Bekymringer forlænger ikke livet
FurClaus Henry Olsen
er sognepræst på
limfjordsøen FurJeg var engang på udflugt med nogle lokale folk. Under hjemturen spiste vi aftensmad på en lille kro, der lå idyllisk ved en å. Nogle af børnene fandt ud af, at der hang en plastikfisk ude i gangen. Når man trykkede på fisken, begyndte den at synge en sang, mens den slog med halen.
Her er en lille sang,
jeg har skrevet.
Du kunne måske tænke dig
at synge den node for node.
Vær ikke bekymret,
vær glad.
Ethvert liv
har sine problemer,
men når du bekymrer dig, gør du det dobbelt så slemt.
Vær ikke bekymret,
vær glad.
Vær ikke bekymret,
vær nu glad.
Fisken synger engelsk og omkvædet lyder Dont worry, be happy. Der blev trykket flittigt, og de fleste af os blev skøre i hovedet af at høre på det evindelige Dont worry, be happy.
Og det klinger med i mine tanker, hver gang jeg hører denne søndags prædiketekst: Vær ikke bekymrede for jeres liv. Hver gang er jeg nødt til at tænke: Jesus siger mere, end at vi bare skal lade være at bekymre os. Jesus åbner vore øjne for, at vi er Guds børn i Guds husholdning, og der bør børnene ikke være bekymrede.
Den gode formaning vær ikke bekymrede har en indbygget kraft, for det er Gud selv, som siger det! Gud kan mindske eller helt fjerne bekymrede rynker på en pande. Det formår fiskesangen ikke rigtig. Den er ret forstået blot et godt råd.
Når Jesus siger, at disciple skal søge Guds rige og hans retfærdighed, så handler det om at søge intenst, at begære. Vi skal betragte liljerne og fuglene. Ikke blot tænke på dem, men betragte dem.
Mens vi betragter, skal vi huske, at Jesus ikke blot siger, vi skal være ubekymrede som liljer og fugle, for vi er mere tænkende. Vi er også mere værd i Guds faderøjne. Så meget at han lod Jesus blive menneske.
Desuden skal vi lære af naturen og prøve at indrette vores kristenliv efter det. Planterne suger sollys, væde og næring til sig hele dagen, mens de kan, for at brede sig, være smukke og tjene som føde for dyrene. Sådan skal vi også søge Guds rige, mens vi har kræfter til det, mens solen så at sige skinner. Vi kan så let få travlt med at sikre vores tilværelse og dagens mange gøremål, at vi mister tid til at søge Guds rige.
At søge er at trænge sig ind på Gud. Det sker, når vi lytter til det, han siger. Når vi synger og beder. Ja, når vi spiser sammen med ham i nadveren, så er vi i Guds riges inderste rum. At søge Gud på denne måde er den gode medicin mod at tjene bekymringerne!
Jesus anviser en flerstrenget vej i denne daglige øvelse. Dels er der noget til tanken: Bekymringer forlænger ikke livet. Dels er der noget at betragte: Gud opretholder naturen. Og endelig er der øvelse i fortrolighed: Søg først Guds rige og hans retfærdighed så skal alt det andet gives jer i tilgift.
Men der er jo mange mennesker, som både søger Gud og tjener ham flittigt hver dag, men alligevel lider. Kristne som er syge og mangler det mest elementære, eller dør af sult og nød. Passer det så alligevel ikke, det som Jesus siger?
Jo – Jesus viste selv ved sin egen død og opstandelse, at han alene er vejen. Og at den vej han gik, er smertens vej. Livet er uløseligt forbundet med smerte. Disciplene var ofte udsat for at lide afsavn. Og Guds folk før dem ligeså. Men Jesus fører os med disse ord ind i at leve i den ubekymrede tillid til Gud.
Når vi søger Guds rige og retfærdigheden ved troen, vil vi lære mere og mere at lade være at bekymre os for mad og tøj. Det er vist de færreste, der bliver helt fri for bekymringer. Vi er jo lidettroende. Men du og jeg kan formentlig gøre fremskridt fra det sted, vi er nu, for vi er jo under vores himmelske faders omsorg.
Kristeligt Pressebureau
