Hvor langt er vi kommet?

Jesper Veiby er for tiden aktuel med bogen ”På lige fod… Om kvinders frihed i tjenesten for Gud.”
I denne kronik beskriver han nogle af bogens hovedpointer.Der er efter min mening stadig sket for lidt inden for kirken mht. ligestilling og anerkendelse af kvinders legitime plads i forkyndelse og lederskab.

Jesper Veiby,
forfatter

Lad gå med, at der altid vil være kredse, som vil mene noget andet. Lad gå med, at de naturligvis også har deres grundlovssikrede ytrings- og trosfrihed. Men der er ingen grund til at behandle det som et legitimt eller særlig ærværdigt kristent synspunkt. Det vil gå for vidt at skitsere hele problemstillingen i en kronik. Det kræver mindst en bog eller to. Men det er dog muligt at påpege nogle hovedpunkter.

Det er rigtigt, at nogle går ind for ligestilling på baggrund af en forkastelse af Bibelens ord, eller i det mindste en skepsis overfor Bibelens autoritet. Men der er lige så mange verden over, som går ind for kvinders ligeværd i forkyndelse og lederskab i kirken, fordi de mener, at Bibelen taler for en sådan. Det er unfair at mistænkeliggøre alle over en kam. Visse kredse synes at gøre modstanden mod f.eks. kvindelige præster til en slags lakmusprøve på bibeltroskab, og til en skanse, man er nødt til at holde, hvis ikke kirken skal oversvømmes af en række andre og endnu værre tiltag. Den slags er også urimeligt.
Man må indrømme, at der er såkaldte ”svære skriftsteder”. Men inden for de sidste årtier er der rejst tilstrækkeligt med beviser fra lærd hold til at sandsynliggøre, at f.eks. Paulus’ ord imod kvindelige lærere i virkeligheden var rettet imod gnostisk vranglære. Hvis man studerer emnet i Bibelen, så bør man også kunne få øje på, at kvinder sad ved Jesu fødder og modtog undervisning på linie med de andre disciple, at Priskilla og Akvila deltes om opgaven med at forkynde, og at Phøbe, som overbragte Romerbrevet, må have været instrueret i at formidle og forklare indholdet af det for tilhørerne, som Paulus’ personlige medarbejder.
Det synes ikke at være nødvendigt at ofre alt for meget plads på dette, her hvor pladsen ikke tillader det. Bibelens eksempler er klare nok. Og det burde være legitimt at bekende sig som bibeltro, samtidig med at man tror på kvinders frihed i tjenesten for Gud.

Stadig flere kvinder uddanner sig til teologer og præster. På billedet ses Anne Mie Skak Johanson, præst i Odder Frimenighed og landsleder for Dansk Oase.

Ligestilling er nødvendigt, fordi man ellers vil udelukke mange ressourcer fra at blive brugt i Guds Rige. Det må til overflod være bevist, at kvinder kan have en kaldelse til at forkynde og undervise. Og det ville være synd og skam – i den bogstavelige betydning af ordene – hvis man nægtede Guds Rige disse gaver af misforstået hensyntagen til traditionalisme eller det nuværende lederskab i kirkerne. Men ligestilling er også nødvendigt, fordi det krænker Gud at sige, at de gaver, han har givet en kvinde, er mindre værd end hvis han havde givet de samme gaver til en mand. Og det krænker den enkelte kvindes ligeværd at bedømme hende på hendes køn, og ikke på hendes gaver og færdigheder. Her bliver manglende ligestilling direkte en synd, en nedvurdering af Guds gaver og af den enkeltes værdi i Guds Rige.
Jeg går ikke ind for kønskvotering. Men det er svært at se, at der er ligestilling i en kirke, før man reelt har vist villighed til at give kvinder ansvar og plads, og før man ville være villig til at indsætte en kvinde, men ikke hendes mand, såfremt hun havde gaver indenfor forkyndelse og lederskab, og han ikke havde.
Det er også svært at tage det hykleri alvorligt, som ofte findes i kredse, hvor man har restriktioner på kvinders tjeneste. Man forbyder f.eks. kvindelige præster og biskopper, men tillader kvindelige menighedrådsmedlemmer, på grund af en spidsfindig fortolkning af at lige præcis præster er omfattet af Bibelens restriktioner. Eller man tillader kvindelige missionærer at forkynde og undervise, mens man forbyder kvinder at gøre det samme herhjemme. Hvis behovet kan retfærdige det på missionsmarken, så burde en befolkning af 96-98% ikke-kristne vel også tillade det herhjemme?

Afslutningsvist vil jeg gerne fremdrage en hurtig, men vigtig pointe. Nemlig at man i kirkerne, også mange af de levende og moderne, typisk har en forkert forståelse af bibelsk lederskab. Man identificerer de ældste som kirkens ledere, man gør det samtidig til en særskilt åndelig tjeneste eller kaldelse, helt ude af trit med virkeligheden. Ældste var et alment begreb. I Gamle Testamente tales der om folkets ældste, som sad i porten og traf beslutninger. Og vi har nok alle stødt på film, hvor opdagelsesrejsende føres til stammens ældste. Begrebet ældste var en almen betegnelse for et kollektivt lederskab, ikke ulig vore dages bestyrelser.
I vor tid, hvor vi ikke har samme fokus på alder som kvalifikation, er det kunstigt stadig at bruge betegnelsen ældste. Men det er en formssag. Det er vigtigere at forstå, at når apostlene besluttede at indsætte ældste, svarede det ret beset til, at man i dag ville sige: ”Vi er nødt til at have en bestyrelse for den her kirke”. I et samfund hvor kvinder ikke selvstændigt kunne agere juridisk og træffe bindende afgørelser, ville det reelt være umuligt at have kvindelige ældste. Ligesom man ikke kan have umyndige personer i en virksomheds bestyrelse. Men det er en præmis, som på ingen måde behøver blive ført videre i dag. Bibelens eksempler viser ikke, at kirken skal have strukturer, som er ubegribelige for samtiden. Tværtimod viser Bibelen, at kirken skal forankres i eksisterende udtryksformer, så længe det ikke strider mod Guds Ord.

Det er derfor muligt at gå fra en kirke, hvor man kun havde mandlige ældste (selvom man dog havde kvindelige forkyndere), og til en kirke, hvor kvinder tjener på lige fod. Vel at mærke uden at gøre vold på Guds Ord, for både den første kirke og nutidige kirker med kvindelige ledere er indenfor rammerne af Guds Ord.

Obs! Kronikker udtrykker ikke
nødvendigvis Udfordringens holdning.