Opgør på en helligdag
Torben Frederiksen er lærer og bor i HillerødDe holdt øje med Jesus, disse fine spidser i samfundet med deres på det tørre. Ingen kunne pege fingre ad dem, for deres livsførelse var lige efter bogen. Og sabbatsbuddet var ikke noget problem. Men mon ikke det var et problem for denne omvandrende prædikant og fantast?
Mon han kunne holde fingrene for sig selv, eller i det mindste uden aktivitet denne højhellige sabbat?
Ja, hold øje med Jesus. Læg godt mærke til, hvordan han mødte mennesker. Og tag så hans eksempel med ind i din måde at møde mennesker på i din hverdag. Jesus var ikke bange for at få beskidte hænder – selv ikke på en sabbat, den helligdag, som var en gave fra Gud og indviet til at tjene Gud.
Men gudstjeneste er også at lade noget af al den kærlighed, Gud har overøst os med, komme i kontakt med dem, som har brug for omsorg. Derfor kan et påbud om at holde hviledagen hellig ikke ophæve udførelsen af en nødvendig handling, selv om den kan give sved på panden og beskidte hænder.
Oh, disse love og regler. De bandt mennesker til at undlade at gøre det eneste rigtige – det, som kunne virkeliggøre Guds kærlighed i en verden, som har brug for lysglimt fra evighedens verden.
De lovkyndige og farisæerne kunne ikke give igen på Jesu udfordrende spørgsmål. Kan vi svare? Eller putter vi os lidt forlegne ned under søndagens hyggedyne med vort på det tørre?
Ved den samme lejlighed gjorde Jesus pinlige observationer i sine omgivelser. Han havde også øjne i hovedet. Han så, at det, der virkelig talte, var plads og position. Det ligner noget, man kunne observere i dag. Det gælder om at vise andre sit værd uden tanke for, at det kunne nedgøre andre. Det er de spidse albuers politik. Jeg vil frem, jeg vil ses!
Manglende ydmyghed til egen position i forholdet til andre og til Gud er som kejseren uden tøj på. Det er et ynkeligt syn. Der er en selvophøjelse, der ikke er nogen ære ved. Man får udstillet al sin nøgenhed!
Det er nemlig ikke æresplads, der skal stræbes efter. Jesus nævner det ikke i denne forbindelse, men flere andre steder, når han taler om plads og position i forholdet mellem mennesker og i forholdet til Gud. Vi er tjenere, og deri har Jesus givet os et lysende eksempel til efterfølgelse.
Jesus kom ikke til jorden for at lade sig tjene, men for selv at tjene. Det var ikke for den lille udvalgte flok, som måske kunne yde noget til gengæld, nej, det var for en hel menneskehed, han kom som tjener.
I Guds rige er den, som tjener, størst. Det tjenersind kan Herren forløse i dem, der får løst syndens lænker og bånd af den store befrier. Gud har magt til at gå den synder i møde, som ved sig uværdig til Guds rige, og sige til ham: I dag skal du være med mig ved kongesønnens bryllup. Du er indbudt. Jeg står inde for din værdighed.
Men til den, som stoler på egen tilkæmpet retfærdighed, skal indbyderen sig: Gå udenfor – ydmyg dig og indse, at egen tro på egen fortræffelighed ikke rækker til en plads i Guds rige.
Det er vigtigt at kende sig selv og sin manglende værdighed, når det gælder Guds rige. For dér kan vi nemlig kun få den plads, som Jesus har vundet til os.
Kristeligt Pressebureau
