jeg, det er værre, hvis man ”udtaler sig ud fra en ophobet information” uden at sætte denne information i system og uddrage en holdning af den. Ellers vil man kunne påstå noget nu og det modsatte om fem minutter.
Det prøver vi at undgå på DC.

Et punkt, der åbenbart betyder meget for Løbner, er, at DC ser dybt skeptisk på fremgangsteologi.
Det gør vi. Tager det endda som en kompliment. En teologi, der i princippet flytter ansvaret for frelse fra Gud over på den troende selv – hvis du er syg, og din bøn om helbredelse ikke går i opfyldelse, så er skylden din , fordi din tro ikke er stærk nok – er i klar strid med klassisk kristendom. Det samme er en teologi, der kæder kristendom sammen med verdslig succes. Begge dele er en afsporing af evangeliet.
Kan Løbner ikke se dét, er det ham, der har et problem.

Han refererer en sag, hvor Dialogcentret kom en sjællandsk folkekirkepræst til hjælp, da nyreligiøse prøvede at dominere en lokal folkekirke. Fordi DC her konfronterede de ikke-kristne, konkluderer Løbner: ”Den studiegruppe, som for 34 år siden blev startet for blot at afdække de mystiske bevægelser, som på det tidspunkt oversvømmede landet, er dermed udviklet til en aktionsgruppe, der griber ind over for trusler mod Folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse.”
Det er pinlig manipulation med fakta. DC blev stiftet for at konfrontere nyreligiøse bevægelser, men indså fra starten, at man ikke er troværdig, hvis man har forskellig målestok for religiøst misbrug begået af kristne og ikke-kristne. Det er ikke det samme som at være en ”aktionsgruppe, der griber ind over for trusler mod Folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse”.
Men den krog vil Løbner absolut male DC inde i. Og kan han ikke gøre det med saglige argumenter, kan han begå karaktermord på DCs daglige leder: Linderoth er en upålidelig kilde, der overreagerer, fordi han selv har været barn i kulten Menos.
Der er én fatal fejl ved det argument: Linderoth har ikke ændret DCs linje på det punkt. Vi har altid stillet os på den svages side, når mennesker har følt sig trampet ned af en religiøs organisation. Og det bliver vi forhåbentlig ved med.
Men vigtigere er det nok, at vi har vaccineret mange mod at falde for bevægelser, der ville stjæle deres åndelige frihed. Nogle har vi bremset kraftigt. F.eks. Scientology.
Vi har desværre også måttet hjælpe nogle, der var kvæstet i kristne sammenhænge. Den sekt, der tidligere hed Guds Børn, er nok stadig det grelleste eksempel.

DC er ikke ufejlbarligt, og det erkender vi. Et eksempel er DC’s oprindelige vurdering af Alpha-kurserne, som Løbner stadig ikke har tilgivet. Han underspiller, at det netop var Jens Linderoth, der med et møde om den sag fik startet en sund dialog, som endte med, at Alpha-kurset blev taget op som et nyttigt redskab mange flere steder i Folkekirken end før.
Selvfølgelig laver DC fejl, men det ville være en større fejl, hvis vi ikke risikerede fejl. Vi forsøger at gøre et hæderligt stykke arbejde, som andre undgår, fordi det uundgåeligt medfører konflikt – og kristne er konfliktsky, også når de ikke bør være det. Dvs. når medmennesker – kristne eller ej – bliver ofre for ensretning, pression eller tvang. (Tænk på, hvor lang tid der gik, før kristne vendte sig mod slaveri!)

Den nævnte sag om Herning Kirkecenter er ikke fuldt belyst. DC har dog fået henvendelser fra mere end én, der følte sig i nød. Spurgt af en journalist fra Herning Folkeblad bekræftede Jens Linderoth, at der tilsyneladende var tale om fremgangsteologi, der kan opfattes som chokerende af folk med et selvstændigt standpunkt.
Den vurdering gjaldt hverken Apostolsk Kirke i det hele taget eller frikirker i almindelighed. Men det forbehold kom ikke med i avisen.
DC’s bestyrelse har fået et langt brev fra Herning Kirkecenter, som vil blive behandlet på næste bestyrelsesmøde efter sommerferien.

Som bestyrelsesmedlem i DC er jeg dybt forundret over personangrebet på Jens Linderoth. Det er karaktermord på en person, jeg oplever som en sandhedssøgende og ærlig kristen, der er nænsom over for dem, som er i klemme i religiøse bevægelser og søger råd på Dialogcentret.
Vi ønsker på DC at være hæderlige kritikere, når religiøse bevægelser tromler hen over individer. Derfor ville vi helst kun se den slags sager fra ikke-kristne bevægelser, men det ville være uærligt, hvis vi lukkede øjnene for religiøst misbrug på vores egen side af hegnet.
Jeg ser frem til, at den aktuelle sag bliver afklaret, men uanset udfaldet vil jeg tage afstand fra den type personangreb med manipulation af fakta, som Udfordringen lagde spalter til i sidste nummer. Det er ganske enkelt ikke fair.
Hensigten afsløres til slut, hvor Løbner lader det hele munde ud i en beskyldning om, at Linderoth vil profilere Dialogcentret på kristne kirkers bekostning.
Det vil han ikke, Løbner. Men han vil heller ikke lukke øjnene, når venner begår samme type fejl, som han kritiserer fjenderne for. Det håber jeg, du kan forstå ved lidt eftertanke.

Obs! Kronikker udtrykker ikke nødvendigvis Udfordringens holdning.