Det forvandlede mit liv!

Michelle Aabjerg Beyer havde en hård opvækst og endte som ballademager i pigebander. Mod sin vilje blev hun meldt ind på Sommersted Efterskole, og det forvandlede hendes liv.Michelle var en oprørsk teenager med en hård facade, indtil hun hørte Guds stemme.

15-årige Michelle Aabjerg Beyer før og efter hun kom på kristen efterskole og mødte Jesus.

Det var ikke med sin gode vilje, at Michelle Aabjerg Beyer fra Odense stod uden for Sommersted Efterskole. Hendes far havde meldt hende ind i 8. klasse i håb om, at hun kunne lære at opføre sig ordentligt.
– Jeg var en gangstertype som bandede og var kold over for alt. De andre syntes, jeg var en snob, men jeg var bare genert. Jeg havde en hård facade, fordi jeg var sårbar indeni, siger Michelle.

De sagde: Bed!

I starten hørte Michelle ikke efter i timerne og spillede rå over for kammeraterne. Problemerne i hjemmet og savnet efter en afdød moster fyldte Michelles indre, og hun kunne ikke finde ro.
Hun stak ikke af, for hun vidste, at hendes far ville hende det bedste. På den anden side var hun glad for at være væk fra Odense og de dårlige kammerater.
Da det første halve år var gået, begyndte hun at høre efter, hvad der blev læst fra Biblen til samlingerne.
– De fleste sagde, at jeg skulle be’ til Gud. Pludselig var det, som om jeg hørte Guds stemme inden i mig sige, at jeg skulle bede til ham, siger Michelle.
Det blev vendepunktet i hendes liv, og hun forandrede sig positivt. Hun fandt ud af, at hun ikke behøvede at gemme sig bag makeup og sin hårde facade, men at hun var fri til at være sig selv.
– I dag tror jeg på, at Jesus er deroppe og hører mig, det hjælper mig meget. Før var mit liv et rod, og jeg hang ud med pige- og indvandrerbander. Blev jeg provokeret eller generet, slog jeg bare fra mig.
Det er vigtigt at forstå, at unge, som har det skidt hjemmefra, er hårde udenpå og ikke fri til at være sig selv. Men nu er jeg anderledes, takket være Jesus, mine venner på efterskolen og mine lærere, siger Michelle.
– Man kan sige, at jeg er blevet den gode pige, jeg ved, at Gud er der i min hverdag. Nu behøver jeg ik’ stå op kl. 06 om morgenen for at gøre mig klar. Jeg kan stå op fem minutter før, vi skal møde, og vide, at jeg er lige meget værd med eller uden make-up.

Et nyt liv

Michelle går nu andet år på Sommersted Efterskole i 9. klasse.
– Jeg er inderst inde glad for min tro. Jeg er også blevet mere voksen nu og kan tage mere ansvar. Det er et nyt liv, jeg har fået, siger Michelle.
Efterskolen har skabt et trygt og hyggeligt hjem for Michelle, og hun foretrækker at blive på skolen i weekenderne.
– Odense siger mig ikke noget mere. Mine to bedste veninder siger, at jeg har forandret mig meget. De kunne se på min livsstil, at jeg ikke længere er den samme, men at jeg nu er kristen! fortæller hun.

Dans og design

I sin fritid holder Michelle meget af dans og tøjdesign. Hun har syet en gallakjole og en del af sig eget tøj.
– Jeg vil gerne være enten designer eller danselærer, når jeg er færdig med skolen, siger hun. Nede i efterskolens gymnastiksal sætter Michelle et hiphop-nummer på og hvirvler rundt til rytmerne.
– Det er fedt at gå på den her efterskole, siger hun, da hun har danset.
– Her kommer man ind i fællesskabet og lærer at hjælpe hinanden. Jeg tror, unge bliver mere modne af at komme på efterskole; det er godt at komme lidt væk hjemmefra, siger hun med et smil.