Djævle i menneskeskikkelse

„Fanden hytter sine“ er en velskrevet spændingsroman af Helge Hoffmann.På Skalborg Slot spøger det, men der udspiller sig også en række uhyggelige scener med baggrund i satandyrkelse. I slotsgården finder man en tidlig morgen baronessen død. Et uheld? Et mord? Det er ingredienser, vi finder i en ny krimi af Helge Hoffmann udgivet af Forlagsgruppen Lohse.Baggrunden er et weekendophold på Skalborg Slot for journalist Bjarke Bindsgaard, der skal opleve slottet og atmosfæren for at kunne skrive en artikel til det dagblad, han er ansat på. Han har tidligere skrevet artikler fra to andre slotte og herregårde. Men det forlængede weekendophold udvikler sig langt mere dramatisk, end han havde forestillet sig hjemmefra. Den hvide dame går igen. En satankult ofrer i en lund ved slottet. På kirkegården ved den gamle Blidsted Kirke finder man jævnligt på flere grave frøer med kongekrone, et satanisk symbol. Baronessen dør på mystisk vis. Vi følger i nogle intense dage slottets forvalterpar, journalisten og politiet i aktion. Der er masser af spænding, og bogen formår at holde læseren fangen.

Kamp mellem
det gode og det onde

Læseren oplever også det skisma, der er mellem den gudløse journalist, det troende forvalterpar, den troende graver og den kristne stridsmand, vi finder i pastor emeritus Mikkelsen, og oplever en kamp mellem det gode og det onde, Gud og Satan.
Bogen er velskrevet. Kompositionen er god. Men den mangler sproglig nerve. Den er stort set blottet for de sprogbilleder, der er med til at gøre en roman til flot litteratur. Men som en hurtig krimi fungerer den udmærket.
Stederne for begivenhederne er opdigtede. Den foregår på Skalborg Slot ved Blidsted og Halborgsund på Sjælland. Skalborg Slot eksisterer ikke i virkeligheden, men det gør Skalborg Kirke, der er bygget i 60‘erne ved Aalborg, langt fra Sjælland. Blidsted optræder som Blidsted Mølle på Fyn, og Halborgsund eksisterer ikke.

Helge Hoffmann: Fanden hytter sine
175 sider • 199,95 kr.
• Fokal/Forlagsgruppen Lohse