Kommuneingeniør tog på Alpha

Jens Svendsen var i over 30 år kommuneingeniør og havde kontor her på Teknisk Forvaltning.
I fritiden fangede han sommerfugle – men for tre år siden fik hans liv en ny dybde og mening.Jens Svendsen så borgmestre og politikere komme og gå, mens han selv var kommuneingeniør og leder af Teknisk Forvaltning i 30 år.Egentlig ville han slet ikke arbejde ved en kommune. Han ville hellere være selvstændig; det passede bedre til hans temperament.
Men det blev et spændende liv. For kommunen var Christiansfeld, Brødremenighedens by, og den er helt unik, også når det gælder byplan.
– Den bygning dér synes jeg jo er en af de smukkeste i Danmark, siger Jens Svendsen og peger på den lange kirkebygning med de flade gule Flensborg-sten.
– Jeg var fra starten fascineret af byen og dens gennemførte byplan, som brødrene havde anlagt allerede i 1773.
Jeg tog gerne de nye medarbejdere med på en byvandring og holdt et foredrag for dem om bygningerne, infrastrukturen og organiseringen af samfundet med ældsteråd, osv.
Jeg kom også til nogle gudstjenester i Brødremenighedens kirke og kunne godt lide den friere stil, fortæller kommuneingeniøren, der ikke er vokset op i et kirkeligt miljø.

– Mine forældre, Anne Dorothea og Johs. Svendsen, drev ”Svendsens Hotel” i Aalestrup i Vesthimmerland. Far var også sognerådsformand, og mange år senere fandt jeg ud af, at han også var formand for skolekommissionen. Det skulle jeg have vidst, for jeg hadede skolen. Jeg var en ”skidt knægt”, som hverken kunne stave eller opføre mig ordentligt. Senere fandt jeg ud af, at jeg var ordblind…
Mine søstre var noget ældre, så jeg var nærmest enebarn og blev sikkert forkælet. Men lærerne forstod heller ikke meget om pædagogik. Når man ikke kunne stave, blev man latterliggjort for hele klassen:
– Jens, du har 28 fejl i diktaten. Hvis du anstrenger dig lidt mere, tror du så ikke, du kan nå op på 30?
Alle grinede af mig. Men jeg lagde mærke til, hvem der grinede højest – og bankede dem bagefter.

En eftermiddag sagde mor: ”Jens, det var din sidste skoledag. I morgen begynder du på Woolerts cykelfabrik.”
Hun troede nok, jeg ville blive ked af det, men jeg var da henrykt. Så slap jeg endelig for den elendige realskole.
En måned senere kom jeg i lære som murer.
Og dér vendte bøtten.

– Jeg havde hele tiden selv troet på, at jeg kunne lære det, jeg skulle. Så sideløbende med at jeg var i murerlære, tog jeg nu brevkurser.
For første gang oplevede jeg at blive rost af lærerne for mine fremskridt. På Teknisk Skole, hvor det var fornuftige håndværksmestre, der underviste os unge, fik jeg flidspræmier hvert år.
Jeg læste til bygningskonstruktør, og da det gik godt, besluttede jeg at læse til ingeniør.

Under studierne, som foregik i Horsens, fik Jens øje på en pige i huset overfor på Frydsvej. Han gik derover og spurgte om at låne tændstikker, selv om han havde nok i forvejen, og da pigen, som hed Lis, stod midt i opvasken, tilbød han at hjælpe. Så kunne han få kaffen bagefter. De gik i biografen og blev kærester, og det er de stadig efter at have været gift i næsten et halvt århundrede.
Jens Svendsen skulle imidlertid være soldat, og bagefter blev han taget som befalingsmand og sergent. Så det blev til to lange år i Farum.
Bagefter flyttede de fem år til Bjerringbro, hvor Jens nåede at blive stedfortræder for kommuneingeniøren, før han flyttede til Haderslev Amt som distrikstvejingeniør og senere blev kommuneingeniør i Christiansfeld efter kommunesammenlægningerne i 1970.

Efter 30 år på posten fik Jens Svendsen en seniorstilling de sidste tre år før pensionen i 2003. I denne periode var han også udlånt til Nanortalik kommune på Grønland i tre måneder og oplevede helt andre og kaotiske kommunale forhold, men også den storslåede grønlandske natur.
Jens har altid været et naturmenneske. Han tilbringer mange gode timer med at vandre derude og registrere firben, hugorme, tudser, sommerfugle osv.
Det var bl.a. hans iagttagelser, der førte til, at man i begyndelsen af 70’erne indførte vådområder for at beskytte de uddøende frøer, og senere fuglene i Danmark.
Efter pensionering bruger han meget tid på heden omkring familiens sommerhus i Trend – ikke langt fra, hvor kong Frederik havde en jagthytte.
En svigersøn, John Peters, som er journalist, har for nylig skrevet en biografisk bog om naturelskeren Jens Svendsen med titlen: ”Hele livet er derude”.

Ind imellem er han også aktiv på Alpha, som er et kursus i kristendom, der lægger mere vægt på livet end læren.
– Jeg har vel altid været et kristent menneske, funderer Jens Svendsen.
– Men jeg har ofte spekuleret på, om det var det rigtige, jeg troede på. Jeg følte ikke, at jeg vidste nok om den kristne tro, selv om jeg da gik i kirke engang i mellem.
I 2003 så jeg en annonce i lokalavisen for et Alpha-kursus. En dag snakkede jeg med min nabo, Ruth Rudebæk. Hun havde været med på Alpha, og hun talte meget begejstret om de rare mennesker, som var med. Så gik jeg et års tid og tænkte over det.
I 2004 tog jeg med og blev positivt overrasket. Så jeg meldte mig på igen i 2005 og 2006! Og jeg skal med igen.
Jeg kommer ikke af nød, men af lyst og nysgerrighed.
Jeg havde troet, at det var nogle fromme mennesker, som var helt sikre på alting. Men det viste sig, at de havde en forskellig forståelse af mange ting, og at de også kunne komme i tvivl, som jeg.
Den første gruppe, jeg kom i, var meget sammensat. Her var f.eks. et ungt par, som havde været ude i noget satanisme. Her var også et tidligere Jehovas Vidne. Andre var forskellige slags kristne. Der var nok også ateister på holdet. Men vi fik os nogle gode samtaler.
Der er altid en god stemning, når vi er sammen.
Jeg har faktisk kun godt at sige om Alpha.

Kurset kører kun om efteråret i vores by, men om foråret fortsætter nogle af os med at mødes en aften om ugen i et privat hjem. Det har givet mig nye erfaringer og venner.
I år forslog arrangørerne, at jeg skulle være gruppeleder, men jeg ville hellere med på et Beta-kursus. Det er en slags overbygning, hvor man går lidt dybere ned i nogle emner.
Min bibelkunskab er jo ikke så stor, som nogle af de andres, bemæker Jens Svendsen beskedent.
– Jeg har da en bibel stående derhjemme, men man skal ligesom have en introduktion.
Jeg har som sagt altid betragtet mig selv som et kristent menneske, men jeg må da indrømme, at det ikke har betydet så meget i det daglige, som det er kommet til, efter at jeg har været på Alpha.
Så jeg vil gerne anbefale det til andre. Det er da en god måde at få noget mere ud af kirkeskatten, for det koster jo ikke noget at være med.