Alle Helgen er de levendes dag

Jens Fischer-Nielsen
er sognepræst ved
Kvaglund Kirke i Esbjerg.Vi oplever let Alle Helgens dag, som ”De dødes dag”. Vi tænker på vore døde, mindes dem og takker for dem. Og dette er fint og godt. Men Alle Helgens dag er i virkeligheden ”De levendes dag” – nærmere betegnet de levende, som er døde, og nu lever hos Gud. Til Alle Helgen vil vi huske hinanden på, at til forskel fra alle andre fællesskaber på jorden, så er den kristne menighed et fællesskab, som også rækker over på den anden side af gravens mørke. Vi fejrer Alle Helgen, ikke for at mindes vore døde, som om de var borte for altid – men for at takke Gud for, at både levende og døde er i hans hånd.

”Salig” betyder ”lykkelig ud over døden”. Farisæerne brugte udtrykket, når det hed sig: ”Salig er den, der opfylder loven”. Men Jesus giver talemåden et radikalt nyt indhold: Salige er de fattige i ånden, de sørgende, de sagtmodige og alle andre, der ikke ved, hvordan de selv skal klare livet, men må leve i afhængighed af Guds nåde og tilgivelse.
Det står i skærende kontrast til farisæernes lykkebegreb, og til vores. Vi lader almindeligvis, som om lykken, som vi så forveksler med saglighed, er: succes, prestige, magt, klogskab, sundhed, økonomi, hus og rejser.
Evangeliet i dag sætter spørgsmålstegn ved alle disse ting og fortæller os, at menneskets virkelige lykke udspringer af Guds frelse til os.
Vores verden står over for Guds rige, som er her allerede nu, men som også er på vej. Vi lever i Guds rige ved håbet og forventningen. Gennem bønnen, gudstjenesten, nadveren og glimtvis, når der sker mirakler. Men Guds rige er ikke foldet helt ud for os endnu. Guds rige vil senere vise sig for os i sin totalitet og fuldkomne herlighed.

Guds rige er nutid og fremtid. Derfor er Guds rigets lykke, saligheden, også både nutid og fremtid. Gud vil følges med os igennem livet, og han vil til sidst gå sammen med os igennem det uoverstigelige mørke, som hedder døden. På den vandring vil han naturligvis gerne hjælpe os med at gøre godt. Ud af frelsen springer fordringen til os om at tage os af hinanden i vores fælles liv.
Det er ikke først i den himmelske herlighed, at vi skal være barmhjertige og sagtmodige. Vi skal begynde nu, eller i hvert fald forsøge. Forsøget kan begynde med en bøn om, at saligprisningernes lys må skinne ind over vore liv, så vi forstår, at Jesus tager parti for alle dem, som ikke magter livet selv.

På Alle Helgens søndag tænker vi på dem, som gik forud for os hjem til Gud. Nogle af os har mistet nogen, som var tæt på os. Til jer, som har mistet, vil jeg sige: Husk på det, I fik gennem den, som døde, og sig tak for det. Vi hænger fast i sorgen, når vi kun tænker på det, vi mistede. Glæden genskabes, når vi i stedet tænker på det, vi fik.
Tænk også på, at døden ikke altid er den værste måde at miste på. Hvis et ægteskab lykkes, så ender det med, at den ene dør. Nogle siger, vi holdt så meget af hinanden. Derfor er det så svært, at hun eller han døde – men det er ikke rigtigt. Det var meget værre, om ikke det var sådan. I smerten og savnet er der mening, når det forstås som kærlighedens pris.
Det vigtigste er ikke, hvor langt vore liv bliver, men at vi tager hinanden og hver dag som en gave fra Gud. At vi giver os selv til hinanden i de nære relationer i de dage, vi får. Og det er vi nødt til at turde gøre, selv om vi ved, at det en dag er slut med os selv og vore kære. Altså slut for os at se.

Vi er i Guds hånd. Omfattet af hans godhed og hans nåde hver dag, vi lever. Og den dag, vi skal herfra. Han har noget bedre til os forude, vi får lov at være i den samme hånd.
Skriften siger: ”Når vi lever, lever vi for Herren, når vi dør, dør vi for Herren”. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør. Vi får lov at være i Guds hånd, om vi lever eller dør, hvis vi da ønsker at være der.
Kristeligt Pressebureau