Kristne handicappede nyder deres egen festival
Vi kan lære meget af de handicappedes tro, siger dansktop-duoen Lis og Per eftter Frøfestival.Dansktop-sangerne Lis og Per fik den varmest tænkelige modtagelse, da de sidste weekend åbnede Frøfestival 2007.
Flere af festivaldeltagerne stod klar med autografbøger, store smil og varme knus. Og da parret fredag aften gik på scenen, rungede salen af taktfaste råb: Lis og Per, Lis og Per, Lis og Per.
Årets Frøfestival var den fjerde i rækken og arrangeres af Frøstruphave Efterskole i Vestjylland og Kristelig Handicapforening i fællesskab. I år havde ca. 100 udviklingshæmmede taget imod invitationen, og med personale, ledere og efterskolens elever var skolens rammer fyldt til bristepunktet.
Næsten 300 tilhørere i hallen fik serveret en blandet buket af Lis og Pers egne sange, krydret med små anekdoter og afbrydelser, hvor parret forlod scenen for at uddele knus og håndtryk til tilhørerne. Flere af de handicappede fik sig en sving-om foran scenen. Og der blev højlydt sunget med på Giro 413-hits som Vore allerbedste år og særligt Jeg er sigøjner, der næsten ligeså godt kunne have handlet om aftenens tilhørere: Vi er et folk uden blivende sted, os er der ingen, der regner med; dog er vi mennesker, ligesom I, vi er stolte og glade og fri.
– De handicappede fylder meget i vores tanker, og det er altid en stor oplevelse for os at optræde for dem, siger det syngende ægtepar, som tidligere har optrådt 10 år i træk på den store Sølund Musik Festival ved Skanderborg, der ligeledes er målrettet handicappede.
– Efter koncerterne kommer der ofte ledere og takker for koncerten, fordi de handicappede fik så meget ud af den. Men jeg kan love, at det går lige så meget den anden vej, forsikrer Per.
De to sangere har udgivet 38 albums og spillet utallige koncerter, siden de for første gang gik på scenen sammen i 1955. Det var i en fritidsklub, og Lis var bare 12 år. Alligevel er det noget helt særligt for dem at optræde på en kristen festival for handicappede.
– Kristendommen er en rettesnor i vores liv, og vi vil meget gerne dele den med andre. Og så synes jeg, at de handicappede er gode til at give udtryk for en ukompliceret og kompromisløs tro, som jeg kan lære meget af, siger Per.
– I det hele taget er de dejligt umiddelbare, de skjuler ikke noget og giver bare udtryk for deres følelser, mens vi andre ofte holder os tilbage og kun er interesserede i at vise den pæne side. Man kan godt spørge sig selv, hvem der er mest hæmmet, de handicappede eller os såkaldt almindelige, supplerer Lis.
Der blev også plads til numre fra Lis og Pers åndelige repertoire, og det fik hele salen til at synge med.
– Ved I hvad? En dag skal vi alle sammen hjem til Jesus, og det glæder vi os til! Til den tid skal der ingen sorg og længsel være. Og ingen skal være syge eller kede af det. Men indtil da skal vi være gode venner og hjælpe hinanden. Er I med på den? spurgte Per ud over forsamlingen, og fik et flerstemmig ja retur.
– Det er dejligt at opleve, hvor glade de handicappede er. Men vi kommer ikke udenom, at de også bærer på en tung byrde i dette liv. Derfor er det fantastisk at turde håbe på et liv efter døden, hvor den byrde skal tages fra dem. Det er et vigtigt budskab, som bliver ekstra stort på en aften som denne, forklarer Per.
Mod slutningen af koncerten blev alle, der havde lyst, inviteret op på scenen, og det tog mange imod. Her blev der sunget med og spillet luftguitar, så ingen var i tvivl om, at de handicappede nød projektørlyset.
– Vi ved, hvor meget det betyder for dem at være med og blive set. Og vi vil meget gerne vise, at koncerten handler om dem og ikke om os. Så til koncerter som disse har vi altid publikum med på scenen, forklarer Lis.
Hele to gange blev det populære ægtepar klappet tilbage på scenen til ekstranumre. Og publikum var mere end begejstrede, så køen af autografjægere var lang efter koncerten.
– Jeg synes, de var rigtig gode, og de var gode til at få os med i koncerten, fortæller Catharina, der bakkes op af veninden Stine. De bor til daglig i bofællesskabet Kernehuset, der ligger i Ans, men der er noget særligt over at møde andre kristne handicappede på festivalen.
– Det er bare vidunderligt at være her. Jeg vil ikke sige, at jeg har fået venner her. Men det føles som at være i én stor familie. Og så er det rart at møde efterskoleeleverne, der er flinke til at hjælpe, siger Catharina.
I det hele taget er responsen fra de handicappede meget glad og positiv, fortæller Ellen Hessellund Mikkelsen, der er landssekretær i Kristeligt Handicapforening og med til at koordinere festivalen.
– For mange er det virkelig et højdepunkt, de ser frem til. Særligt når de selv får lov at komme på scenen. De føler sig tiljublet som stjerner, og det sker jo ikke så tit, forklarer hun.
Det blev der rig mulighed for lørdag aften, hvor deltagerne viste, hvad de duede til i konkurrencen Stjernefrø for en aften. Og i modsætning til tv-udgaven blev alle bagefter udråbt som vindere, mens især efterskoleeleverne sørgede for den rette stemning i hallen. Frøstruphave Efterskole har været med i arrangementet siden den første Frøfestival i 2004, og eleverne har en lang række praktiske opgaver i løbet af weekenden. Men de får også selv en masse ud af det, understreger forstander Erik Back Pedersen
– Vi vil gerne vise vores elever, at der bag handicaps og skavanker gemmer sig rigtige mennesker. Og til det formål er festivalen en enestående mulighed, som et besøg på en institution for handicappede aldrig vil kunne konkurrere med. Her får eleverne lov til at hygge sig sammen med de handicappede, spise sammen med dem, ja endda danse folkedans sammen med dem. Og vi kan mærke bagefter, at det virkelig rykker noget i dem, forklarer Erik Back Pedersen.
– De sidder tilbage med en forundring over, at mennesker med så svære handicap kan være så glade. Det får deres egne problemer med bumser, overvægt og dårligt hår til at blegne en smule, og det er en sund proces.
