– Jeg er smittet af spedalske

Spedalskhed smitter på mere end én måde. Det måtte Geoff Warne sande efter tre år som missionær i Nepal. I dag er han generaldirektør for Den Internationale Spedalskhedsmission og har netop været på Danmarksbesøg.- Jeg har et livslangt kald til at udrydde spedalskhed! Udsagnet kommer med eftertryk, og det kommer ikke fra hvem som helst. Geoff Warne har arbejdet for Den Internationale Spedalskhedsmission, siden han rejste til Indien som missionær i 1981.
I dag er han generaldirektør for missionen, der ufortrødent opsøger de syge og tilbyder behandling, rehabilitering og resocialisering af de spedalske i samfundet.
Og der er nok at se til i områder som Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Bare sidste år blev der opdaget hele 400.000 nye tilfælde af spedalskhed. Og de sidste mange år 500.000 om året.

Det var i Nepal, Geoff Warne og hans hustru Karen først kom i direkte berøring med de spedalske.
– Det blev begyndelsen på et eventyr, som vi aldrig er kommet ud af, siger Warne.
Her mødte de invaliderede mennesker i særlige spedalskhedskolonier, hvor de levede udstødte af samfundet på grund af smittefare. Den frygtelige sygdom starter med små hvide pletter på huden og vil uden behandling senere lamme nerverne og til sidst invalidere personen helt, idet både fingre, tæer, ører og næse kan falde af eller deformeres voldsomt.
– Har man én gang mødt en spedalsk, er man aldrig den samme mere. Man er på en måde smittet af spedalskhed, blot ikke fysisk. Men man kan ikke ryste indtrykkene af sig. Man må bare gøre noget for at afhjælpe nøden, siger Geoff Warne.
Derfor sørger han selv for at være ”i frontlinien” 3-4 måneder hvert år.
– Her opdager man, hvor ødelæggende en sygdom spedalskhed er – ikke kun fysisk, men også psykisk og socialt. Man er nødt til, som Jesus, at gøre noget særligt for de spedalske.

For det handler ikke kun om at standse sygdommen – hvilket heldigvis nu er muligt. Efter to-tre dage med en særlig flerstof-behandling er personen fri for infektion og dermed ikke længere smittebærer. Men herefter tilbagestår den største del af arbejdet, og den del fokuserer Spedalskhedsmissionen også på:
– De fleste regeringer har i dag deres eget medicinprogram til standsning af sygdommen. Men herefter sker der ingenting, og det er katastrofalt, siger Geoff Warne.
– Tænk på, at man som spedalsk kan blive totalt udstødt af samfundet. Selv om man er raskmeldt, er det nærmest umuligt at komme tilbage i arbejde på grund af fordomme – det man også kalder stigmatisering, dvs. omgivelsernes fastlåsning af personen i den spedalskes rolle. Hvis man så oven i købet er handicappet pga. sygdommen, har man ikke mulighed for at arbejde. Og det fører til en ond spiral af fattigdom og armod for den spedalske og dennes familie.
– Sygdommen har også åndelige konsekvenser, fortsætter Geoff Warne. – For spedalske hinduer og muslimer er udelukket fra gudsdyrkelse i templet og moskeen. Det får dem til at føle sig forkastet af Gud. Her kommer det kristne budskab ind og hjælper: På grund af Jesus har Gud taget imod dig – uanset hvor du er.

Og det kristne kernebudskab bliver fulgt op af handling med Spedalskhedsmissionens fortalervirksomhed:
– Vi organiserer de spedalske i grupper, finder ud af, hvem af dem som er egnet til at lede gruppen for derefter at vejlede dem i, hvordan de kan få større indflydelse i samfundet, forklarer Geoff Warne.
Samtidig sætter man dem i forbindelse med eksperter inden for landbrug og husholdning:
– En gruppe tidligere spedalske fik vejledning i, hvordan de kunne få endnu større høst af grøntsager. Det bevirkede, at hele landsbyen kom ud for at se, hvordan de gjorde og bad dem dele deres viden. På den måde fik de spedalske status i landsbyen.
Det samme skete, da en ingeniør lærte nogle spedalske at udnytte varmen fra deres komfurer bedre. Også her blev de spedalske et eksempel for deres landsby.
– Det lyder af små skridt – men lokalt kan det forandre et helt samfund, siger Geoff Warne. – De spedalske føler, at de har noget at bidrage med til samfundet – og det er god psykologi. De kommer ind i en positiv spiral ved at få øjnene væk fra ”mig og mine behov”. Det sætter gang i en kædereaktion, hvor de får lyst til at gøre noget for samfundet.

Spedalskhedsmissionens danske afdeling har især ansvar for et omfattende arbejde i Bangladesh, der blev startet af Dansk Santalmission, det nuværende Danmission. Med støtte fra Danida er et stort spedalskhedshospital stablet på benene og både et opsøgende og rehabiliterende arbejde sat i værk.
– Danida plejer kun at støtte et projekt over fem år. Men i Bangladesh har Danida fornyet støtten fire gange fem år. Det siger noget om arbejdets kvalitet.
Danidas sidste bevilling udløb i 2005 og er ikke blevet fornyet. Det efterlader Spedalskhedsmissionen med store udfordringer:
– Jeg anbefaler organisationerne i donorlandene, at de ikke kun skal regne med offentlig støtte, siger Geoff Warne. – Når frivillige gaver og donationer mobiliseres, får vi desuden menneskers bøn og engagement. Og den passion kan vi ikke undvære i arbejdet.
Og passion smitter. Spedalskhedsmissionens motto er ”at være ligesom Jesus”, og det kan også muslimer og hinduer identificere sig med:
– Som en ledende muslim sagde til en gruppe kristne missionærer: Hvis jeres tro på Jesus er lige så stor, som I siger, den er, så bliver også jeg begejstret.