To gidsler nu i sikkerhed

Taliban har løsladt to af de 21 gidsler, der har været kidnappet siden midten af juli.AFGHANISTAN – To sydkoreanske kristne er blevet løsladt af Taliban efter at være holdt som gidsler i over tre uger.

Sydkoreas præsident, Roh Moo-Hyun håber på løsladelse af de resterende gidsler.

Det er de to sydkoreanske kvinder, 32-årige Kim Gin-A og 37-årige Kim Kyung-Ja, der nu er blevet løsladt efter de i midten af juli blev taget som gidsler af Taliban.
De var en del af en gruppe på 23 kristne hjælparbejdere, som den 19. juli var på vej mellem hovedstaden Kabul og byen Khandahar, da de blev standset af militsfolk fra Taliban.
Siden har de været holdt som gidsler af oprørerne, der truede med at dræbe alle gidslerne, hvis ikke den sydkoreanske regering trak sine tropper ud af landet. Efter at have henrettet to af gidslerne, kom der gang i forhandlinger, og nu har kidnapperne så løsladt de to kristne kvinder.

Har det godt

De to kvinder blev sidste mandag overgivet til hjælpearbejdere fra Røde Kors i nærheden af byen Ghazni i det sydlige Afghanistan, oplyser Assist News.
– De har det godt, og de opholder sig på et sikkert sted, mens de gennemgår forskellige lægeundersøgelser, oplyste en talsmand for den sydkoreanske ambassade.

Præsidenten håber

Der er stadig 19 koreanere i fangenskab, og i Korea har løsladelsen af de to kvinder givet håb.
Sydkoreas præsident, Roh Moo-Hyun sagde i sidste uge, at det tydede godt for løsladelsen af de resterende gidsler.
– Men regeringen er nødt til at arbejde endnu hårdere for at få dem løsladt. Vi kan ikke slappe af, før det er slut, sagde Roh Moo-Hyun.
Ifølge tv-stationen Al-Jazeera er der i øjeblikket en fortsat dialog mellem Taliban og sydkoreanske forhandlere.

Beder fortsat

I Sydkorea beder de kristne kirker fortsat intenst for de tilfangetagne. Og sagen har vundet stor sympati blandt kristne i hele verden. I den forgangne uge fik de sydkoreanske familier, hvis familiemedlemmer er gidsler, uventet besøg af lederen for Kirkernes Verdensråd, pastor Samuel Kobia.
mibo